Offeret og fortællingen

500px-Helm_of_Awe.svg

For at en skik kan holdes levende og i udvikling skal den udøves gennem en eller anden form for praksis. Er der tale om en religiøs skik, vil der endda være tale om en form for systematisk praksis etableret inden for et sæt af rammer. Jeg vil i det følgende prøve, at undersøge en sådan religiøs ramme om asatroen. Det skal her slås fast, at der med asatro menes en relativt ny religion, det er ret normalt at føre asatroen tilbage til 1972 hvor den første asatrogruppe begyndte at tage form på Island, og dette udgør starttidspunktet for denne religiøse skiks udførelse. Udgangspunktet var den norrøne religion praktiseret af islandske hedninge tilbage i vikingetiden. Asatroen er imidlertid ikke kun et produkt af før-kristne skikke, men i lige så høj grad et produkt af elementer fra højmiddelalderen og reformationen og ikke mindst elementer fra de sidste 300 år, fra oplysningstiden over nationalromantikken til wicca og neo-sharmanisme. Jeg vil prøve at holde mig til elementer i asatroen, som også med rimelighed kan genfindes i kildematerialet til den norrøne religion i Skandinavien og andre dele af Nordeuropa, for på den måde at opstille en brugbar afgrænsning af hvad jeg vil inddrage. Inden for den afgrænsning faldt valget på to grundlæggende elementer i den norrøne religion, som jeg finder det meget svært at komme uden om, hvis man vil tale om en asatro praksis. De to elementer er offeret og mytefortællingen. Det skal siges, at mytefortællingen, og endda offeret, godt kan eksistere uden for en religiøs kontekst, men her ønsker jeg at fastholde praksis som en religiøs skik – en religion. Der er flere, der er forbeholdne over for at bruge ordet religion om asatroen, da de mener religion kun henfører til centralt organiseret religion, men det er altså ikke hensigten her, at bruge ordet religion i den betydning. Asatroen praktiseres almindeligvis uden dogmatik (trosgrundlag og trosbekendelse, eller centralt udlagte riter), kleresi/præsteskab og kanon. Religion er et ord, der etymologisk er flere bud på hvor stammer fra. Jeg vil her fremhæve betydningen re+ligare (fra latin) som betyder ’genetablering’. Så religion vil her henvise til, at mennesker løbende genetablerer sig til magterne, og betydningen af religion og religiøs praksis kommer alene til at knytte sig til dette, og derfor ikke til graden af organisation inden for religionen.

Gaveofferet
Grunden til at jeg finder genetableringen central knytter sig til asatroens meste centrale rite, nemlig gaveofferet. Ser man sig omkring i litteraturen findes en række forskellige kilder til ofringer, og dette er en skik, der kan spores lige så langt tilbage i den germanske tradition, som det ritualiserede drikkegilde og gæstebud, det vil sige helt til bage til antikkens kilder (1)(2). Og begge dele optræder også i kildematerialet frem til middelalderens skrifter (3), herunder ordet blót (4).

Termen gaveoffer er ikke en entydig størrelse, man kan finde forskelige definitioner af hvad det dækker over. Jeg vil holde mig til betydningen af gaveofferet, som man finder det beskrevet i Gyldendals ordbog (5): ”Offeret kan betragtes som en gave til en gud (gaveoffer).” En anden type offer, der er værd at nævne her, er konviveofferet hvor forbindelsen med magterne vedligeholdes ved et fælles måltid med magterne, samt takofferet i form af votivgaven. En votivgave er en gave til magterne som tak for, at et ønske er blevet opfyldt. Eksempelvis loves et offer hvis en rejse går godt eller en sygdom går over. Sker dette gives votivgaven til magterne. Jeg vil i det følgende koncentrere mig om gaveofferet, da jeg betragter det som det mest grundlæggende (i praksis vil gaveofferet dog ofte være svært at adskille fra konviveofferet, da en offerhandling almindeligvis efterfølges af et offermåltid i asatroen).

