Thor og Hrungnir

Thor besejrer Hrungnir

Thor besejrer Hrungnir

Der er en tendens til at holde fokus på de mytefremstillinger man finder i eddadigtningen, eller alternativt i Snorri Sturluson’s genfortællinger fra Edda. Men endnu en kilde til de nordiske myter er skjaldedigtningen, og skjaldedigtene er faktisk de ældste skriftlige vidnesbyrd om myterne, så det er synd ikke at give dem den opmærksomhed de fortjener. Grunden hertil er nok primært, at eddadigtningen er så kendt som den er, og at Snorris genfortællinger er meget lettere at forstå, så de komplicerede skjaldedigte ender med at blive overset. Men det er ellers ikke så kompliceret at gå til, for flere af skjaldedigtene, herunder de fleste med mytologisk indhold, står faktisk i Snorris Edda, og er altså at finde i den samme bog hvor Snorris genfortællinger står. Det er nemlig både eddadigtene og skjaldedigningen, som Snorri bruger som grundlaget for sine genfortællinger, og Snorri citerer flittigt fra sine kilder. Skjaldedigtningen regnes til den fornemmeste ordkunst[1] og er fyldte med de såkaldte kenninger – poetiske omskrivninger – som kan være meget svære at finde betydningen af. Faktisk er Snorris Edda en lærebog i skjaldedigningen, herunder de komplicerede kenninger[2], og Snorri var selv en dygtig digter, som det ses af Verslisten (Háttatal) fra Edda.

Høstlang

John Lindow[3], der forsker i germanske sprog, litteratur og folklore, har skrevet artiklen Thors duel with Hrungnir[4] til publikationen Alvísmál[5], hvori han tager Thors tvekamp mmed jætten Hrungnir under behandling. Herunder skjaldedigtet Høstlang (Haustlǫng), der rummer flere vers om den kendte tvekamp. Jeg vil i det følgende tage udgangspunkt i nogle af John Lindows pointer og tilføje nogle andre. Det kan naturligvis anbefales at læse John Lindows artikel i sin helhed. Målet er at vise hvordan læsning af skjaldedigte, og især nærlæsning af kenningerne, kan give nye indsigter i allerede kendte myter.

Som andre af de ældste skjaldedigte fra 900-tallet er Høstlang et skjoldekvad, det vil sige et digt der beskriver billeder på skjolde[6], også kendt som et billedbeskrivende digt, og netop disse typer digte koncentrerer sig om mytologiske emner[7]. Digtet krediteres til skjalden þjóðólfr fra Hvin. Ud over beskrivelsen af billeder forestillende duellen, beskriver digtet også billeder fra myten om tyveriet af Idun. Høstlangs 20 overleverede strofer er bevaret i Snorris Edda[8] [9] hvor også vers fra de andre mytologiske skjoldekvad, Ragnarsdrápa og Húsdrápa, altså er bevaret. Fortællermæssigt ligger temaet med Thor kæmpende mod en modstander i tråd med Ragnarsdrápa og Húsdrápa, hvor Thor kæmper mod midgårdsormen (jǫrmungandr) i begge digte.

I Høstlang er syv vers dedikeret til kampen med Hrungnir, herunder Thors rejse frem til kampen, selve kampen og Thors sår i panden som følge af kampen. De ser ud som følger i Lembek og Stavnem’s oversættelse[10]:

  1. Videre ses det på skjoldbuklen, da Tor opsøgte Grjotuns Høj. Tor kørte til kampen og himlen dundrede under ham. Tor svulmede af kampgejst.
  2. Himlen brændte foran Tor og den lavtliggende jord blev pisket af en haglstorm, da bukkene trak Tor af sted til mødet med Hrungnir. Jorden var nær gået i stykker.
  3. Tor skånede ikke jætten dér – klipper skælvede, bjerge revnede, og himlen brændte. Jeg hørte, at jætten strittede kraftigt imod, da han genkendte sin krigeriske banemand.
  4. Snart fløj skjoldet ind under jættens fodsåler – guderene forvoldte det, diserne ønskede det. Jætten skulle derefter ikke vente længe på det gentagne hug fra Tor.
  5. Tor lod jætten falde på skjoldet. Dér faldt jætten for den hårde hammer, og Tor beskadigede Hrungnir.
  6. Og jættens hårde brynesten hvinede ind i hovedskallen på Tor, sådan at brynestenen til stadighed sidder fast der i Tors hoved, stænket til med Tors blod.
  7. Indtil kvinden galdrede slibestenen ud af hovedet på Tor. Jeg ser tydeligt disse begivenheder på skjoldet. Jeg modtog hos Thorleif skjoldet malet med billeder.

