Gaven som anerkendelse og offer

Gave

Gave

”Hvad skal vi give i gave?”. Dette spørgsmålet er ganske almindeligt, og det aktiveres hen over året efterhånden som de løbende gaveudvekslinger i omgangskredsen fordrer det. Fra værtsgaver over julegaver til guldbryllupsgaven. Det kan være svært nok at finde lige den helt rette gave til dem man deler livet med, og det er forståligt når man nogle gange tænker det bare bliver for meget, men det er trods alt mere glæde end pligt. At udveksle gaver og tjenester, er en dejligt måde at holde forbindelsen og forpligtelsen mellem mennesker frisk og fornøjelig.

Og så er der også den anden type gaver, nemlig gaveofrene. Disse indgår også i livets forpligtelser og forbindelser. ”Jeg giver for at du skal give” som det beskrives, man håber på gudernes velvilje i forhold til familien og omgangskredsen. At helheden styrkes, glædes og udvikler sig. Men hvad skal man give? Personligt fortrækker jeg noget der er let at håndtere, så jeg fortrækker en væske. Og jeg synes det er fornuftigt at agere ud fra devisen om, at det man giver, bør være noget man selv ville være glad for at modtage.  Og eftersom mjød, øl og vin spiller en vigtig rolle i mytologien ender jeg typisk med at ofre en alkoholisk drik. Da langt de fleste lejligheder til at give guderne en gave opstår i forbindelse med markeringer og højtider i hjemmet har jeg for vane, at ofre ved at stille offeret på en hylde i forbindelse med eksempelvis højtiden og samle sammen, indtil jeg får en lejlighed til at besøge et helligsted hvor jeg kan sende offeret det sidste stykke. Ellers fungerer en have også fint, skulle der ikke være mulighed for andet. Ved større blót er der naturligvis en del flere muligheder, ofring af mad, brændbare genstande på bål, eller metal i vand eller jord, men det er trods alt undtagelsen for mig. Men disse betragtninger er i grunden kun den sidste manifestation af en længere overvejelser og en længere forpligtelse. For spørgsmålet om hvad man skal give i gave er egentligt kun til at besvare hvis man overhovedet har gjort sig klart hvad der ligger i et offer og især et gaveoffer. Dette kan også sætte den almindelige gavegivning i perspektiv, således at det, der nogle gange kan tage overhånd og føles som et evigt gaveræs, eller endda som overfladisk materialisme, bevares meningsfuldt og vedkommende.

Gaveudvekslingen beror grudlæggende på, at vi som individer føler os som deltagere i et meningsfyldt fællesskab, eks. familie, arbejdsplads, vennekredsen osv. og at tilhørsforholdet til fællesskabet er baseret på normative forpligtelser over for de andre deltagere. Den vi hver især er, er en afspejling af hvilket gensidigt forhold vi har til de andre. Er forholdet konstruktivt kan de danne basis for tillid gennem anerkendelse. Hvor der ikke er anerkendelse opstår mistilliden. Netop gaveudveksling er en af de sociale, endda etiske, mekanismer, som er med til at fordele anerkendelse. Som modtager af en gave bliver man anerkendt af giveren, fordi der etableres en gensidig forpligtelse, netop fordi det forventes, at gaver gengældes. Giver man gaver til en person, der konsekvent aldrig giver igen, vil det medføre en anerkendelseskonflikt, som betyder at ensidigheden i relationen vil ophæve den. Det normative betyder, at anerkendelse gennem gaveudveksling er noget man bør honorere i forhold til sine relationer, og skal ikke opfattes som en slags kontrakt. Det er netop ikke en abstrakt juridisk forpligtigelse, men i stedet en tyk etisk relation, en praktisk foranstaltning, så en anerkendelseskonflikt er ikke et kontraktbrud, det er ikke et juridisk spørgsmål, men i stedet et etisk.

Ses dette i relation til gaveofferet bliver der tale om et normativt bånd mellem guder og mennesker, der sikrer en gensidig forbindelse, af nogen kaldt en reciprok bemægtigelse, som er med til at definere os som mennesker. Vi trives takket være gudernes gaver, men er samtidig bundet af dem, især i forhold til de normer de medfører. Men gudernes gaver er netop også det som gør mennesket i stand til at vokse. Den ånd guderne har givet mennesket kan også vokse som følge af den opmærksomhed mennesket viser guderne, da dette kan medføre en skærpet selvbevidsthed. Denne øgede selvbevidsthed i mødet med magterne betyder, at man kan se gaveofferet som en kilde til selvrefleksion og erkendelse. Til åndelig vækst.