Grunden til at jeg betragter gaveofferet som så grundlæggende, skyldes den måde hvorpå riter og myter i den norrøne tradition konstrueres gennem konkrete og velkende elemeter fra det almindelige liv. Gaveudvekslingen mellem høj og lav, såvel som blandt ligemænd, har fra oldtiden tid til i dag været et fundament for indgåelse af relationer mellem mennesker, således også mellem mennesker og magter. Med gaver følger en forpligtelse, eller i det mindste en forventning, om en etablering af et bånd, mellem giver og modtager. Og det er også den forventning, eller forhåbning, der ligger i gaveofferet. Dette udtrykkes i termen do ut des (latin): ”jeg giver, for at du skal give”. Heri ligger det grundlæggende element i gudsforholdet i asatroen, nemlig den vedvarende genetablering af relationen med forhåbningen om, at gaveofferet gengældes af magterne. Hvad er så det for en gengældelse man her kan tale om? I kildematerialet kan man finde nogle ritualiserede skåle udtrykt som ”godt år og fred” og ”sejer og magt (6)”. Her er altså tale om gaver i form af fremgang og velstand i livet. At fokus for gaveofferet bliver det gode levede liv (7), det der oftest bliver opsummeret i det enkelte ord friðr/fred. Den måde at udtrykke sådanne ønsker på findes stadigvæk som en slags besværgelse i sproget i dag, og anvendes ofte til de ritualiserede gæstebud vi går til i dag, med hilsner som ”held og lykke”, ”god vind”, ”tillykke”, ”lang og lykkeligt liv” osv. Dette indfanger et helt grundlæggende træk ved asatroen som helhed, at religionens fokus ligger på det levede liv. Derved træder offerhandlingen centralt ind i asatroen, og at være asatro uden en offerpraksis må siges at være asatro mere af navn end af gavn, ligesom et venskab hvor man aldrig udveksler gaver eller besøger hinanden mere er et venskab af navn end af gavn, jf. Hávamál vers 44 og 119. For nu at inddrage lidt poesi (8):

44. Vil du af en Ven, som du vel tror,
have godt at haabe,
skal du veksle Tanker og Ting med ham,
ofte søge ham op.

119. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
ved du en Ven, som du vel tror,
gaa da ofte og gæst ham,
thi højt Græs vil gro mellem Krat
paa Vejen, ingen vandrer.

Mytefortællingen
Myter er fortællinger, som i Norden har været fortalt som digte og historier. Mennesker fortæller ikke historier og myter bare for at udveksle og sammenligne informationer, men også med det formål at etablere relationer, oprette fællesskaber og forsikre hinanden om, at man har en fælles andel i en og samme verden. Disse ting fortælles og fortolkes i en specifik historisk, kulturel og aktuel ramme: folks egne referencerammer. Her bliver referencerammen blótet og myterne. Jeg vil her i første omgang ikke gå ind på specifikke tolkninger af mytologien, det findes der flere gode bøger der gør (9)(10)(11), jeg vil nøjes med at holde fast i, at genfortællingerne af myterne skulle opfylde rollen som en meningsfuld og samlede referenceramme, og har derfor været en historie, der skulle fortælles med de størst mulige kundskaber (12). Det er stærkt debatteret hvordan de overleverede digte, eddadigte såvel som skjaldedigte, skal vurderes rent kildekritisk, men alene kompleksiteten af digtformerne og rimene, samt brugen af de avancerede kenninge, illustrerer tydeligt at poesien og myterne som referenceramme, har været betragtet som en kunstform, ikke bare som en simpel lægmands opgave. Det har været gennem myterne mennesket har prøvet at udtrykket deres overvejelser om livet og verden og menneskets rolle heri, og derved også de grundlæggende referencerammer. Mytens genfortælling som samtale er derfor et element af asatroen, der må ses som lige så grundlæggende som offerhandlingen. Det vil derfor ofte også give mening at offer og fortælling understøtter hinanden i den samme genetablerende handling, altså i blótet.

