Gladsheimr

Skrivefællesskabet Gladsheimr

Gladsheimr består af tre skribenter som på hver deres måde, og fra hver deres vinkel, vil skrive om asatroen og den norrøne religion. Vores ønske er, at være med til at udforske og udvikle asatroen og bidrage til debatten i asatromiljøerne. Dette skrivefællesskab er en videreudvikling af on-line magasinet Nordisk Zen (som igen byggede videre på Tidsskriftet Urds Kilde), og indeholder altså både ældre materiale og helt nyt. Ud over at Gladsheimr vil indeholde spændende og grundige artikler er det også hensigten, at vi tre giver vores forskellige bud på udvalgte emner, og derved får læseren tre forskellige bud på hvordan disse emner kan opfattes og forklares. Denne ide bygger på, at vi alle tre ønsker en åben og varieret forståelse af hvad asatro er, og derfor ønsker vi at spænde bredt frem for at være ens. Vi mener der er en styrke i at vise forskelligheden.

Gladsheimr er ikke et lukket fællesskab. Vi tager gerne imod artikler, opslag og andre former for indlæg fra interesserede læsere, på den måde kan alle bidrage til siden. Vi vil opfordre alle med skrivekløe til at overveje at sende materiale til Gladsheimr. Det er også muligt at bidrage til en løbende debat. Via kommentarfelter og vores debatforum kan man kommentere eller debattere artikler eller relaterede emner, både med skribenterne og med de andre som måtte ønske at deltage.

Så velkommen til Gladsheimr, vi håber du vil føle dig i godt selskab her.

Til år og fred
Marius, Pieter og Peter