Denne form for anerkendelse er særligt værdifuld ved, at det sker fredeligt. Institutionen omkring gavegivning er netop udviklet i en tid, hvor anerkendelse også med fuld ret kunne indhentes gennem brug af vold. Gaveudvekslingen skulle ses i meget bred forstand inkluderende gaver, pant, gidsler, ægteskaber, afholdelse af blótgilder mm. Det var alt sammen med til at smede relationerne i samfundet og skabe grobund for anerkendelse og tillid. Gaveudvekslingen er altså en ikke-voldelig anerkendelsesform, der muligvis kan knytte sig til det gamle begreb fred (friðr). Det er ofte pointeret, at det oldnordiske begreb fred ikke skal opfattes som hverken pacifisme eller endda fravær af krig, men det er alligevel et begreb, der fokuserer mod andre forhold end konfliktforhold. Det oldnordiske fredsbegreb skal nok opfattes som et meget tykt og indholdsmættet begreb, der både rummer kærlighed, venskab, trivsel og lykke mellem mennesker der er forbundet. Herved etableres også en sammenhæng mellem dette gamle begreb om fred og selvrefleksionen knyttet til gaveofferet. Selvrefleksionen og erkendelsen er en grundlæggende del af relationen mellem mennesker og guder, og derved også en del af bestræbelsen på at etablere denne fredstilstand.

Gaveofferet er altså en central del af relationen mellem guder og mennesker, og dette afspejles i livets øvrige gaveudvekslinger. Den almindelige gavegivning til diverse lejligheder og højtider bliver en afspejling af det ceremonielle gaveoffer, med en reference til det hellige. Man giver sig selv gennem gaverne, til magterne og til hinanden, selve det givne, genstanden eller tjenesten, bliver i den henseende sekundær. Den enkelte gave kommer til at fungere som en pant for den næste gaveudveksling, den løbende gensidige anerkendelse, og opretholdelsen af normerne. Gaver der således udveksles til gensidig anerkendelse vil i overført betydning, og måske i mytisk betydning, vende tilbage til giveren, tilbage til sin oprindelse.

Mytologisk funderes gavens rolle primært i mytekvadet Hávamál, hvor gavens betydning berøres i en hel række vers. Som afslutning gengiver jeg en del af dem her samt et par relaterede vers fra Vølvens Spådom.

41. Vaaben og Vadmel skal Venner veksle
til gensidig Glæde.
Venner er Giver og Gengælder
længst, om alt lider vel.

42. En Mand skal være sin Vens Ven
og give Gave for Gave,
Latter skal lyde for Latters Lyd
og Løgn for løs Tale.

44. Vil du af en Ven, som du vel tror,
have godt at haabe,
skal du veksle Tanker og Ting med ham,
ofte søge ham op.

46. Atter om den, som du ilde tror,
og nærer Mistanke til:
stem i hans Latter, snak ham efter Munden,
lad Gengæld være som Gave.

48. Milde, frejdige Mænd lever bedst,
møder sjældent Sorg,
men uklog Mand ængstes for alting,
møder hver Gave med Mistro.

(Thøger Larsen)

49. Mine Klæder
Gav jeg tvende
Træmænd paa Marken
Kjæmper de tykdes
Da de Kapper havde –
Forsagt er nøgen Mand.

52. Ej man stedse skal
Kostbarheder give,
Tit kjöbes Roes med lidt.
Med et halvt bröd
Og hældende kar
Fik jeg mig en Omgangsven.

145. Bedre er ubedet
End for meget ofret;
Stedse Gave til Gjengjeld bör svare.
Bedre er ikke sendt
End for meget spildt.
(Finnur Magnusson)

Samt to vers fra Vølvens Spådom:

18. Aande de drog ej, Aand de savned,
Blod og Røst og de rette Farver.
Aande gav Odin, Aand gav Hønir,
Blod gav Lodur og Livets Farver.

27. Hejmdals Horn under hellige Grene,
skjult under lysvant Løvtræ hun øjner;
i ser hun strømme Straalefossen
af Valfaders Pant. – Hvad ved I mon mer?

(Thøger Larsen)

 

Denne artikels indhold er inspireret af følgende tekster:

Marcel Mauss ”The Gift – The form and reason for exchange in archaic societies”, 1950, engelsk oversættelse 1990.

Paul Ricœur ”Gavens paradokser”, 2002, dansk oversættelse 2003.

Da jeg har anvendt teksterne meget frit kan mine pointer ikke nødvendigvis føres tilbage til disse tekster.

Oversættelser fra Hávamál og Vølvens Spådom fra: www.heimskringla.no

© Peter Thaysn 2017

Mit navn er Peter. Jeg har været aktiv i asatromiljøet siden 2003, og har deltaget i en række forskellige grupper og foreninger, bla. Goderingen og Forn Sidr. Jeg har fra start interesseret mig for asatroen både som praktisk størrelse og som studieobjekt. Jeg mener asatroen skal holdes fri for faste rammer og dogmatik, da jeg ser det som en religion, der lagt fra er færdig med at forme sig, og jeg tror også, at asatroen fremadrettet vil være styrket af løbende forandring. På nuværende tidspunkt er jeg medlem af det uafhængige godeord Gullinkambi (som jeg var med til at stifte i 2000) og er gæsteskribent på livtraser.dk (http://livtraser.dk/stien/peter-thaysns-indlaeg/) ved siden at min deltagelse her på siden. Jeg skriver gerne om både asatroen såvel som den ældre nordiske og germanske religion. Jeg mener begge dele er vigtigt for at sikre asatroen så solidt et fundament som muligt, og for at kunne forstå de overleverede myter bedst muligt.