Etikken i Hávamál

Skal det være muligt at uddrage nogle konklusioner omring en egentlig etik i Eddadigtningen, må et sådant forsøg gøres sættes i ramme, for at kunne komme ud over det rent deskriptive. Jeg vil derfor i denne artikel forsøge at indkredse nogle overordnede konturer i eddadigtet Hávamál, for derigennem at komme lidt videre med at opstille en overordnet tolkning af digtets indhold.

De steder, hvor man mest direkte kan se den etiske tænkning træde frem, er i de mindst mytiske vers, altså versene 1-102 og 111-137, med hvad indeholder disse vers? Indholdet af disse vers er meget korte situationsbeskrivelser, kombineret med en bestemt adfærd. Kombinationen af situationen og adfærd betyder, at det, der træder frem i versene, er karakteristikker af personers optræden, altså deres egenskaber. Diskussionen går altså ikke på, hvilken handling, der bør gøres eller ikke bør gøres, men på, hvilken slags person man bør være. Er dette så en sondring mellem rigtig/forkert? Nej, det går ud på at erhverve karakteregenskaberne som en del af sig selv, med det henblik, at opnå det bedst mulige liv. Man spørger ikke: ”Hvad er rigtigt og forkert?” Man spørger: ”Hvordan skal jeg være for at leve et godt liv. Eller som det skrives: ”Jeg råde dig Loddfafnir, mit råd du tage, du skal nyde om du nemmer.” Svaret er, at erhverve de i Hávamál beskrevne karakteregenskaber og praktisere dem. Det er et spørgsmål om at leve et godt liv. Det ene eksisterer ikke uden det andet.

Hávamál vurderer disse karakteregenskaber ud fra en bredere begrebsmæssig ramme. Der anvendes karakteristikker såsom ”de gavmilde” (vers 2), ”velsindet” (vers 3), ”den der intet kan (usnild)” (vers 5) eller ”tænksom” (vers 6) osv. Hávamál’s sigte i disse vers er altså at beskrive forskellige karakteregenskaber, og det er i selve karakteristikken, der ses på baggrund af situationen og motivet bag handlingen, der fortæller, om man er etisk eller ej. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt noget altid er rigtigt eller forkert, men et spørgsmål om, hvad man i den konkrete situation bør gøre. Hvilken karakter har man, hvis man gør så eller så i den konkrete situation, og svaret på dette spørgsmål er i sig selv etisk dom. Karakteriseres man som gavmild er man etisk, og karakteriseres man som fej er man uetisk. Konsekvensen heraf er, at den etiske diskussion ikke retter sig mod opstillingen af et enkelt regelsæt, men i stedet mod en diskussion af karakteregenskaber. Det kan så siges, at vurderingen af rigtig/forkert bliver sekundært afledt af disse karaktertræk. Tolker man de forskellige vers ud fra en sådan betragtning, træder en række karakteregenskaber frem. Den konkrete tolkning af de enkelte vers kan naturligvis diskuteres, men selve tankegangen giver nogle lærerige resultater.

Der er mange vers, der frem for direkte at beskrive et ønskeligt karaktertræk, bekræfter det modsatte, men man kan tolke versene i positiv retning således, at når negative karakteregenskaber, som i vers 17, der beskriver tossen, der opfører sig usnildt, kan man vælge at vende dette om og trække den positive modværdi, snilde, frem.

Det gælder om at finde det rette i skiftende situationer. Det etiske menneske er det, der har rodfæstet disse karaktertræk og ufortøvet praktiserer dem og derved gør det rette. Kan dette kaldes etik? Ordet ”etik” kommer af græsk ”ethos” og betyder ’sædvane’ eller ’sæder’, altså i stil med oldnordisk siðr (’moral’ betyder det samme, men kommer af det latinske ’mores’). Hvad Hávamál foreskriver, er følgende en sædvane baseret på karakteregenskaber, der sætter personen  i stand til at gøre det rette i skiftende situationer, hvor motiv og afvejning af situationen danner grundlag for en beslutning.

To eksempler

I vers 5 møder man en person, der færdes ude, altså blandt fremmede, og denne skal være snild (”vid behøver”) og det etiske ligger altså i beskrivelsen af, at man er snild. I anden halvdel af verset bekræftes det modsatte, nemlig at den usnilde (”den der intet kan”) bliver betragtet med spot, altså man betragtes som uetisk.

Vers 6 rummer endnu flere karakteristika. Situationen er igen at man færdes blandt fremmede (linje 3-4), og hvilke karakteregenskaber er da vigtige? I første linje er ordholdenhed og beskedenhed i spil, i anden linje opmærksomhed. I femte linje beskrives det at være snild, som det at have en trofast ven, altså både snilde og trofasthed bringes frem.

Dette betyder, at en person, der er blandt fremmede, gør det rette hvis vedkommende udviser snilde, ordholdenhed, beskedenhed og opmærksomhed. Blandt venner er trofasthed det rette. Dette kan også benævnes værdier, altså blandt venner er er trofasthed en god værdi, mens snilde, ordholdenhed, beskedenhed og opmærksomhed er gode værdier blandt fremmede. Dette kan kaldes en sædvane – eller etik.