Det er derfor gaveofferet og mytefortællingen, der udgør den grundlægende skik, eller praksis, som kaldes asatro. Der er naturligvis mange andre elementer og mange flere lag i asatroen, der bygger oven på dette, ritualkundskaber, mytetolkninger, kildekritik, etik, åndelig indsigt, samt meget andet, men dette ligger i forlængelse af disse grundlæggende elementer.

Det gensidige
Det kunne så være det, idet offeret og mytefortællingen tilsammen udgør det centrale grundlag for asatroen. Men alligevel mener jeg det er vigtigt her, at udvide ideen om gaveofferet en smule. Ideen bag gaveofferet bliver ofte reduceret til, at det bare handler om at behage højere magter så man kan opnå visse ting eller slippe for andre ting. Dette er lige så misforstået, som det at ”arbejde” med magterne, som om de er noget, man kan manipulere med. Det der ligger i gaveofferet er, at der etableres en gensidig binding mellem mennesket og magterne. Ved gaveudveksling indsnævres giverens råderum i kraft af, at der også etableres en forbindelse til forventet adfærd i fremtiden, samt at erfaringer fra fortiden også bringes i spil. Gennem offeret binder giveren sig til en historik og et sæt af generelle forventninger, idet offeret finder sted i spændet mellem anerkendelse af hvad der før er blevet givet og hvad der håbes at blive udvekslet i fremtiden. Når man ofrer, bliver man så at sige bundet af sine egne handlinger og den historik de indgår i. Man binder sig til magterne. Dette er grundlæggende ikke mystisk, det samme sker i forbindelse med gaveudveksling mellem familie og venner, og det er da også denne genkendelige sociale handlingsforståelse, som genfindes i gaveofferet. Men ved offerhandlingen flyttes grænserne, og samspillet mellem magterne og mennesket munder ud i en gensidig relation, der ikke er bundet op på forventningerne om et specifikt fremtidigt udfald, men i stedet handler om selve forståelsen af den rolle man udfylder som menneske i forhold til guderne og den rolle guderne udfylder i forhold til menneskene.

Mennesket som en del af processen
For at sætte denne gensidighed i forhold til den fælles rammefortælling, mytologien, er det værd at bemærke, at magterne gennem deres skabelse af verden og mennesket, som beskrevet i bl.a. Vølvens Spådom, kan siges at sætte scenen omkring mennesket, men dette afslutter ikke skabelsesprocessen. Den fortsætter med at udspille sig, og i denne proces spiller mennesket en vigtig rolle. For gennem mennesket kan ånden vedblive at vokse og spire, og gudernes spilleregler, gudernes principper som de ses i Hávamál, Den Højes tale, kan realiseres (13). Mennesket er en integreret del af magternes proces, og deri ligger potentialet i gensidigheden mellem mennesker og guder. Der er en gensidighed, en proces, mellem magterne og mennesket. Mennesket fik liv og lød og åndsevner af magterne. Og disse åndsevner kan netop blive ved med at udvikle den verden magterne har skabt, ved at efterleve guderens spilleregler (tænk eks. på gæsteversene i Hávamál 1-80) og forme verden, som når man pløjer og sår jorden og omdanner træ, sten og metal til boliger og skibe.

