Mytologien i mennesket

Ask og Embla

Ask og Embla

Mytologi handler om åndelighed, ikke om historie. Når man taler om hvad mytologi er benyttes fra tid til anden forskellen mellem ”verden i mennesket” og ”mennesket i verden”. Sidstnævnte henviser til historie, hvad der tænkes at være historisk fortid, førstnævnte henviser til en åndelig forståelse af menneskets grundvilkår som en given mytologi bygger på, det jeg også vælger at kalde mytologien i mennesket. Der er herved en grundlæggende forskel på at forstå mennesket i en historisk kontekst og i en mytologisk kontekst. Mennesker optræder meget lidt i den nordiske mytologi og det kan derfor være svært at få et ordentlig greb om menneskets rolle og betydning.

Mennesker, i form af Ask og Embla, optræder i Vølvens Spådom vers 18. Her begaves de af tre guder og i vers 19 ser det ud som om de tildeles skæbne fra tre møer. I starten af digtet har vi fortællerens tilhørere, beskrevet som ”Heimdals sønner” eller ”slægter” (vers 1), og i slutningen af digtet finder vi igen mennesker i form af nogle retfærdige slægter (vers 67) og i Vafthrudnirsmál (vers 44 og 45) kobles disse sandsynligvis til et menneskepar i form af Liv og Livtraser.  Der er muligvis ikke nogen større symbolsk betydningsforskel navneparrene Ask og Embla/Liv og Livtraser imellem. Bemærk at begge disse menneskepar synes særligt begunstiget. Liv og Livtraser synes særligt begunstiget af Hamingjaer (lykkebærende skæbnegudinder) i tiden efter Fimbulvinteren  jf. Vafthrudnirsmál vers 48-49, ligesom Ask og Embla også bliver særligt begunstiget med gaver der omfatter livs- og sundhedstegn; ånd, ånde, puls og sunde kulører. Mest minder de om de menneskepar der optræder i Rigs Remse af tre omgange. I Rigs Remse optræder menneskene i en kombination af tydeligt kønnede par, oldefader og oldemoder/bedstefader og bedstemoder/fader og moder, der også bliver frugtbare i guden Rig’s nærvær. Der er flere slægter i Rig Remse, større og mindre, så Ask og Embla/Liv og Livtraser er muligvis repræsentative for alle disse slægter. I lighed med i Rigs Remses forord (og ikke i selve digtet), er slægterne i starten af Vølvens spådom også omtalt i sammenhæng med Heimdal (som Heimdals Sønner). I Hauksbók versionen af Vølvens Spådom henvises til slægterne som ”hellige”. Dette koblet med prologen til Rigs Remse, har fået ideen om Heimdal som menneskeslægternes stamfader til at dukke op, med Ask og Embla som det første menneskepar. Opfattelsen af at en slægt kunne have guddommeligt ophav kendes fra de mange middelalderlige slægtstavler fra Danmark, Norge og England, der fører kongeslægter tilbage til guder, men Ask og Embla optræder slet ikke i disse. Og det er mere sandsynligt at prologen til Rigs Remse er en senere tilføjelse til digtet inspireret af netop Vølvens Spådom, så at Heimdal skulle være Rig siger ikke rigtigt noget om ”Heimdals sønner” i Vølvens Spådom. Ideen om et guddommeligt slægtsophav fortaber sig tilsyneladende mest i middelalderlige genealogier der også fører aserne tilbage til Trojas konger. Heimdals rolle virker uklar, men de hellige slægter vil nok meningsfyldt kunne tolkes som en henvisning til åndeligt beslægtede.

Hvor Liv og Livtraser betyder kraft og livskraft, betyder Ask og Embla (i denne kontekst) muligvis noget i retning af sværd og skede, en henvisning til det frugtbare og livgivende i mennesket, så de steder i myterne mennesker optræder, herunder Rigs Remse, læggers der vægt på mennesket som opdelt i to køn som et grundvilkår, men altså ikke som urforældre eller et første menneskepar.  Ask og Embla, ligesom Liv og Livtraser, er i dette lys et mytisk almeneksempel på et menneskepar, repræsentanter for selve menneskeheden. Og da myter omhandler de åndelige dele af livet må denne menneskebeskrivelse derfor spille en bestemt rolle i forbindelse med at forstå synet på åndeligheden der ligger i mytedigtningen. Menneskeparrenes frugtbare roller kunne berette om den opfattelse, at den skabende forening af mennesker netop er fundamentet for menneskers virke i verden, og derved tilvirkning af verden, et virke der udføres med de ånds- og livskræfter guderne har givet. Og netop frugtbarheden der knyttes til mennesket bruges til at understrege gudernes kræfter som vækstgivende og åndeligheden som noget der kan spire og gro i mennesket. Ja, måske endda at potentialet for åndelig vækst netop er den mest betydningsfulde egenskab hos mennesket.

Igennem myternes menneskebeskrivelser får læseren en mytologisk forklaring på nogle grundlæggende vilkår i forhold til relationen mellem det guddommelige og mennesket og det er menneskets åndelige frem for historiske selvforståelse der ser ud til at være i centrum. Kønnenes frugtbarhed er derved langt mere end evnen til at forplante sig i myternes kontekst.

Inspirationen til denne tekst tager udgangspunktet i artiklen ”Emblas Ask” af Henning Kure (2002). Misforståelser og fri fortolkning i forhold til denne artikel står for egen regning. Læseren opfordres til at læse ”Emblas Ask”. Yderligere inspiration er fundet i artiklerne ”At oversætte Vølvens Spådom” 1 og 5 af samme forfatter.

 

©Peter Thaysn 2018

Mit navn er Peter. Jeg har været aktiv i asatromiljøet siden 2003, og har deltaget i en række forskellige grupper og foreninger, bla. Goderingen og Forn Sidr. Jeg har fra start interesseret mig for asatroen både som praktisk størrelse og som studieobjekt. Jeg mener asatroen skal holdes fri for faste rammer og dogmatik, da jeg ser det som en religion, der lagt fra er færdig med at forme sig, og jeg tror også, at asatroen fremadrettet vil være styrket af løbende forandring. På nuværende tidspunkt er jeg medlem af det uafhængige godeord Gullinkambi (som jeg var med til at stifte i 2000) og er gæsteskribent på livtraser.dk (http://livtraser.dk/stien/peter-thaysns-indlaeg/) ved siden at min deltagelse her på siden. Jeg skriver gerne om både asatroen såvel som den ældre nordiske og germanske religion. Jeg mener begge dele er vigtigt for at sikre asatroen så solidt et fundament som muligt, og for at kunne forstå de overleverede myter bedst muligt.