I denne oversættelse har jeg valgt at gengive alle kenninger i opløst form, men bare for at illustrere digtets poetiske skønhed, angiver jeg lige vers 69-71 igen, bare med alle kenninger bevaret[11]:

69: Fjǫrspillir lét falle fjálfrs ólágra gjáfra bǫlverðungar Belja bólm á randar hólmi. Þar hné grundar gilja gramr fyrir skǫrpum hamri en berg-Dana bagði brjotr við jǫrmunþrjóti.

69: Belis onde skares liv-spiler lod havets larmende skjulesteds bjørn falde på skjolde randens holm. Der faldt køfters lands fyrste for det hårde hammer og bjerg-danskernes knuser beskadigede den enorme fjende.

70: Ok harðbrotin herju heimþinguðar Vingnis hvein í hjarna mœni hein at grundar sveini, þar svá eðr í Óðins ólaus burar hausi stála vikr of stokkin stóð Eindriða blóði.

70: Og Vingnirs datters besøgers hårde brynesten hvinede ind i hjernens tag på jordens søn, sådan at stålets pimpsten til stadighed sidder fast dér i Odins søns hoved, stænket til med Eindridis (Tors) blod.

71: Áðr ór hneigihliðum hárs ǫl-Gefjun sára reiðitýrs it rauða ryðs hœlibǫl gœli. Gǫrla lít ek á Geitis garði þær of farðir. Baugs þá ek bifum fáða bifkleif at þorleifi.

71: Indtil øl-Gefion galdrede rustens stolte, røde skader ud af hårets hældende skråninger på sårenes giver-Tyr. Jeg ser tydeligt disse begivenheder på Geitirs gærde. Jeg modtog hos Thorleif buklens bevægelige klippe malet med billeder.

Dette illustrerer ikke kun hvor flotte disse kenninger er, men også kompleksiteten i skjaldedigtningen. Det man kan hæfte sig ved er, at digtet tager sin begyndelse hvor Thor skal ud og møde Hrungnir og slutter ved at stenen galdres ud af hovedet på Thor. Derved rummer digtet ikke hele den velkendte optakt fra Snorris genfortælling med Odins møde med Hrungnir, Hrungnirs fornærmelser i Valhal og Tjalfes rolle som sekundant i duellen. Og det fremgår i digtet at stenen fjerenes fra Thors hoved, ikke at den bliver sidende. Allerede her, kan man se en del betydelige forskelle mellem versionerne. Men dette kunne bare betyde, at skjaldedigtet er kortfattet og har skåret elementer væk, det eneste der decideret er forskelligt er Groas succes med at fjerne stenen fra Thors hoved, men det er også en forskel der nok er værd at bemærke. Men kigger man nærmere efter er der også andre forskelle, og de kan fortælle os mere om myten og om hvordan man kan forstå digtene i forhold til genfortællingerne.

Rejsen

Det der i første omgang er værd at hæfte sig ved er, at hele tre vers dedikeres til Thors rejse ud til stedet for tvekampen (65-67).  I vers 65 dundrer himlen mens Thor farer frem. I vers 66 hører vi om en brændende himmel, og hagl der pisker jorden så den nær revner. I vers 67 skælver klipper og bjerge revener, mens himlen fortsat står i brand. Det er dramatisk og voldsomt og understreger hvor svulmende kampklar Thor er når han drager ud til denne tvekamp. Men billederne rækker ud over den konkrete tvekamp i betydning, der er paralleller til verdens skabelse og verdens ødelæggelse i Vølves Spådom (Vǫluspá), der ligeledes beskrives med himmelen der revner og bjærge der rystes omkuld i vers 53[12]:”Grusfjæld ramler, og Gyger tumler, Mænd gaar hen ad Helvej, Himlen revner.” Det er sandsynligt, at digteren har tilstræbt denne kosmiske parallel for at understrege i hvilken kontekst Thors kamp mod jætten skal ses og ikke mindst hvilken rolle som Thor udfylder. Thor som den udfarende verdensrystende kraft er et tema, der dukker op andre steder også, eksempelvis i vers 21 i Thrymskvadet (Þrymskviða)[13]: ”Over bristede bjerge og brændende jord; jog Odins søn til Jåtunhejm”. Så når Thors rejse i den grad pensles ud i så dramatiske vendinger, fortæller det noget om selve guden Thors rolle i myten.

