Asatro og ære

Ære som man kender det fra ære- og skam-samfund, som det bl.a. fremstilles i islandske sagaer, og som fungerer som forbillede for nogen, findes ikke længere i Norden, et tankesæt hvor en mands gode navn og rygte var vigtigere end alt andet.

Når folk i dag taler om ære kan det let høres hvor forvirrede meninger der er omkring begrebet. Nogen taler eksempelvis om rockerære. Men det der kaldes rockerære er ikke andet end et gement regelsæt for en bande af niddinger, der grundlæggende ikke ejer ære, og derfor skal holdes fra at falde hinanden i ryggen i ét væk gennem et system af latente voldstrusler. I forlængelse af dette er der også opstået en såkaldt bandeære. Men igen er der ikke nogen reel ære i det, idet en såkaldt bandeære fokuserer på at opretholde en falsk respekt gennem intimidering, ikke vinde sig et hæderfuldt ry gennem hæderfulde handlinger. Ære er her degenereret til begrebet respekt, som noget man kræver ind af andre, og ikke noget man giver. Denne adfærd blandt rockere og andre bandemedlemmer findes faktisk også i de islandske sagaer hos de såkaldte bersærkere, der uddelte dummebøder efter at have provokeret folk til holmgang. De optræder da også som voldspsykopater i sagaerne og dem er der ingen der savner.

Gennem indvandring fra Mellemøsten har man også stiftet bekendtskab med en ære der kaldes familieære, men som er relateret til den såkaldte æresvold. Dette er rettet mod at skabe et udadvendt ærefuldt billede af familien, men dette er rent udadvendt og derfor tilsidesættes den hengivenhed og loyalitet internt i familien som er nødvendigt, og herved bliver æren en ren potemkinkulisse, en falsk æreløs kulisse.

Optræder der så overhovedet reel ære noget sted i samfundet i dag? Man taler om at ”bevare sin ære” hvis man undgår en ydmygelse og som udgangspunkt er ære noget vi i dag mener hver enkelt har i kraft af at være et ukrænkeligt individ, og derfor ikke noget man skal handle for at opnå. I dag handler ære mest af alt om at føle sig anerkend og at føle man har ret til fuld selvudfoldelse, en meget egocentrisk tilgang til æren. Ære findes i dag også i begrebet æreskrænkelser. Normalt er det nærmest forkætret at henvise til sin ære, det virker fjollet og banalt i et samfund, der frem for ære og skam baserer sig på bekendelse og tilgivelse. Men begrebet kan dukke op i forbindelse med de såkaldte ærekrænkelser. Men igen er det en ære man har som udgangspunkt, og så er der nogen der beklikker den. Så det er ikke lige til at identificere et klassisk æresbegreb der stadigvæk er aktivt i dag.

 

Ære er i gammel tid blevet kaldt forskellige ting.

Sœmð: ærefuld, højtestimeret, korrekt

Virðing: ophøjethed, værdighed

Sómi: ære, takt

Som vist ovenfor er der ikke nogen af disse ord, der egentligt passer på de moderne anvendelser af æresbegrebet. De ældre ord ser ud til at have en anden logik omkring æren, en logik der både sigter på at man i høj grad tager alvorligt hvad andre tænker, og samtidig kobler æren til det at blive husket. Med andre ord ryet og mindet. Det er en erkendelse af, at der i æren ligger en forståelse for det der er større end en selv, de fællesskaber man indgår i, det samfund man er en del af, som et vilkår for ens handlinger. Æren handler om hvordan vi spejler vores kvaliteter i dem vi omgiver os med, ikke noget man bærer inden i sig selv for at retfærdiggøre vredeshandlinger. Æren handler også om at kunne opføre sig korrekt, at kunne udføre de rette handlinger i bestemte sociale situationer, samt være i stand til at handle i forhold til en større sammenhæng end en selv og ens egen situation. Det må siges at være en våd klud i ansigtet på den i dag så utroligt populære doktrin om, at man da kan være ligeglad med, hvad andre tænker, bare man selv føler, at det man gør, er det rigtige for én selv. Den traditionelle fremstår nærmest som det stikmodsatte af en sådan tankegang.

Hvad kan man bruge denne ære til i dag kunne man spørge. Man kan brugen den til at erkende, at man som menneske og borger har ansvar for andet og mere end sig selv. At der er et ansvar, der rækker ud over ens egen situation og egne behov. Det kunne være ansvar for miljøet, det kunne være et ansvar for lokalsamfundet, det kunne være ens ansvar for at kunne forsørge sig selv og sin familie. Det vil være en æressag at opføre sig ansvarligt. En anden måde den traditionelle opfattelse af ære kunne bidrage med noget værdifuldt i dag kunne være i forbindelse med den såkaldte jantelov. Janteloven, der ikke er spor dansk, men udryk for et alment provinsielt mindreværdskompleks som kan findes i alle kulturer, rummer et selvsyn, der er lige så selvdestruktivt som kulturrelativistisk selvhad. Et opgør med en sådan provinsmentalitet vil kunne styrke viljen til at stå ved de reelle værdier man rent faktisk bygger sine fælleskaber på og vil kunne modvirke den frygt mange møder anderledes tænkende med.

Der er altså gode grunde til ikke sådan bare at forkaste æresbegrebet som noget fjollet og gammeldags. Tværtimod kunne netop inspiration fra det gammeldags være meget relevant for os moderne mennesker. Og specifikt for asatroen finder æren altså sin vej til det moderne menneske gennem etikken knyttet til ryet og mindet. Og en god påmindelse til os, at attituden om, at vi som asatroende bare skal gøre og sige som vi føler det er rigtigt for os, og så ikke tage os af hvad andre tænker, er adfærd uden rod i dette.

Mit navn er Peter. Jeg har været aktiv i asatromiljøet siden 2003, og har deltaget i en række forskellige grupper og foreninger, bla. Goderingen og Forn Sidr. Jeg har fra start interesseret mig for asatroen både som praktisk størrelse og som studieobjekt. Jeg mener asatroen skal holdes fri for faste rammer og dogmatik, da jeg ser det som en religion, der lagt fra er færdig med at forme sig, og jeg tror også, at asatroen fremadrettet vil være styrket af løbende forandring. På nuværende tidspunkt er jeg medlem af det uafhængige godeord Gullinkambi (som jeg var med til at stifte i 2000) og er gæsteskribent på livtraser.dk (http://livtraser.dk/stien/peter-thaysns-indlaeg/) ved siden at min deltagelse her på siden. Jeg skriver gerne om både asatroen såvel som den ældre nordiske og germanske religion. Jeg mener begge dele er vigtigt for at sikre asatroen så solidt et fundament som muligt, og for at kunne forstå de overleverede myter bedst muligt.