Gudernes spilleregler – Del 1

Hvordan etikken i asatroen skal formuleres har været genstand for en del debat i løbet af årene. Forsøgene har taget ganske forskellige former, men en grundlæggende udfordring har været, at formulere en generel tilgang til etik og moral på baggrund af myterne. Det er der jeg vil tage mit udgangspunkt og opmærksomheden skal først rettes mod Vølvens Spådom vers 8. Verset starter således: ”De spillede brætspil på gården – muntre var de.” Henning Kure tager fat på dette brætspil i bogen ”I begyndelsen var skriget”, spillet er tavl, eller som Kure formulerer det: ”Gudernes spil”. Kure tolker her spil som spilleregler, altså at guderne med deres spil skaber nogle grundlæggende regler. Tolkningen går så videre til, at det er gennem mennesket at disse spilleregler, eller åndelige værdier, skal realiseres. Som Kure skriver:” Hvordan man opfører sig over for hinanden, skal udføres i praksis for at eksistere i virkeligheden” (s. 301). Disse spilleregler vælger jeg at tolke som en egentlig etisk tilgang til verden. Men hvilken tilgang skulle det så være?

Normalt vil en debat omkring etik i mytekvadene tage udgangspunkt i de gnomiske vers i digtet Hávamál. Gnomisk poesi er en gammel form for digning, hvor man opstiller forskellige råd og regler for god levevis. Sådanne digte kendes fra antikkens Grækenland, fra gammel arabisk, persisk og indisk digning og altså også fra norrøne mytekvad (gnome, græsk for ”mening”, ”holdning”). Almindeligvis taler man om to grupper af gnomiske vers i Hávamál, nemlig Gestaþáttr vers 1-80, og Loddfáfnismál vers 111-138. Den første serie af gnomiske vers handler primært om forskellige regler omkring gæstebud (deraf navnet ”gæste vers”), men den anden serie af vers har et mere varieret indhold henvendt til en person, eller viderebragt af en person, ved havn Loddfáfnir. Det fremgår ikke klart hvem, eller hvad, denne Loddfáfnir skulle være. Spørgsmålet er, om disse serier af gnomiske vers kan hævdes at rumme en gennemgående tankegang, som kunne udgøre et sæt spilleregler.

I Hávamál vers 112-137 oplistes alle rådene til Loddfáfnir. Rådene spænder over forsigtighed (v. 112), respekt for ægteskabet (v. 115), trofasthed i venskabet (v. 119), glæde i hverdagen (v. 120), ærlighed i venskabet (v. 124) og gavmildhed og gæstfrihed (v. 135). Dertil en række mere mystiske råd omkring at vare sig over for skadelig trolddom (v. 129) og flere andre ting. Disse vers formuleres som råd, lytteren vil nyde godt af hvis han følger dem og dette kunne så være et eksempel på et sæt spilleregler for mennesket. Versene tilskrives almindeligvis Odin, en af de skabende guder (Bors sønner) fra Vølvens Spådom (v. 4). At disse råd også knytter sig til skæbnen antydes måske i Hávamáls vers 111, hvor scenen sættes med en reference til Urds brønd. Urds brønd er knyttet til de skæbnebringende norner fra underverden, og derfor knyttet til ideen om det potentiale, som mennesket kan udleve ved at bringe spillereglerne i funktion.