Thors mange navne

I rejseversene, som i de øvrige vers, bruges en række kenninger for Thor, som er nødvendige at forstå for at finde meningen med digtet. I rejseversene kaldes Thor for følgende:

Jarðar sunr:  Søn af jorð (vers 65)

Meila blóði: Meilis bror (vers 65)

Ullar mágr: Svoger til Ull (vers 66)

Baldrs barmi: Balders bror (vers 67)

Det man kan hæfte sig ved her er, at der er tale om kenninger, der alle trækker på familiære forbindelser i forhold til optakten til duellen.  I de følgende to vers, kamp-versene, skifter kenningerne natur og lyder således:

Trjónu trǫlls hǫrðum fjǫllama rúna/tryne-troldens hårde, mangt-smadrende ven: Mjølnirs hårde ven (vers 68)

Berg-dana brjótr/bjerg-daneres knuser: Jætternes knuser (vers 69)

Altså nogle kenninger der henviser til Thor som kriger. Og til sidst er der de to vers om hvæssestenen, hvor Thor benævnes som følgende:

Grundar sveinn: Jordens søn (vers 70)

Óðins búrr: Odins søn (vers 70)

Sára reiðitýrs: Sårenes giver-Tyr (vers 71)

Det er gennemgående i både skjaldedigning såvel som eddadigtning, at guderne gives bestemte navne, i form af kenninger eller heiti, afhængig af den situation der beskrives eller den fortælling der fortælles, og at der skiftes navn flere gange i løbet af digtet for at give aktørerne forskellige roller i løbet af den samme fortælling. Der er derfor grund til at antage, at navnene ikke er tilfældige, man netop valgt af skjaldene for at fremhæve bestemte sider af guddommen, der bringes i spil i de bestemte vers. Det er således ikke overraskende, at Thor tildeles kamp-navne i kamp-versene. Men hvad med navnene i rejse-versene. Hvad siger de om Thors rolle?

Årsagen til duellen

I rejse-versene er der tale om navne, der understreger familierelationer. Thor kaldes her søn, bror og svoger, de fleste tætte familierelationer remses nærmest op. Men én relation mangler: Far. Det kunne der være en bestemt pointe med. Og her kan man få hjælp ved at se på et andet skjaldekvad, Ragnarsdrápa, som også findes i Snorris Edda. Her finder man i vers 237[14] følgende kenning: blað ilja Þrúðar þjófs. Dette kan oversættes til: ’Thrud’s tyv’s fodsåler’s blad’ og denne kenning skal betyde ’skjold’. Med Thrud’s tyv kan der henvises til Hrungnir der står på sit skjold, og Thrud er omtalt som Thors datter i mytologien. Bruges dette i en kenning må det forudsættes, at der må have eksisteret en myte om Hrungnir, der stjæler Thors datter Thrud, og samtidig anvender et skjold som sål. Det passer meget godt med denne myte vi kender fra Høstlang. Thrud tildeles altså pludseligt en rolle i myten. Þrúð betyder ’styrke’ eller ’kraft’. Ikke et upassende navn for Thors datter, eller i det hele taget noget ”der kommer fra Thor”[15]. Hrungnir opfylder også fint sin rolle i myten qua sit navn, da en af de mulige betydninger af navnet Hrungnir er ”slagsbroder”[16], og det er klart at en sådan kampklar jætte vil være interesseret i at få del i Thors guddommelige styrke gennem Thors datter.

Med kenningen Thrud’s tyv’s sål’s blad i baghovedet, lægges der op til at tolke kenningerne for Thor i rejse-versene, og afledt heraf netop fraværet af en kenning indeholdende ordet far, som illustration af selve årsagen til tvekampen, nemlig at Thors datter Thrud er årsagen til striden, og Thors rolle som far er midlertidigt fraværende. Alt dette kan antyde at Thrud er stjålet af Hrungnir og at det er årsagen til gudernes raseri i form af Thors dramatiske fremfærd. I sig selv er dette ikke noget nyt motiv. Jætter forsøger sig ad flere omgange at rane asynjer, bl.a. ser vi dette motiv i Thrymskvadet med Freja og i første halvdel af selvsamme Høstlang, nemlig ranet af Idun. Og ikke mindst i digtet Alvis Tale[17] (Alvísmál) som netop handler om hvordan Alvis forsøger at bemægtige sig Thors datter. Det gennemgående tema kan tolkes som værende de passive/ikke skabende jætters forsøg på at få andel i den livskraft, frugtbarhed og virksomme styrke som aserne besidder. Og vi ser også her Thor i rollen som en udfarende kraft, asmegin, der kan udløses over en antagonist som Hrungnir, og at hele kosmos sættes i bevægelse ved denne aktivering af Thors fulde styrke. Det er nok denne styrke jætten gør sig forhåbninger om at få del i ved at rane Thrud, men opnår dog kun at blive mål for den.

Der er også en anden mulighed for at finde et spor af Hrungnir som ransmand af Thors datter som årsag til duellen i Høstlang. En anden oversættelse[18] hos Jens Peter Schjødt af vers 70 lyder:

”Og den hårde hén, der tilhører ham, som holder stævnemøde med Vingners kampmø, susede ind i jordens søns isse, så at stålets pimpsten, overstænket af Einrides blod, stod fast i skallen på Odins søn”[19].

