Cæsar og germanerne

Cæsar og germanerne af Pieter Jansens

Cæsar og germanerne af Pieter Jansens

Hvor langt tilbage i tiden kan man antage, at de religiøse forestillinger, der er overleveret i eddadigtningen går, er et åbent spørgsmål. Arkæologiske fund strækker sig langt tilbage, men disse overleveringer røber ikke meget omkring de forestillinger eller skikke, der måtte ligge bag eksempelvis gravhøje, helleristninger eller dekorerede rageknive og sværd. Det er først når vi begynder, at have skriftlige kilder til rådighed, man får nogle lidt mere faste ideer om forestillinger og religiøse skikke blandt oldtidens germanske folkeslag.
Den germanske kulturkreds lider under et fravær af skriftligt materiale, men så langt tilbage som det første århundrede finder man beskrivelser af ”germanernes religion”, især den romerske senator og historiker Publius Cornelius Tacitius (ca. 56 e.v.t – ca. 117 e.v.t) beskrev en del elementer af dette i bogen Germania (ca. 98 e.v.t.). Men der findes en endnu ældre skriftlig kilde af interesse, nemlig bogen Gallerkrigen (ca. 52/51 f.v.t.), skrevet af generalen og konsulen Gaius Julius Cæsar (ca. 100 f.v.t. – 44 f.v.t.). Problemet med Gallerkrigen er kildeværdien. Cæsar angiver kun i vege vendinger ”græske forfattere” (Gallerkrigen, bog VI, 24,2) som sine kilder. Det formodes i forlængelse heraf, at bogen primært bygger på almindelige romerske fordomme og forestillinger om andre folkeslag frem for egentlige studier af dem (Lund, 1978, s. 22). Grundet sin tvivlsomme kildeværdi og meget sparsomme mængde af information angående germansk religion, står Gallerkrigen i skyggen af Germania, der regnes for et mere grundigt, mere pålideligt og mere omfangsrigt værk om de folk romerne kaldte germanere. Men det betyder ikke, at Gallerkrigen ikke er værd at ofre sin opmærksomhed på. Jeg vil i det følgende prøve, at se hvilke elementer i Gallerkrigen der kan fortælle noget om germanerens religion, hvilket så vil være de ældste skriftlige vidnesbyrd om de religiøse forestillinger eller skikke, som den norrøne mytologi ligger i forlængelse af.

Cæsar var som statholder i Gallien ofte i krig med lokale stammer af gallere og germanere, og det er da også om gallerene skriftet primært handler. Faktisk optræder germanerne mest af alt i bogen som en belejlig fjende, som Cæsar bruger til at begrunde behovet for at føre krig og opbygge en betydelig hær. Gallerkrigen er bestemt ikke tiltænkt at være et etnografisk skrift (etnografi betyder direkte oversat folkebeskrivelse), men mere en samtidsbeskrivelse, hvor Cæsar forklarer og retfærdiggør sine militære og politiske handlinger. Men som en del af teksten er der indsat forskellige etnografiske passager, primært om gallerne, men også nogle få om germanerne, for at forklare nogle pointer og underholde læseren. Og et par af disse passager handler ganske kort om det Cæsar omtaler som germanernes religion. Det er sandsynligt at romerne, og som overleveret altså specifikt Cæsar, var de første til at omtale en distinkt gruppe som ´germani´ for at udskille den fra andre befolkningsgrupper, alene på det grundlag har den romerske etnografi haft en betydelig indflydelse.