I sammenhæng med ideen om gudernes spilleregler bliver menneskets rolle defineret af, at befinde sig i den fysiske verden spændt ud mellem underverdens potentiale og oververdens åndelige virke. I den forbindelse mener jeg, der kan opstå to roller for mennesket. Den ene bliver som forvalter af skæbnen. Menneskets skæbne bliver en serie af muligheder og vilkår, som mennesket kan forsøge at forvalte efter bedste evne. Livets muligheder er så at sige potentiale. Den anden rolle vil være, at udleve gudernes spilleregler i verden og derved gøre dem konkrete, og samtidig derigennem forvalte skæbnepotentialet bedst muligt. Godtages disse to roller må det gøres gældende, at en etisk tolkning af Hávamáls gnomiske visdom, også må reflektere disse grundvilkår for mennesket. Altså må en etisk tolkning tage højde for udlevelsen af verdens og menneskets potentiale, samt tage gudernes spilleregler i brug. Mennesket skal her først og fremmest vurderes på sine handlinger hvor menneskets potentiale bringes i spil, altså evnen til at udleve spillereglerne og der igennem evnen til at realisere (en del af) gudernes åndelighed i verden.

Skik

Den norrøne praksis i Norden blev kaldt Inn Siðr (”sædvanen”, ”skikken”). Det behøver der ikke ligge mere i, men det er nærlæggende at sammenholde dette med ordet etik. Etik kommer fra det græske ord éthos, som betyder manér, vane, sædvane. En sådan vane eller skik kan referere både til noget reelt og noget ønskeligt, og kan bruges til at karakterisere både almen skik og brug i et samfund, såvel som til at betegne karakteristika ved en person (éthos har en parallel i latin ”moralis” af ”mores”=skik, brug). Så hvis man inddrager disse betydninger, har ”skik” flere forskellige anvendelsesmuligheder.

Ære og Skam

En anden kilde til at tolke en etik ind i asatroen på er ved at tage udgangspunkt i de islandske sagaer. Baseret på disse er der etableret en tradition for at forbinde en eventuel etik i asatroen med begreberne ære og skam, så jeg synes det er relevant lige at vende de to begreber. Ser man først på ordet skam, så er det et ord der dækker over det, ikke at kunne leve op til andres forventninger, det kunne man i dag også kalde ringeagt. Med hensyn til ære er der tale om et ord der i høj grad overlapper med anerkendelse, derved bliver det en betegnelse for dem der godt kan leve op til (eller endda overgå) andres forventninger. Ære og skam, anerkendelse og ringeagt, er altså noget der i særlig grad retter sig mod andres forventninger til ens adfærd.  En person bliver naturligvis stolt, hvis vedkommende anerkendes og derved tilskrives den værdi vedkommende selv synes er fortjent. Ringeagt opleves bl.a. når man mener, at man tillægges en lavere værdi end fortjent. Det er derfor typisk i denne distribution af værdi, at ære og skam aktiveres. Dette illustrerer i hvor høj grad en persons værdi er noget, der afgøres i andre menneskers øjne. Netop denne opfattelse er meget vigtig at holde fast i når man taler om etik, for igennem anerkendelse og ringeagt bliver en persons værdi målt og vejet af omgivelserne. Det er derfor værd at huske på, at de handlinger man udfører, ens forsøg på at udleve spillereglerne, altid sker i en bestemt social kontekst og at handlingernes værdi afgøres af andre end den der udfører dem.

Egenskaber og kundskaber – menneskets karaktertræk

De råd der gives i Loddfáfnismál handler i høj grad om, hvilke egenskaber en person bør udleve og hvilke kundskaber man bør erhverve eller dygtiggøre sig i. Inddrages både egenskaber og kundskaber får vi en kombination af noget der kan opfattes som givet og noget der er tillært, jf. de to roller jeg nævnte tidligere. Dette betyder, at den etiske habitus bliver et samspil mellem personlige (givne) egenskaber og de kundskaber man formår at bygge op i bestræbelsen på at efterleve en god skik. Der indgår altså et element af kløgt eller snilde i forbindelse med det etiske, man kunne kalde det en slags livsklogskab (dette skal ikke forveksles med intelligens). Hvilke egenskaber er det så mennesket har til rådighed? Igen vil jeg lade mig inspirere af Kure. I vers 18 i Vølvens Spådom overdrager guderne nogle gaver til mennesket. Gaverne er ånd/ånde (ǫnd), sind/sindsbevægelse (óðr), gøren/laden (læti), farver/kulører (litir) og puls (lá). I denne sammenhæng er det især ånd, sindsbevægelse og gøren der synes interessante. Mennesket handlinger og formåen (gøren og laden) er et resultat af den sindsbevægelse (inspiration), der rører ånden. Som jeg ser det, betyder det at gudernes gaver, altså bl.a. inspirationen, omtanken og evnen til handlinger, er nødvendige egenskaber for at håndtere livet og skæbnen og må derfor også inddrages i grundlaget for et sæt etiske spilleregler. Ud over disse helt grundlæggende egenskaber besidder alle mennesker en række andre forskellige egenskaber, varierende fra person til person, man kunne nævne nysgerrighed, selskabelighed, frygtsomhed og eftertænksomhed som eksempler.