I min egen upoetiske version bliver det:

Og den hårde slibesten, der tilhører Hrungnir, susede ind i Thors isse, så slibestenen, overstænket af Thors blod, stod fast i Skallen på Thor.

Det er bisætningen ”der tilhører ham, som holder stævnemøde med Vingners Kampmø”/”der tilhører Hrungnir”, som er interessant. Hos Lembeck og Stavnem lyder kenningen ”vingnir’s datter’s besøger’s” (på oldislandsk: Vingnis herju heimþinguðar), altså det der bliver til ”jætten’s”. Her opløser Lembek og Stavnem kenningen Vingnirs datter som ”jættekvinden”, og jættekvindens besøger er altså en jætte (hankøn), i den specifikke sammenhæng altså Hrungnir. I en fodnote bemærkes det, at Vingnir i dette tilfælde er et heiti for en jætte, mens det andre steder er et heiti for både Thor og Odin[20]. Men ser vi på Schjødt’s version så har vi en ”Vingnirs kampmø”. Kampmø kommer af ordet herja som er et heiti for en valkyrie. Denne kampmø kan ifølge Schjødt henvise til både Vingnirs datter eller kone, så det kunne være Thors datter eller kone, men som det bemærkes, er den mytiske reference til en kone eller datter i digtet er gået tabt[21]. Men det er så ikke nødvendigvis tilfældet jf. Lindow. Verset kunne meningsfyldt lyde: Og den hårde slibesten, der tilhører Thors datters besøger… osv. Her er Hrungnir naturligvis Thruds ”besøger”, altså den der har ranet Thrud. Herved vil der være en direkte sammenhæng mellem de fremhævede kenninger i Ragnarsdrápa og Høstlang, og årsagen til duellen ville fremstå klart.

Skæbnen og skjoldet

Jeg vil nu se på andre aspekter af Høstlangs gengivelse af kampen mellem Thor og Hrungnir. Kampen begynder i vers 68. De to kæmpere mødes, og så sker der noget let mystisk. Den første linje i vers 68 lyder: ”Snart fløj skjoldet ind under jættens fodsåler – guderene forvoldte det, diserne ønskede det.” Hvad er det som sker her? Som ved en særlig kraft flyver Hrungnirs skjold ind under hans fødder. Og det sker fordi guderne og diserne på en eller anden måde får det til at ske? Som nævnt før farer Thor frem med sin fulde kosmiske styrke, men måske skal det ses som guderens samlede krafter der her rummes i Thor, at Thor her udgør asernes samlede kraft og styrke. Guderne er i hvert fald repræsenteret her ved den kollektive betegnelse bǫnd (bånd, lænker), altså optræder guderne her som en samlet flok. Og som den flok udvirker de at Hrungnir placerer skjoldet under sine fødder (bǫnd ollu því), og dette sker i overensstemmelse med disernes vilje (vildu svá dísir). Guderne bevirker at noget sker i overensstemmelse med disernes vilje. Diser optræder flere forskellige steder i den nordiske mytologi, oftest som kollektiver af kvindelige væsener, som valkyrier og norner. I begge tilfælde er diserne knyttet til skæbne og død. Skæbnen bliver i mytologien omtalt som ørlog (ørlǫg), det udlagte, noget der gives til mennesket. I eddadigtet Første Sang om Helge Hundigsbane (Helgakviða Hundingsbana I) vers 2-3 snor Nornerne en skæbne til Helge[22]. Men skæbnebegrebet er ikke så entydigt idet man i et andet eddadigt, Reginsmál/Anden Sang om Sigurd Fafnirsbane (Sigurðarkviða Fáfnisbana II)[23], kan se ørlog brug i en mere aktiv betydning, nemlig det en person kan gøre med sin skæbne, hvordan man kan forme sit liv og omgivelser. I vers 14 hedder det: ”Han bliver den stolteste, helt under solen; gennem alle lande er spændt, hans skæbnes (ørlogs) væv”. Skæbnen har altså både et udlagt såvel som et udlevende element.

Det man kan se af skæbnebegrebet i versene er at skæbnen kan ses som både et potentiale og som det at håndtere potentialet og forme sit liv, og dette sættes i forbindelse med de diser der også kaldes norner. Det ser lidt anderledes ud i Høstlang hvor disernes viljer sker med gudernes mellemkost. Det ser ud til guderne går ind og påvirker skæbnen ved at påvirke disernes vilje, som kan være en poetisk måde at beskrive det at påvirke skæbnen. Forestillingen om at guderene således har styrken til at påvirke skæbnen, passer som sådan fint sammen med det man i øvrigt kan se i forhold til den norrøne religion, hvor gaveofferet var et centralt element i kulten, og hvad skulle pointen være i at ofre til guder, der ikke kunne bringe lykke og velstand, altså udøve indflydelse på menneskenes skæbne? Det er også værd at bemærke at guderne ikke påvirker skæbnen således at jætten bare dratter død om uden kamp, men at skæbnepåvirkningen ligger i at påvirke handlinger og beslutninger og skabe muligheder. Det er stadigvæk en drabelig kamp med stort drama.