Der er dog en ting man især skal være opmærksom på når man læser denne type etnografi. På Cæsars tid var der en række normer for hvordan man bedrev etnografi, som vi i dag ikke ville kunne acceptere som metodisk troværdige. Og selv ud fra disse normer, var Cæcar en meget upålidelig etnograf for sin samtid, så det er altså med dobbelt forbehold man skal læse disse passager i Gallerkrigen. Angående disse normer for antik etnografi er det her relevant at gøre opmærksom på, at romerne typisk fremstillede andre folkeslag som en slags oprindelige eller uudviklede vilde. De blev ikke betragtet som civiliserede, i stedet blev de set som primitive barbarer, men var samtidig også på forskellige punkter uberørte af civilisationen dekadence og forfald. En anden typisk romersk vinkel var, at al civilisation udsprang fra ét punkt (Rom) og jo længere væk man geografisk kom fra dette udgangspunkt, desto mere primitive ville folk være. Derfor anså man gallerene som delvist beriget af civilisation, da deres lande var (helt eller delvist) underlagt Rom og derved havde fået andel i civilisationen, mens germanerne fortsat var de rene barbarer helt uden andel i Roms civilisation. Germanerne udfyldte altså rollen som de mest primitive og uciviliserede folk som Cæsar havde kontakt med. Disse gængse elementer i romersk etnografi kaldes for vandremotiver (topoi) og siger i bund og grund mest om romernes syn på andre folkeslag, frem for noget om de folkeslag de skal forestille at omhandle. De andre folkeslag, barbarene, beskrives som negationer af det romerske folk, ukultiveret og uciviliseret barbari overfor kultiveret romersk civilisation. Det er derfor vigtigt, at huske ikke at tillægge etnografiske elementer alt for stor historisk værdi, hvis ikke de ad anden vej kan bekræftes, eksempelvis gennem arkæologien.

Angående Cæsars formål med Gallerkrigen, så havde han som nævnt først og fremmest sin egen dagsorden at varetage, dertil benyttede han sig af de almindelige vandremotiver og forestillinger om barbarer, der florerede på hans tid, frem for at foretage egne observationer. Som nævnt skulle det etnografiske ikke i sig selv være det interessante i bogen, det skulle blot understøtte bogens politiske dagsordner eller underholde læseren undervejs.

Sol, måne og guder
Men lad os se på hvad det er Gallerkrigen indeholder. Der er tre passager som jeg især finder interessante at rette opmærksomheden mod og jeg vil kommentere dem en ad gangen.

Først er der et citat om germanernes religion:

Gallerkrigen, Bog 6, 21, 1-2: ”Germanernes skik og brug adskiller sig meget fra gallisk. Germanerne har nemlig ikke druider til at lede de religiøse handlinger, og de er ikke interesserede i offerhandlinger. De regner kun dem for guder, som de tydeligt kan se, og hvis hjælp, de tydeligt kan mærke: Solen, Ilden og Månen.” (Lund, 1993)