Hvad betyder dette for den etiske diskussion? Det vil måske stå tydeligt for nogen i hvor høj grad denne analyse ligger op ad den dydsetiske tradition. Dydsetikken opstiller karakteregenskaber i attraktive dyder (modig, snild, osv.) og ikke-attraktive laster (fej, usnild). Dydsetikken skiller sig ud fra de to store etiske skoler, den pligtetiske og den nytteetiske. Filosofien har siden 1800-tallet primært diskuteret etik ud fra disse to grundsynspunkter, hvor pligtetikken er den gode vilje og nytteetikken er den gode handling. Begge retninger forsøger at opstille almene (universalistiske) retningslinjer for, hvornår en given handling kan betragtes som etisk rigtig eller etisk forkert. Forskellen er så, at pligtetikken vurderer ud fra den handlendes motiv, mens nytteetikken vurderer ud fra handlingen.  I det første tilfælde skal man handle ud fra en almen lov (det kategoriske imperativ) og i det andet tilfælde skal handlingen skabe almen nytte (nyttemaksimeringen). I moderne jargon kaldes dette for tynde etiske begreber (abstrakte), men de dydsetiske begreber kaldes tykke (beskrivende). Hávamál rummer ikke almengyldige læresætninger og derved almene regler for vurdering af rigtigt/forkert (eksempelvis ”du må ikke lyve”), men er rig på tykke etiske begreber (karakteregenskaberne) og passer følgelig ikke ind i hverken pligtetikken eller nytteetikken, men havner snublende nær den klassiske dydsetik.

Selvforædlingen

Faktisk går Hávamál i sin helhed endnu længere end til at opstille karakteregenskaber. Digtet knytter de etiske forskrifter til en bredere mytologisk kontekst, nemlig digtermjøden og runerne hvorved beskrivelserne bliver specifikt koblet til resten af Eddadigtningen. Den bredere fortolkning af digtermjøden og runerne vil jeg ikke redegøre for her, men at begge dele knytter sig til Odins visdom og indsigt er almindeligt accepteret. Mennesket er klædt i Odins klæder jf. Hávamál vers 49-50 (Odins klæder kan ud fra disse vers beskrive venskab eller kærlighed, men også mere generelt tolkes som egenskaber, Odin har givet mennesket), og har gennem Hávamál mulighed for at lytte til talen fra Havi’s Hal. Set i denne sammenhæng, er Hávamáls karakteristikker koblet til Odins indsigt, hvilket således kommer til at danne grundlag for de tykke etiske begreber i en dybere mytologisk forstand. Hávamál kan således også opfattes som et studie i selvforædling. Denne kobling er vigtig at have med, idet der er helt afgørende have et mål at vurdere etikken ud fra. Jeg har beskrevet dette mål som det gode liv, og i en dyb mytologisk sammenhæng kan dette ses som den åndelige frodighed og indsigt. Er ens karakter baseret på denne åndelighed, handler man i overensstemmelse med sædvanen, man er etisk.

Afslutning

Det kan stadigvæk diskuteres, hvorvidt denne etik er almengyldig eller relativ, hvilket er en ganske kompliceret debat i sig selv, eller om den skal opfattes som normativ eller ej, men accepteres selve den dydsetiske tænkning, kan man konstatere, at en hyppigt set problemstilling, opstillingen af et samlet værdiset, faktisk er overordentligt kvalificeret behandlet allerede – i Hávamál. Udfordringen vil således ikke være at opstille et nyt værdisæt, men sat studere og tilegne sig det eksisterende, som en del af Eddadigtningens helhed. Hávamál kan kan altså ses som grundstenen i en værdibaseret etik, hvor det ikke er spørgsmålet, om man skal gøre noget og ikke må gøre noget andet, men hvor spørgsmålet er, hvilken karakter man har. Den etiske fordring er, at man skal være den slags menneske, der kan opnå at gøre det rette – altså eks. opnå den åndelige indsigt/enhed med guderne. Der opstilles et egentligt mål/en hensigt og en proces/et forløb.

©Peter Thaysn, 2005.

Denne artikel er oprindeligt trykt i tidsskriftet Valravn.

Mit navn er Peter. Jeg har været aktiv i asatromiljøet siden 2003, og har deltaget i en række forskellige grupper og foreninger, bla. Goderingen og Forn Sidr. Jeg har fra start interesseret mig for asatroen både som praktisk størrelse og som studieobjekt. Jeg mener asatroen skal holdes fri for faste rammer og dogmatik, da jeg ser det som en religion, der lagt fra er færdig med at forme sig, og jeg tror også, at asatroen fremadrettet vil være styrket af løbende forandring. På nuværende tidspunkt er jeg medlem af det uafhængige godeord Gullinkambi (som jeg var med til at stifte i 2000) og er gæsteskribent på livtraser.dk (http://livtraser.dk/stien/peter-thaysns-indlaeg/) ved siden at min deltagelse her på siden. Jeg skriver gerne om både asatroen såvel som den ældre nordiske og germanske religion. Jeg mener begge dele er vigtigt for at sikre asatroen så solidt et fundament som muligt, og for at kunne forstå de overleverede myter bedst muligt.