Efterspillet

Og drama er der også i kampens efterspil. I vers 70 og 71 nævnes kort kampens efterspil, hvor Thor er såret af et stykke af Hrungnirs slibesten som har sat sig fast i gudens pande. Dette stenstykke kan tilsyneladende kun fjernes rituelt ved en kvindes galder (galder kan være en slags sungne besværgelser der bl.a. bruges i forbindelse med sårheling[24]). Som nævnt tidligere er det værd af hæfte sig ved, at det lykkes kvinden at fjerne stenen. Det har været spekuleret[25] at denne afslutning enten har reflekteret en mytisk forbindelse, som ikke længere er kendt, eller er forbundet til den rituelle praksis, der optræder i kapitel 4 i Eyrbyggja saga, i forlængelse af at Thorolf Mostrarskæg flytter sit hov fra Norge til Island. I den forbindelse beskrives det, at Thorolf Mostrarskæg dekorerer sine højsædestøtter med gudenagler (reginnaglar). Denne dekoration har muligvis været af en hellig karakter, selv om vi i dag ikke kan vide hvad der har været tale om[26]. Det der gør at fortællingen i Eyrbyggja påkalder sig særlig opmærksomhed her er, at hovet i sagaen er dedikeret til Thor. Sammenfattet her, kunne stenstykket i Thors pande være en reference til en hellig praksis hvor højsædestøtter, og måske gudestøtter, er blevet dekoreret ved at man sømmede eks. forgyldte broncestykker til træet. Men det må siges at være højst spekulativt. Det kunne have en beskyttende effekt, idet Thor i kildematerialet generelt især kan identificeres med beskyttelse af rejste monumenter og beskyttelse af mennesker mod ondt[27]. Men hvad det skulle have med kvindegalder at gøre siger det ikke noget om. Personligt vil jeg fremhæve at et efterspil som dette understreger det faretruende i duellen, at udkommet ikke var givet og disse styrkeprøver mellem Thor og forskellige jætter vitterligt er afgørende styrkeprøver og store bedrifter.

Hvad så med Edda?

Høstlangs udgave af myten omkring Thor og Hrungnir adskiller sig fra Snorri’s gendigning af myten i Edda[28], ikke mindst fordi skjaldekvadets udgave er meget kortere, og baggrunden for duellen kan se helt anderledes ud hvis Høstlang ses i sammenhæng med Ragnarsdrápa som argumenteret ovenfor. Snorris version rummer mindst fire forskellige fortællinger: 1) Odins møde med Hrungnir, 2) Hrungnirs besøg i Valhal, 3) tvekampen mellem Thor og Hrungnir, 4) Groa’s forsøg på at fjerne stenen fra Thors pande. Jeg har ovenfor forsøgt, at se på myten uden at inddrage Snorris gendigning og kristen-lærde forståelse af myterne, men nu vil jeg kort inddrage forskellene. En forskel er, at i Snorris gendigtning, er det Thors tjener Tjalfi, som narrer Hrungnir til at sænke skjoldet for at modstå et angreb nedefra. Den plan kræver, at Hrungnir må demonstrere grundlæggende uvidenhed om Thor og hans våben mjølnir, for at jætten hopper på at Thor vil angribe ved at grave sig frem. Det virker ikke videre troværdigt. En anden markant forskel er, at slibestenen faktisk bliver galdret ud af hovedet på Thor i Høstlang. Hele historien om Magni, der må redde Thor efter duellen, er også helt fraværende i Høstlang. Til sammenligning er Thors sejr også entydigt i eddadigtet Harbard og Thor (Hárbarðsljóð) vers 14 og 15[29], hvor Magni heller ikke nævnes, men blot at Thor fæller Hrungnir i vers 14: ”Som den faldne Hrungnir”; og i vers 15: ”ham bøjede jeg dog, så han bed i græsset”. Forskellene minder på sin vis om forskellen på skjaldekvadet om Thors møde med jörmungandr (midgårdsormenen) og Snorris gengivelse af samme myte. I skjaldedigtet Husdigtet (Hússdrápa[30]) berettes om Thors fisketur, og her beskrives det hvordan Thor besejrer ormen: ”Thor tæsked sin tykke tunge kno, så det knalded, ind mod jættens øre, og uhyret tumled, hæftigt ned gennem havet, hug hans slangens hoved.” Og i Skaldskaparmál gengiver Snorri selv endnu en stump af et skjaldedigt omhandlende samme myte[31] hvor kampens udkomme beskrives: ”Thors fiskesnøre lå på ingen måde slap på skibet, da jörmungandr blev strakt ud hen ad sandbunden.” I modsætning til Snorris gendigtning fremgår det altså i skjaldedigtene, at Thor besejrer både jætten og ormen, og altså har en noget anderledes historie at fortælle. Det er derfor jeg, som nævnt til at begynde med, synes det er synd man ikke ofrer nok opmærksomhed på skjaldekvadende, men lader Snorris gendigtninger så alene. Det samme kan i høj grad også siges om forholdet mellem eddadigtningen og Snorris gendigtninger. Når en myte findes i forskellige udgaver, fortjener hver enkelt version at blive læst og udforsket i sin egen ret. Det kan kun være med til at åbne flere døre i tilgangen til mytologien.