Det er ud fra ovenstående en mulig udlægning, at anvende menneskets egenskaber i forbindelse med den etiske vurdering. Det en person kan bedømmes ud fra, er anvendelsen af de egenskaber, der kan tillægges personen, for det vil i forlængende af gudernes gavner, jo netop være disse egenskaber, som personen har til at forvalte sin skæbne med. Det der værdsættes er altså den gode brug af egenskaber, dette både for mennesker, dyr og ting. Dette kunne være de gode rytteregenskaber, den hurtige hest, de stærke hestesko. I forlængelse af dette ligger der så også i det, at personen er i stand til at holde slette egenskaber i baggrunden såsom sjuskethed eller dovenskab, da disse vil resultere i en utrænet rytter, en dårligt afrettet hest og en elendigt fremstillet hestesko.

Og så er der kundskaberne. Det er i høj grad op til mennesket at forvalte skæbnen gennem egen vilje. Dette fordrer den aktive opbygning af kundskaber, der ligger altså et element af tilegnet viden, en duelighed eller dygtighed, i etikken. Man kan derfor ikke bortforklare uetiske handlinger med ”dårlige kort på hånden”, har man ikke søgt at tilegne sig de nødvendige kundskaber falder det altid tilbage på en selv. Det der hædres er altså den samlede udøvelse af en gerning, baseret på både personens egenskaber og kundskaber. Fra Loddfáfnismál kan nævnes vers 126 hvor håndværkeren vurderes på sine kundskaber og det der fremstilles bliver målt på dets egenskaber (Aldrig sko eller skaft du forme; uden det er til dig selv; er skoen styg eller skaftet skævt,; vil utak over dig komme.) Eller vers 121 hvor mennesket vurderes på dets kundskaber udi venskabet (Vær aldrig den første, der flænger itu; vundet venskabs bånd,; sorg æder sindet, når siden du ingen; har at betro dig til.)

Egenskaber og kundskaber kan ikke adskilles, de fungerer i et samspil. Kombinationen mellem egenskaber og kundskaber vil jeg samlet kalde karaktertræk, og det er disse karaktertræk, der kan ses som en del af, eller endda hele fundamentet, for etikken. I så fald vil etikken bygge på karaktertræk, der bevæger folk til at handle på bestemte måder. Etikken manifesterer sig i aktiviteten og ikke i potentialet. At besidde et karaktertræk er ikke et spørgsmål om at kunne redergøre for det, men at kunne omstætte det til handling, ved brug af både kløgt og dømmekraft.

Situeret etik

Etikken bliver herved ikke et klart afgrænset felt. Der bliver tale om en opfattelse af etikken som en praktisk gerning, der udføres afhængig af den konkrete situation og denne situations kompleksitet. Derved må etikken ikke blot anskues som et fast set af regler, men i stedet som en generel tilgang til verden, mennesker og livet. Skal et menneske vurderes på sine karaktertræk skal disse altså ses i lyset af situationen og dens kompleksitet. Det vil sige både den konkrete situation en given handling udspiller sig i, men også i forhold til de følelser, forpligtelser, forbindelser og andre motiver til bevæggrunde, der påvirker en persons handlinger i en given situation. At kunne foretage en etisk vurdering af andre fordrer kendskab til både situation og person. Konteksten er meget vigtigt, mennesket indgår i en række forskellige forpligtelser til eks. familie og samfund. Disse forudsætninger er mennesket også bundet til når beslutninger skal træffes.