En del af informationerne her kan vi i dag ret sikkert afvise som generelt forkerte. Der er intet der direkte kan bekræfte fraværet af religiøse specialister, fraværet af offerhandlinger eller fraværet af antropomorfe guder. Det skal dog bemærkes at man i de islandske sagaer finder et system i form af godeordet, der netop fungerer uden religiøse specialister, og det kan ikke uden videre afvises at denne gode-rolle ikke bunder i gamle skikke. At der ikke skulle være foretaget offerhandlinger har man arkæologisk for længst slået fast ikke er rigtigt. Fraværet af antropomorfe guder er også svært at holde fast i, da der allerede i Germania berettes om almindelig gudedyrkelse blandt germanerne. Så hvorfor hævdes dette i Gallerkrigen? Det var en almindelig antagelse, at al religion havde udviklet sig fra en primitiv naturreligion, til en civiliseret højreligion som den romerske, og da germanerne stadigvæk befandt sig på det oprindelige og primitive stadie samfundsmæssigt (ifølge Gallerkrigen var germanerne stadigvæk på jæger/samler stadiet, selv om vi i dag ved de havde været agerbrugere siden bondestenalderen), måtte de naturligvis også stadig praktisere en sådan primitiv naturreligion, hvor man kun kunne forstå konkrete tilgange til det guddommelige. Der har givetvis blandt germanerne været en gammel religiøs forestilling om solen og månen, som har forbundet disse til det guddommelige, det ville der ikke være noget overraskende i. Dette antydes både i de middelalderlige myteoverleveringer, og man ser det samme hos romerne på Cæsars tid, hvor man forbandt sol og måne til dyrkelsen af de antropomorfe guder. Det er altså en rimelig antagelse, at man også blandt germanerne har ladet sol og måne indgå i mytekomplekset om de antropomorfe guder, men det kan ikke begrundes at gudedyrkelsen af antropomorfe guder herved ikke har fundet sted, eller at man direkte betragtede sol og måne som guddomme. Til sammenligning ”beskrives” der i Gallerkrigen hvordan gallerne tilbeder guderne Merkur, Apollon, Mars, Jupiter og Minerva (Gall. 6, 17, 1-2). Herved placeres gallerne på et højere udviklingstrin end germanerne (dvs. mere lig romerne) takket være deres kontakt til den romerske civilisation og derved mere udviklede gudelære. Dette skal ikke kun opfattes som et vandremotiv hos Cæsar, da denne påvirkning reelt foregik (Warmind, 2001, s. 78). Ifølge Cæsar er Gallerne dog stadigvæk på et tilbagestående stade, de kender godt nok antropomorfe guder, men kun få af dem. De fuld udviklede romerne mente selv, at de kendte til alle guderne og havde derfor flere end gallerne og andre barbarer. Grunden til at Gallerkrigen benævner de galliske guder med romerske navne skyldes den almindelige romerske opfattelse, at alle folkeslag havde de samme guder, guderne var bare kendt under forskellige navne. Samlet set er der ikke meget troværdigt i denne beskrivelse af germansk religion i Gallerkrigen, tværtimod står beskrivelsen i direkte modstrid til hvad man kan se i andre kilder som Germania, så dette er et godt eksempel på, hvorfor Gallerkrigen af nogen afvises som brugbar kilde til germansk religion (Lund, 1978, s. 16). Her skal beskrivelsen af germansk religion, bygget på vandremotiver, tjene til at understrege germanernes rolle som primitive barbarer der truer Gallien.

Gæstfrihed
Den næste passage jeg vil se på handler om sociale normer blandt germanere:

Gallerkrigen, Bog 6, 23, 9: ”Det strider imod deres tro at krænke nogen fremmed. Og en hvilken som helst fremmed, der kommer på besøg, beskytter de imod uret og betragter ham som fredhellig, og deres hus står altid åbent for ham, og de deler deres mad med ham.” (Lund, 1993)

Ordet der her oversættes til ”tro” er ”fas” (hospitem violare fas non putant), der nok snarere skal forstås i betydningen ”ret”, i juridisk og/eller etisk forstand, altså snarere i betydningen norm/skik/kutyme end i en snæver religiøs betydning som Lund oversætter det til.

Betydningen af gæstereglerne er et element der giver en vis genklang i de mange gæstevers i eddadigtet Hávamál, vers 1-80. Det kan naturligvis ikke blive mere end en gisning, at der skulle være en bestemt sejlivet gæste-tradition, som er indlejret i livsanskuelsen knyttet til germanernes forestillingsverden, det kunne være en mulighed, men igen må man lige se Cæsar lidt efter i kortene. Fremstillingen af sociale normer hos barbarer bygger primært på opfattelsen af, at barbarene var mere primitive end romerne og derved levede i en form for urtilstand uden klar ejendomsret eller hang til materialisme. Germanerne deltes om jorden, maden og kvinderne, mens de rejste rundt som en slags semi-normader. Der ligger et element af ubesmittethed, eller ædle vilde, i disse betragtninger, hvor de primitive barbarer vises som uskyldige i forhold til den materielle afhængighed og dekadence, man nogen gange tilskrev den romerske civilisation, og det er nok helt rigtigt, at der har været noget af en kulturkløft. Men først og fremmest ser det ud til at Cæsar her benytter de almindelige vandremotiver (de førnævnte topoi) om hvor primitive de folkeslag er, der lever uden for Roms civilisation (pax romana). Grundet dette forbehold ser det igen ud til, at vi har at gøre med et typisk vandremotiv frem for en egentlig skildring af germanerne, og da der ikke er andre kilder til at bekræfte påstandene i Gallerkrigen lander den der.