Det at holde fast i at se på de forskellige versioner af myterne hver for sig fører også andre pointer med sig. Snorris længere fortælling er som nævnt opdelt i flere forskellige sekvenser. Hvis fortællingen og Thor og Hrungnir ses som stykket sammen af (mindst) fire forskellige fortællinger, som Snorri har arrangeret som en helhed, kan man se en parallel til den form for fortælleteknik i en anden af genfortællingerne i Edda, nemlig den serie af historier, der ofte omtales som Thors rejse til Udgårdesloke (útgarða-loki)[32]. Denne fortælling ser også ud til at bestå af flere historier, der er blevet sat sammen. Her er et forsøg på at opdele denne historie i flere enkelte fortællinger: 1) Thor og Loke rejser ud og kommer hjem. 2) Thor møder en bonde eller jætte og tager to (jætte)børn med sig. 3) Thor og Loke rejser over et hav til jætteverdnerne og møder jætten Skrymir. 4) Ankomst til Udgårdesloke. Angående første dels tema finder man her er en struktur ala Thrymskvadet på det helt overordnede plan. Thor og Loke drager ud sammen og hjem (jf. vers 20). Angående del 2, erhverver Thor sig to jættebørn i Hymirskvadet (Hymiskviða) vers 37-38[33], hvor man også hører om den halte ged. Dette er helt parallelt til Snorris fortælling om Tjalfi og Røskva. Især Røskva er interessant i denne forbindelse. Navnet (Rǫskva) kan bla. betyde ’kønsmoden’ eller ’frugtbar’[34]. Igen et tema, der handler om sikring af kvinders frugtbarhed, denne gang guder der erhverver sig en jættedatter, et tema som genfindes i bl.a. Skírnismál[35], hvor det er Gerd, der er den ombejlede jættemø. Angående del 3, mødet med den drilske Skrymir, og den muntre historie om madposen, der ikke kan lukkes op, og handsken som hule, minder fortællingen en del om den ligeledes humørfyldte myte om jætten Tjasse (Þjazi), hvor Odin, Hønir og Loki også slår lejer, ikke kan få en okse til at stege hvorpå de møder Tjasse, der driver gæk med dem. Tjasse-myten, med ranet af Idun, kendes også fra Høstlang som før nævnt[36], samt i en længere genfortælling af Snorri[37]. Med hensyn til fjerde del og begivenhederne i Udgårde, kan denne del minde om myten Harbard og Thor, hvor Thor udfordres af Odin og bedrages af snyd og trolddom. Så hver enkelt del af den længere fortælling i Edda om Thors rejse til Udgårdesloke kan altså hvile i sin egen distinkte tematik, og ser altså ud til at kunne rumme flere, hver for sig, typiske temaer. Dette kan peget på, at versionen i Edda vitterligt er sammenstykket af forskellige dele af forskellige myter, både hvad angår rejsen til Udgårdesloke og fortællingen om Hrungnir.

Kildekritikken

Denne måde at sammenstykke forskellige dele af myter til længere sammenhænge fortællinger, kan være et resultat af Snorris lærde tilgang til materialet[38]. Historieskrivningen har fra oldtiden benyttet sig af, at sammenstykke forskellige kilder og versioner til ”forbedrede” udgaver, og derfor mere ”korrekte” og ”hele” udgaver af forskellige varianter af den samme fortælling. Denne måde at sammenkoble forskellige elemeter fra forskellige steder, og finde en måde at kombinere forskellige varianter af samme historie, blev simpelthen regnet for god videnskab. Idet hele taget skal vi helt frem til første halvdel af 1800-tallet før den moderne historiske metode blev udformet på grundlag af oplysningstidens rationalisme og positivisme[39], herunder den altafgørende kildekritik[40], og det vi i dag forbinder med god videnskab vinder indpas. Herefter ændredes historieskrivningens behandling af kildematerialet sig markant hen over de næste hundrede år til den i dag anvendte historisk-kritiske metode. Så det med at omarrangere, sætte sammen og føje til mytefortællinger ville have været standardtilgangen for en lærd på Snorris tid. Og det ser da også ud til at være nøjagtigt hvad Snorri gør. Det skal dog nævnes, at Snorris genfortælling tematisk holder sig inden for rammerne, han angiver en årsag til duellen som værende, at Hrungnir truer med at tage asynjerne Freja og Sif[41]. Det er faktisk i direkte forlængelse af hans egen genfortælling at Snorri bringer versene fra Høstlang, men det er metodisk helt i tråd med hvordan Snorri ellers bruger sine citerede kilder, at han afviger mærkbart fra dem.