Mødet med magterne
I mytefortællingerne findes der verdener ud over den fysiske. Disse beskrives både som underverdner skjult i dybet og oververdner i et hinsides, skjulte eller usynlige for øjet (se eks. i Vafthrudnismál vers 43). Men dette betyder ikke, at der er en skarp grænse mellem disse mytiske verdner og den fysiske. Især i forbindelse med offeret antages der i asatroen et overlap, hvor det guddommelige kan være til stede i menneskets verden, eksempelvis i gudestøtten ved blótet eller i offerlunden, eller i forbindelse med en udesidning. Dette kan opfattes som en grænseflade eller en kontaktflade. Denne opfattelse ligger i forlængelse af mytefortællingerne, hvor guder krydser mellem oververdnerne og underverdenerne såvel som mellem disse og menneskets verden. Forestillingen om at mennesket realiserer gudernes principper i verden, og altså udgør en slags agent, kan udvides med forestillingen om, at mennesket kan opleve at guderne selv berører verden. Det er dette overlap mellem den åndelige verden og den fysiske, der udgør den grænseflade hvor mennesket kan møde magterne.

Samlet set vil jeg derfor se blótet, med gaveofferet og mytefortællingen i centrum, som grundlaget for asatroen, og disse er de centrale elementer i relationen mellem magterne og mennesket, og i forlængelse af det også mødet mellem magterne og mennesket. Derved bliver det handlingen der kommer i centrum, når man skal beskrive hvad asatroen er, en handling der retter sig mod en løbende genetablering med magterne i bestræbelsen på det gode levede liv.

Fodnoter
1 Gaius Julius Cæsar, Gallerkrigen. http://classics.mit.edu/Caesar/gallic.1.1.html
2 Publius Cornelius Tacitus, Germania. http://ancienthistory.about.com/od/europe/l/bl_text_Tacitus_Germania.htm
3 Ewing, 2008. Kap. 1.
4 Steinsland, 2005. Kap. 17.
5 http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/Primitiv_religion/offer
6 Håkon den Godes Saga kap. 14. http://heimskringla.no/wiki/Haakon_den_godes_saga
7 Steinsland, 2005, s. 33.
8 Larsen, 2004. http://heimskringla.no/wiki/Havi-Maal
9 Kure, 2010.
10 Gro Steinsland og Preben Meulengracht Sørensen, 2001
11 Schjødt, 1999.
12 Meulengracht Sørensen, 2006. Kap. 2.
13 Kure, 2010. Kap. 27 og Kap. 33.

Referencer
Thor Ewing: Gods and Worshippers. The History Press, 2008
Henning Kure: I begyndelsen var skriget, Gyldendal, 2010
Thøger Larsen: Edda-Myterne, Sphinx, 2004.
Jens Peter Schjødt: Det førkristne Norden – religion og mytologi, Samlerens Bogklub/Spektrum, 1999.
Gro Steinsland: Norrøn Religion, Pax, 2005
Preben Meulengracht Sørensen: Kapitler af Nordens litteratur i oldtid og middelalder, Aarhus Universitetsforlag, 2006
Preben Meulengracht Sørensen og Gro Steinsland: Vølvens Spådom, Høst & Søn, 2001

© Peter Thaysn, 2014.

Denne artikel er oprindeligt skrevet til Nordisk Zen.

Mit navn er Peter. Jeg har været aktiv i asatromiljøet siden 2003, og har deltaget i en række forskellige grupper og foreninger, bla. Goderingen og Forn Sidr. Jeg har fra start interesseret mig for asatroen både som praktisk størrelse og som studieobjekt. Jeg mener asatroen skal holdes fri for faste rammer og dogmatik, da jeg ser det som en religion, der lagt fra er færdig med at forme sig, og jeg tror også, at asatroen fremadrettet vil være styrket af løbende forandring. På nuværende tidspunkt er jeg medlem af det uafhængige godeord Gullinkambi (som jeg var med til at stifte i 2000) og er gæsteskribent på livtraser.dk (http://livtraser.dk/stien/peter-thaysns-indlaeg/) ved siden at min deltagelse her på siden. Jeg skriver gerne om både asatroen såvel som den ældre nordiske og germanske religion. Jeg mener begge dele er vigtigt for at sikre asatroen så solidt et fundament som muligt, og for at kunne forstå de overleverede myter bedst muligt.