Over vandet, under jorden

Galvån

I kilderne til jernalderens og vikingetidens hedenske religion i norden optræder en del forskelligartede forestillinger omkring døden. Jeg vil i denne artikel se på et par forestillinger, der knytter sig til vand. Uden at det er konsekvent eller entydigt, er der en del eksempler fra perioden på gravpladser, der ligger adskilt fra beboelse af en å eller bæk, og gravsteder i forbindelse med skibssætninger, eksempelvis ved Glavendrupstenen på Fyn, for ikke at tale om begravelser i faktiske skibe som Osebergskibet, Ibn Fadlan’s beskrivelse af en bålfærd i skib ved Volga, samt Snorris genfortælling af en myte omkring Balders bålfærd i et skib. Så hvorfor denne kobling mellem gravskikke, vand og skibe?

I mytologien optræder der bl.a. en opdeling af verdner i en oververden og en underverden, adskillelsen af disse verdner kan beskrives som udgjort af vand. En verden over vandet og en verden under vandet. Dertil optræder også jætteverdner hinsides havet, et mytologisk element der også benytter vandet som skæl mellem verdner. De døde bliver ofte placeret i underverden, som angivet i Vafþrúðnismál vers 43: ”Jeg kom i ni verdener; neden under mørke-Hel.; Folk dør dertil fra Hel.” Hvis dette skulle passe, må der så også være et vand de døde skulle passere på vejen til denne underverden. Dette finder man måske i vers 39 i Vølvens Spådom: ”Der så hun vade; i tunge strømme:; Bedrageriske mænd; og mordere,; og den der forleder en andens fortrolige.; Der udsugede Nidhug; ligene af de hedengangne,; tyven tilintetgjorde mænd,; – ved I nok eller hvad?” Disse tunge strømme skulle angive hvordan de døde krydser et vand for at komme til dødsriget. Verset har været tolket som en form for straf over de bedrageriske og morderiske mænd. Men frem for at se disse døde mænds vaden i tunge strømme som en straf, kan det ses som en specifik karakteristik, der tjener til at beskrive dem som netop døde. Denne vaden optræder også i Reginsmál vers 4, hvor de døde vader over vaðgelmir hvor første del af ordet kan oversættes til vadested. Man passerer vand ved hjælp af et vadested, så i begge tilfælde angives det at de døde må krydse vand på vejen til underverdenen. Altså kan betegnelsen af dem der vader de tunge strømme eller krydser vadestedet være betegnelser for døde generelt. Henvisningen til mordere og bedragere der vader i tunge strømme i Vølvens Spådom refererer altså ikke nødvendigvis til at dette skal opfattes som en straf. Strafelementers understøttes ofte af tilstedeværelsen af Nidhug (foragt-hug) i verset. Men frem for at være en del af en straf i den hinsides kan Nidhug ses som et billede på foragten, der udsuger eftermælet hos dem, der betegnes som mordere og deslige. Man pines ikke i Hel, men i stedet mistes det af ens efterliv, der lever i det gode minde.

I denne sammenhæng giver det god mening med begravelsesskikke, der betoner det at krydse vand, herunder skibe, som eksempelvis at gravsætte de døde i en skibssætning. Begravelsen bliver derved helt bogstaveligt en overgangsrite eller overgangstilstand. I forlængelse af dette kunne skibssætninger også være et oplagt valg af sted i forbindelse med forfædredyrkelse.

Inspirationen til denne artikel er især hentet i to tekster af Kure, eventuelle misforståelser i forhold til disse står for egen regning.

Henning Kure: Wading heavy streams, 2008.

Henning Kure: I begyndelsen var skriget – Vikingetidens myter om skabelsen, Gyldendal, 2010.

© Peter Thaysn, 2012, 2015.

Denne artikel er oprindeligt trykt i tidsskriftet Urds Kilde.

Mit navn er Peter. Jeg har været aktiv i asatromiljøet siden 2003, og har deltaget i en række forskellige grupper og foreninger, bla. Goderingen og Forn Sidr. Jeg har fra start interesseret mig for asatroen både som praktisk størrelse og som studieobjekt. Jeg mener asatroen skal holdes fri for faste rammer og dogmatik, da jeg ser det som en religion, der lagt fra er færdig med at forme sig, og jeg tror også, at asatroen fremadrettet vil være styrket af løbende forandring. På nuværende tidspunkt er jeg medlem af det uafhængige godeord Gullinkambi (som jeg var med til at stifte i 2000) og er gæsteskribent på livtraser.dk (http://livtraser.dk/stien/peter-thaysns-indlaeg/) ved siden at min deltagelse her på siden. Jeg skriver gerne om både asatroen såvel som den ældre nordiske og germanske religion. Jeg mener begge dele er vigtigt for at sikre asatroen så solidt et fundament som muligt, og for at kunne forstå de overleverede myter bedst muligt.