En god måde at illustrere den gamle tilgang på med et kendt eksempel, er Thøger Larsens udgave af Vølvens Spådom, som de fleste kender[42]. Den er faktisk en således ”harmoniseret” udgave af de to udgaver af Vølvens Spådom der er nedskrevet, nemlig fra bøgerne Haugsbók og Codex Regius. Thøger Larsen indsætter linjer og vers fra Haugsbók varianten af Vølven Spådom i Codex Regius udgaven, for at skabe en ”komplet” version. Et godt eksempel på overgangen mellem den traditionelle tilgang og den moderne kildekritiske metode, er da litteratur- og folkemindeforskeren Svend Grundtvig (1824-1883) i 1840’erne indsamlede folkeviser fra forskellige egne af Danmark. Her insisterede han på, at nedskrive de forskellige versioner der fandtes, frem for, som man hidtil havde gjort, at sammensætte de forskellige varianter til en enkelt ”komplet” version, og så nedskrive den. Svend Grundvigt modtog faktisk en del kritik for sin moderne tilgang, og det udviklede sig til en hel litterær strid på den tid, hvori Svend Grundvigs ”bogstavtro” metode blev udsat for kritik, men tiden var ved at løbe fra kritikerne. I dag betragtes Svend Grundvigs bogstavtro tilgang som foregangseksempel.

Styrke, magt og sejr

Det er relevant at se på en myte som Thors møde med Hrungnir i Høstlang, som en selvstændig mytisk fortælling, frem for som en fodnote eller et supplement til Snorris længere og fyldigere gendigtning. Høstlang skal ikke søges underordnet Snorris prosaversioner i Edda, som mest af alt fremstår som en ret sen gendigtet affære. Især da det også er mest sandsynligt, at myterne, som de er gengivet i skjaldedigtningen, er de mest oprindelige versioner, da disse skjaldedigte alle regnes som betydeligt ældre end Snorris gendigtninger[43].  Og det er synd at lade skjaldenes smukke poesi og mytiske forstand spille andenviolin, bare fordi det er nemmere med de letlæselige versioner, som Snorri ser ud til at have sammensat.

Myten om Hrungnir ser altså ud til at ligge i forlængelse af kendte temaer omkring kampen om kvinderne mellem guderne og jætterne, og at Thor i myten udfylder en rolle som repræsentant for gudernes samlede styrke og magt til at kunne påvirke skæbnen. Denne myte illustrerer både gudernes kosmiske styrke (rejse-versene 65-67), magt over skæbnen (vers 68) og sejr (vers 69-71). Eller på kort form: Til magternes styrke, magt og sejr.

Referencer

Anders Bæksted: Nordiske guder og helte, Politikkens Forlag, 2001.

Hilda R. Ellis Davidson: Gods and Myths of Northeren Europe, Penguin Books, 1990.

Thomas A. DuBois: Nordic religions in the viking age, University of Pensylvania Press, 1999.

Thøger Larsen: Edda-Myterne, Sphinx, 2004.

Annette Lassen: Odin på kristent pergament, Museum Tusculanums Forlag, 2011.

Kim Lembek og Rolf Stavnem: Snorris Edda, Gyldendal, 2012.

John Lindow: Thors Duel with Hrungnir, i Alvíssmál 6, Forschungen zur mittelalterlichen Kultur Skandinaviens, 1996. http://userpage.fu-berlin.de/alvismal/6duel.pdf

John Lindow: Norse Mythology – A guide to the Gods, Heroes, Rituals and Beliefs, Oxford University Press, 2001.

Erik Lund, Mogens Pihl og Johannes Sløk: De europæiske ideers historie, Gyldendal, 1993.

Margaret Clunies Ross: Reginnaglar, i News from other worlds: studies in Nordic folklore, mythology and culture, The wildcat Canyon Advanced Seminars occasional monograph series vol 1, 2012.

Jens Peter Schjødt: Det førkristne Norden, Spektrum/Forum Publishers, 1999.

Rudolf Simek: Dictionary of Northern Mythologi, D. S. Brewer, 2007.

Lasse Christian Arboe Sonne: Thor-kult I vikingetiden, Museum Tusculanums  Forlag, 2013.

Preben Meulengracht Sørensen: Kapitler af Nordens litteratur i oldtid og middelalder, Aarhus Universitetsforlag, 2006.