Det er på tide at komme med et eksempel. Et af de klassiske spørgsmål der trækkes frem når der skal gives eksempler på etisk stillingtagen er spørgsmålet om abort. Hvordan skal et par stille sig i forholdt til at vælge en abort i tilfælde af uønsket graviditet? I mange teoretiske eller principielle debatter vil man søge at finde et almengyldigt svar, altså svaret på hvorvidt det altid kan siges at være rigtigt eller forkert. Man afsøger grundlæggende principper som altid kan gøres gældende, så som at kvinden har altid ret til at bestemme over sin egen krop eller at det altid er forkert at tage et uskyldigt liv. Men den tilgang til etikken jeg her kredser om beskriver ikke almene regler der altid gælder. Frem for almene regler om rigtigt og forkert handler det i stedet om den konkrete situation. I en hvilken som helst konkret situation, hvor en sådan beslutning skal træffes, vil der være en række forhold, der enten taler for eller imod en given beslutning. Frem for principper tænker man i stedet over hvad der i det specifikke tilfælde fordrer det ene eller det andet valg. Hvorfor få fortaget en abort? Hvorfor ikke? Vil vi fortryde det senere? Er vi bange? Er det andres forventninger der styrer os? Er det mest moderen eller faderen der tages hensyn til? Hvad er normalt? Alle disse spørgsmål kredser om den konkrete situation og leder frem til det centrale etiske problem, nemlig hvordan personerne i den konkrete situation kan vurderes etisk? Det der bliver afgørende er hvad for en slags personlige egenskaber man vil knytte til handlingen i det specifikke tilfælde med de specifikke grunder, der gør sig gældende. Handler man dumt eller klogt? Selvisk eller fornuftigt? Fejt eller ansvarligt? Uigennemtænkt eller velovervejet? Er man hensynsfuld eller hensynsløs? Det er selve tildeling af karaktertræk, der udgør den etiske dom, og derved formes en persons ry.

Af dette eksempel kan man se, at etikken ikke beskrives gennem et sæt af regler, men i stedet gennem en fornemmelse for situationen. Etikken bliver således også en stræben, et ønske om at gøre det så godt som muligt i livets forskellige forhold. Det kunne kaldes praktisk visdom. Men derved kræver det også refleksion, at udøvelsen af karaktertrækkene også ledsages af læring og efterfølgende eftertanke.

Denne evne til at tillære sig noget vidner om personens duelighed eller dygtighed, på norrønt kan dette findes i ordet dygð, altså dyd. Man kan altså godt anvende ordet dyd om de gode karaktertræk, så dyd betegner en værdifuld egenskab eller kundskab i etisk forstand. Hermed forsøger jeg også at placeres den overordnede tilgang til etikken inden for den etiske tradition, der hedder dydsetikken (de andre kendte traditioner hedder pligtetikken og nytteetikken). Her er det også vigtigt at være opmærksom på, at med karaktertræk menes ikke blot værdier. Den her skitserede tilgang til etik er direkte karakterdannede, bygget på medfødte egenskaber, såvel som kunnen og duelighed tillært gennem praksis. Ikke blot en værditilslutning. Det er opbyggelse af gode vaner frem for gode intentioner, god skik og brug frem for nytteværdi. En sådan situeret etik baseret på karaktertræk, eller dyder, vil betyde, at den etiske beslutning burde være den, som en person ville kunne stå ved, uden tøven over for andre (ens lige), fordi beslutningen blandt andre vil opfattes som god. Vurderingen bliver ikke dækkende uden der, som før nævnt, tages højde for situationens kontekst og de involverede aktører. Den enkelte etiske beslutning bliver aldrig almengyldig eller statisk, og gyldige beslutninger vil ændre sig over tid i takt med, at også normer forandrer sig. Dyden er praktisk viden udtrykt i handling.