Drikkehorn og vældige gilder
Den sidste passage jeg har taget fat i omhandler germanernes gilder, og tager udgangspunkt i en beskrivelse af deres jagt på uroksen:

Gallerkrigen, Bog 6, 28, 3-5: ”De unge mænd hærder sig ved denne form for jagt. Og den af dem, der nedlægger de fleste, stiller som bevis på sin dåd hornene frem til almindelig beskuelse. Dyrene kan ikke vænne sig til mennesker og lader sig ikke tæmme, selvom de indfanges som unger. Hornenes vældige omfang, form og udseende afviger stærkt fra den, vi kender fra vore okser. Disse horn, der er eftertragtede jagttrofæer, besættes randen rundt med sølv og anvendes som drikkebægre under vældige gilder.” (Lund, 1993)

Horn som drikkeredskab er kendt langt op i middelalderen, og er især kendt for at være anvendt ved ritualiserede drikkegilder. Hornet optræder især i den islandske heltedigtning og i sagalitteraturen. Drikkehornets form har betydet, at man enten skulle tømme det eller det har gået fra hånd til hånd, altså har brugen af horn indebåret en bestemt fremgangsmåde for indtagelsen af (alkoholiske) drikke i kombination med at man udråbte skåle og afgav løfter. Også arkæologiske fund understøtter drikkehornets særlige funktion (Roesdahl, 2001, s. 40). Før det finder man drikkehornene hos Plinius den ældre (ca. 23 e.v.t. – ca. 79 e.v.t.), der i Naturalis Historia (ca. 77 e.v.t.) beretter om germanernes skik med at drikke af uroksens horn og fra ældre romersk jernalder (1 e.v.t.-200 e.v.t.) har man fundet en række bronzebeslag fra drikkehorn, både i Danmark, Sverige og Tyskland, der er endda fundet drikkehorn fremstillet i glas (Hvass, 2001, s. 158). Selv om man værdsatte fint romersk håndværk i form af glas ville man ikke gå på kompromis med drikkehornet grundet dets særlige rituelle funktion.

Angående drikkegilder er det også noget der fortælles om i flere forskellige kilder. Eksempelvis beretter Jonas Bobiensis (600? e.v.t.- ca. 665 e.v.t) i sin skildring af St. Columbanus (ca. 643 e.v.t.), at Columbanus under en rejse mødte en gruppe schwabere, der var samlet til et stort offergilde til Vodanus (Odin) omkring en stor kedel med øl (Bæksted, 2001, s. 123). Fund af kedler (eller drikkekar) i bl.a. sølv og bronze kender man både fra Danmark, Norge og Sverige helt tilbage til keltisk jernalder (500 f.v.t. – 1 f.v.t.). Som denne kilde understreger, er beskrivelsen af et gilde hvor man anvender horn, nok ikke taget ud af rene romerske vandremotiver, der er klare indikatorer på, at disse rituelle drikkelag er en etableret skik blandt germanske folk på Cæsars tid og fund af både hornbeslag og kedler fra perioden underbygger dette. At skikken så ville være blevet betragtet som primitiv af en romersk konsul er ingen overraskelse, for en sådan drikkeskik har ganske givet ikke stået i høj kurs hos Cæsar. Større alkoholindtag blev i dannede romerske kredse betragtet som skørlevned på linje med overdreven hang til kvinder og varme bade, lediggang og anden luksus. Det gjorde mænd svage, som Cæsar også beklager sig over i sin anden bog Borgerkrigen (ca. 45 f.v.t.), hvor hans soldater i Alexandria glemmer deres disciplin, for at hengive sig til lokale kvinder og den afslappede lokale livsstil med vin og anden luksus. Ufortyndet vin, eller vin i store mængder, blev anset for både moralsk og fysisk skadeligt og socialt uværdigt (Lund, 2006, s. 61). Derfor passer denne beskrivelse både med andre kilder og samtidig ville den have passet fint med opfattelsen af germanerne som barbarer.
Så her har vi det mest sandsynlige element af gammel religiøs skik blandt germanerne beskrevet i Gallerkrigen, og som man med lidt god vilje vil kunne se vække genklang i beskrivelsen af blótet på Lade beskrevet i Håkon den Godes Saga (kap. 14) fra middelalderen – for nu at trække den lange tråd.