Johnny Thiedecke: Oplysningstiden, Borgens Forlag, 1989.

[1] Meulengracht Sørensen, 2006, s. 100.

[2] Lembek og Stavnem, 2012, s. 18-22.

[3] http://scandinavian.berkeley.edu/people/lindow.html

[4] John Lindow, 1996.

[5] http://userpage.fu-berlin.de/~alvismal/alvinh.html

[6] Jens Peter Schjødt, 1999, 182

[7] Meulengracht Sørensen, 2006, s. 115

[8] Meulengracht Sørensen, 2006, s. 116

[9] Lembek og Stavnem, 2012, ”Det digteriske sprog” kap. 20 og kap. 25.

[10] Lembek og Stavnem, 2012, ”Det digteriske sprog” kap. 20, vers 65-71, s. 124-127.

[11] Lembek og Stavnem, 2012, s. 126-127.

[12] http://heimskringla.no/wiki/V%C3%A5lvens_Spaadom

[13] http://heimskringla.no/wiki/Tryms-Kvadet

[14] Lembek og Stavnem, 2012, ”Det digteriske sprog” kap. 52, vers 237, s. 196-197.

[15] Anders Bæksted, 2001, s. 128

[16] John Lindow, 2001, s. 291

[17] http://heimskringla.no/wiki/Alvis-Maal

[18] Schjødt anvender Finnur Jónssons oversættelse af Høstlang fra 1908, fra bogen Den Norsk-Islandske Skjaldedigtning udgivet af Kommissionen for det Arnamagnæanske Legat

[19] Jens Peter Schjødt, 1999, s. 185

[20] Lembek og Stavnem, 2012, 126

[21] Jens Peter Schjødt, 1999, 189-190

[22] http://heimskringla.no/wiki/F%C3%B6rste_Sang_om_Helge_Hundingsbane

[23] http://heimskringla.no/wiki/Anden_Sang_om_Sigurd_F%C3%A5vnesbane

[24] Thomas DuBois, 1999, s. 208

[25] Ellis Davison, 1990, s. 78-79

[26] Clunies Roos, 2012, s. 15-18

[27] Arboe Sonne, 2013, side185-186

[28] Lembek og Stavnem, 2012, ”Det digteriske sprog”, Kap. 20, s. 122-124

[29] http://heimskringla.no/wiki/Harbard_og_Tor

[30] Lembek og Stavnem, 2012, Digtet findes spredt gennem ”Det digteriske sprog”, s. 100-221, vers 14, 19, 39, 54, 55, 56, 63, 64, 210, 242, 303

[31] Lembek og Stavnem, 2012, ”Det digteriske sprog” kap. 7, vers 42-43, s. 112.

[32] Lembek og Stavnem, 2012, ”Gylfis blændværk”, Kap. 44-48, s. 70-79

[33] http://heimskringla.no/wiki/Hymir-Kvadet

[34] Rudolf Simek, 2007, s. 267

[35] http://heimskringla.no/wiki/Skirnirs_F%C3%A6rd

[36] Lembek og Stavnem, 2012, ”Det digteriske sprog”, Kap. 25, vers 92-104, s. 137-142

[37] Lembek og Stavnem, 2012, ”Det digteriske sprog”, Kap. 2, s. 92-94

[38] Annette Lassen, 2011, s. 276

[39] Johnny Thiedecke, 1989, s. 15-19

[40] Erik Lund et. al. 1993, s. 309

[41] Lembek og Stavnem, 2012, ”Det digteriske sprog”, Kap. 20, s. 122

[42] Thøger Larsen, 2004

[43] Meulengracht Sørensen, 2006, s. 114-122

 

 

© Peter Thaysn, 2015

 

 

Mit navn er Peter. Jeg har været aktiv i asatromiljøet siden 2003, og har deltaget i en række forskellige grupper og foreninger, bla. Goderingen og Forn Sidr. Jeg har fra start interesseret mig for asatroen både som praktisk størrelse og som studieobjekt. Jeg mener asatroen skal holdes fri for faste rammer og dogmatik, da jeg ser det som en religion, der lagt fra er færdig med at forme sig, og jeg tror også, at asatroen fremadrettet vil være styrket af løbende forandring. På nuværende tidspunkt er jeg medlem af det uafhængige godeord Gullinkambi (som jeg var med til at stifte i 2000) og er gæsteskribent på livtraser.dk (http://livtraser.dk/stien/peter-thaysns-indlaeg/) ved siden at min deltagelse her på siden. Jeg skriver gerne om både asatroen såvel som den ældre nordiske og germanske religion. Jeg mener begge dele er vigtigt for at sikre asatroen så solidt et fundament som muligt, og for at kunne forstå de overleverede myter bedst muligt.