Et centralt karaktertræk i denne tankegang er evnen til at kunne genkende en etisk konflikt i en ellers kompleks situation, et andet er den etiske konsekvens, altså evnen til at kunne træffe en række sammenhængende etiske valg over længere tid. Et tredje vigtigt karaktertræk er evnen til at etablere og bevare gode relationer til de mennesker man omgiver sig med. Evnen og viljen til at udleve gudernes spilleregler er grundstenen i den gode skik.

Eftermælet

Fra digtet Hávamál finder man det vers som oftest citeres, når etik i den nordiske mytologi diskuteres, nemlig vers 76, der lyder:

  1. Fæ dør, frænder dør,

selv dør man til sidst.

Men eftermælet aldrig dør,

hvor det er vel vundet.

(Karl Gjellerup)

Verden er forgængelig, sådan er skæbnen, det er kun eftermælet der ikke dør, derfor er det vigtigste omgangen med andre mennesker, især venner og familie. Og dette betyder så, at det netop er i den forgængelige verden at eftermælet skal vindes. Kure giver også udtryk for noget i den stil: ”Gennem sine handlinger kan mennesket bearbejde verden og tilføre værdi til sin skabelse, en værdi der udtrykkes ved den hæder man vinder på handlingerne (s. 318).”

Hávamál kan ses som Odins tale, hvor Odin giver vejledning i spillereglerne, der bør anvendes i dette liv, og indgyder såvel inspirationen såvel som nødvendigheden til at følge dem, nogen har endda foreslået de gnomiske vers som et katalog over Odins egenskaber så Odin derved optræder som selve Inspirationen i forlængelse af digtet.

Her igennem kan det altså anes hvad det er for en etik der kan udredes af myterne, nemlig en etik der bygger på de karakteregenskaber, eller dyder, mennesket besidder, dels gennem gudernes gaver, dels gennem egen bearbejdning af disse. Den der er i stand til at følge de råd som de gnomiske vers i Hávamál rummer, bliver bedst i stand til at varetage det eftermæle som anerkendelsen sikrer – og dette sikres i sidste ende gennem eftermælet blandt de efterladte, først og fremmest ens venner og familie.

Hvilke karakteregenskaber, eller dyder, som et menneske bør lægge vægt på er følgelig et helt kapitel for sig. Men i forlængelse af Loddfáfnismál kan nævnes venskab, gavmildhed og gæstfrihed blandt de dyder som fremhæves der.

Målet for etikken

Hvad bliver da målet for det etiske liv? Men kunne tro at målet så bliver, at ved at opøve så mange gode egenskaber som muligt, opnår man en så høj anerkendelse som overhovedet muligt. Dette er naturligvis et godt bud, men man overser i så fald en vigtig komponent, nemlig samhørigheden med familien, venner og andre mennesker generelt. For at det etiske liv kan blive det gode liv, skal der en glæde og lykke til, det ønske om trivsel, der også ligger i den yndede hilsen ’år og fred’. De karakteregenskaber man vil omtale som dyder, eksempelvis venskabelighed, gavmildhed og gæstfrihed, er også tænkt som dem der giver den bedste chance for at opnå denne samhørighed og trivsel. Det er ikke en garanti, det bør man altid være klar over, men gennem tilegnelsen og praktiseringen, ja forædlingen, af dyderne, findes den bedste chance for at opnå ´år og fred´ på egne, og ens egnes, vegne. Det etiske liv kan således tænkt, siges at føre til det gode liv. Det er en spilleregel, der er vel er værd at tage til sig.