Som historisk og etnografisk værk lader Gallerkrigen meget tilbage at ønske, og man må tage flere kildekritiske forbehold i relation til hvad der står i Gallerkrigen, men på trods af dette beskriver værket træk ved germanerne som kan underbygges ad anden vej (andre skriftlige eller arkæologiske kilder), og derfor er Gallerkrigen, som den ældste skriftlige kilde til germansk religion, relevant at inddrage og anvende i den historiske beskrivelse af den ældste germanske religion – og som forløber til den senere norrøne religion. Hvor høj samhørighed der måtte være mellem forestillingsverdenen hos germanerne omkring vor tidsregnings begyndelse og middelalderens hedenske nordboer er ikke til at sige, men der er tilsyneladende en vis grad af sammenhæng, og det er tydeligst i skikken med det ritualiserede drikkegilde som en indgroet del af germansk kultur og religion, og det er altså skriftligt beskrevet helt tilbage i det første århundrede før vor tidsregning.

Referencer:
Anders Bæksted: Nordiske guder og helte, Politikkens Forlag, 2001
Lone Hvass: Oldtiden i Danmark – Jernalderen, Sesam, 2001
Allan A. Lund: Cæsar som etnograf, Gyldendal, 1978
Allan A. Lund: De etnografiske kilder til nordens tidlige historie, Aarhus Universitetsforlag, 1993
Allan A. Lund: I seng med romerne, Museum Tusculanums Forlag, 2006
Else Roesdahl: Vikingernes verden, Gyldendal, 2001
Morten Warmind: Keltiske guder og helte, Politikkens Forlag, 2001
Museum Midtjylland, Drikkehorn fra Tjørring, Herning Folkeblad, 3. maj 2008

(http://www.museummidtjylland.dk/index.php/arkaeologi/intro.html?start=6/)

© Peter Thaysn, 2013.

Denne artikel er oprindeligt skrevet til Nordisk Zen.

Mit navn er Peter. Jeg har været aktiv i asatromiljøet siden 2003, og har deltaget i en række forskellige grupper og foreninger, bla. Goderingen og Forn Sidr. Jeg har fra start interesseret mig for asatroen både som praktisk størrelse og som studieobjekt. Jeg mener asatroen skal holdes fri for faste rammer og dogmatik, da jeg ser det som en religion, der lagt fra er færdig med at forme sig, og jeg tror også, at asatroen fremadrettet vil være styrket af løbende forandring. På nuværende tidspunkt er jeg medlem af det uafhængige godeord Gullinkambi (som jeg var med til at stifte i 2000) og er gæsteskribent på livtraser.dk (http://livtraser.dk/stien/peter-thaysns-indlaeg/) ved siden at min deltagelse her på siden. Jeg skriver gerne om både asatroen såvel som den ældre nordiske og germanske religion. Jeg mener begge dele er vigtigt for at sikre asatroen så solidt et fundament som muligt, og for at kunne forstå de overleverede myter bedst muligt.