 

Loddfáfnismál 115

Til sidst vil jeg prøve at opsummere tankerne ved at se på et vers fra Hávamál, nemlig verset om respekt for ægteskabet:

  1. Jeg råder dig, Loddfafnir, mit råd du tage,

du skal nyde, om du nemmer,

du fremmes, om du følger:

Lok aldrig med dig en andens kone

ud i elskovs lyst.

(Thøger Larsen)

 

Det er de sidste to linjer der er interessante her. Her gives en direkte etisk fordring, en fordring som man skal annamme og gør man det vil man fremmes. Set i lyset af ovenstående kan dette vers betragtes som en spilleregel, som det er meningen, at mennesket skal virkeliggøre. Det gælder med andre ord om, at gøre en dyd ud af ikke at ligge i med andres koner (eller kærester). Dette kan falde én naturligt, det kan også være men skal opøve en vis grad af standhaftighed, men målet er, at opøve en generel adfærd hvor man respekterer andres ægteskab eller parforhold, så denne adfærd kan siges at repræsentere et karaktertræk. Lykkes dette kan man blandt andre vinde sit ry, og deraf afledt eftermæle, som respektfuld eller anstændig i sådanne anliggender. Dette vil være en god etisk dom over ens person. Følgelig vil det så ligge i tankegangen, at dette også vil resultere i en større chance for rent faktisk at opretholde gode relationer og samhørighed med sine omgivelser, og derved øge chancen for det gode fredfyldte liv.

Disse eksempler illustrerer, at denne form for etik ikke giver nogle faste regler, men i stedet sætter rammen for en generel tankegang omkring god skik og det gode liv.

’Du skal nyde om du nemmer; du fremmes om du følger.´

 

Anvendt litteratur:

Finn Abrahamowitz: Psykologileksikon, Høst og Søn, 1999.

Anne-Marie S. Christensen: Moderne dydsetik, Aarhus Universitetsforlag, 2008.

Karl Gjellerup: Den ældre Eddas gudesange, Forlaget Sesam, 2001.

Jørgen Husted og Poul Lübcke: Filosofihåndbog, Politikkens Forlag, 2001.

Gareth R. Jones & Jennifer M. George: Contemporary management, McGraw-Hill, 2011.

Henning Kure: I begyndelsen var skriget, Gyldendal, 2010.

Thøger Larsen: Edda-Myterne, Sphinx, 2004.

Annette Lassen: Odin på kristent pergament, Museum Tusculanums Forlag, 2011.

Gro Steinsland: Norrøn religion, Pax Forlag, 2005.

Peter Thaysn: Etikken i Hávamál, Valravn nr. 13, 2005.

Ole Thyssen: I hinandens øjne – Bidrag til en kynisk etik, Gyldendal, 1995.

Ole Thyssen og Henrik Dahl: Krigeren, borgeren og taberen, Gyldendal, 2006.

Ludvig F. A. Wimmer: Oldnordisk Læsebog, Munksgaard, 1964.

 

© Peter Thaysn, 2015

 

Mit navn er Peter. Jeg har været aktiv i asatromiljøet siden 2003, og har deltaget i en række forskellige grupper og foreninger, bla. Goderingen og Forn Sidr. Jeg har fra start interesseret mig for asatroen både som praktisk størrelse og som studieobjekt. Jeg mener asatroen skal holdes fri for faste rammer og dogmatik, da jeg ser det som en religion, der lagt fra er færdig med at forme sig, og jeg tror også, at asatroen fremadrettet vil være styrket af løbende forandring. På nuværende tidspunkt er jeg medlem af det uafhængige godeord Gullinkambi (som jeg var med til at stifte i 2000) og er gæsteskribent på livtraser.dk (http://livtraser.dk/stien/peter-thaysns-indlaeg/) ved siden at min deltagelse her på siden. Jeg skriver gerne om både asatroen såvel som den ældre nordiske og germanske religion. Jeg mener begge dele er vigtigt for at sikre asatroen så solidt et fundament som muligt, og for at kunne forstå de overleverede myter bedst muligt.