Udesidning – helt kort

1280px-2017_total_solar_eclipse_at_Rexburg,_ID

Udesidning, útiseta, er en praksis kendt fra det norrøne kildemateriale som påkalder sig en del opmærksomhed, på trods af at det fylder meget lidt. Årsagen til dette er, at hvor der eksisterer en hel del mytologisk kildemateriale findes der forsvindende lidt om rituel praksis. Og som det er med de fleste kilder til rituel praksis er det mere henvisninger til praksis end en egentligt beskrivelse, så selv det mindste vil påkalde sig en del opmærksomhed. Det er nok muligt at udesidning har været det samme som, eller tæt beslægtet med, fænomenet sejd. Sejdpraksissen er noget bedre beskrevet end udesidningen, og sejden var en praksis hvor man gennem sang og andre virkemidler påkalder sig ånder. Ånderne kan man så spørge til råds om fremtiden eller man kan prøve at få dem til at udvirke skade på andre mm. Denne åndemanertradition fra den norrøne kultur, forveksles ofte med noaiderns praksis, men der er ikke rigtigt noget grundlæggende overlap. Noaiderne praktiserede for eksempel. en form for ånderejse for at helbrede syge, mens nordboerne bad til guderne om lægende hænder. Disse ånder, på oldislandsk eks. gandr, kunne altså hidkaldes og interageres med, en praksis der antydes var relativt sjælden og farlig, og ofte ugle set. Men selv om udesidning var forskellig fra sejd kunne formålet tilsyneladende alligevel være det samme, nemlig at opnå syner om fremtiden. Det mest kendte eksempel på udesidning viser dog at det ikke kun var ånder, men guder, nærmere bestemt Odin i eksemplet, som udøveren kunne henvende sig til for at modtage sine syner. Det bedste eksempel er fra vers 28 og 29 i Vølvens Spådom, hvor der står om vølven at ”ene sad hun ude”, måske en reference til en praksis hvor man sad udendørs, man forstiller sig typisk om natten men det fremgår ikke, og på en eller anden måde kom i kontakt med guderne. Fra guderne kunne man så modtage syner og måske andre åndelige indsigter. Der er en tydelig aura af noget esoterisk eller mystisk over begrebet udesidning. En antydning af en transcendens af verdens fysiske beskaffenhed, og en kontemplativ indsigt i livet og verden der kan læres og praktiseres. Og måske mestres.

Hele området vedrørende denne form for praksis, om man så taler om udesidning, spådomskust (spá), sejd eller galder bliver hurtigt vanskeligt at indramme, og derfor vil jeg undlade at prøve at udforme definitioner eller kategorier, hvilket måske også ville være unyttigt al den stund, at de teknikker man dengang anvendte i dag er ukendte.  Jeg vil i stedet helt kort komme ind på hvordan disse informationer om udesidning kan inspirere i dag. Når jeg hører og læser om hvordan andre praktiserer udesidning støder jeg bl.a. på, at udesidning bliver beskrevet som en øvelse, hvor man prøver at tømme sindet og kommer i en tilstand hvor ens tanker er noget man iagttager lidt udefra. Dette er den almindelige beskrivelse af den meditative praksis kendt fra buddhismen og hinduismen (som eks. inden for Advaita Vedanta), og der er jo ikke noget galt i at indlåne denne kundskab i asatroen. Det ser jeg som et eksempel på frugtbar åndelig udveksling mellem traditioner.  Ellers ser jeg ofte forståelsen af udesidningen pege i retning af andre simplere teknikker der anvendes til at søge kontakt med den åndelige verden, såsom sanseberøvelse, især hvis det foregår om natten, så både mørket og søvnmangel kan hjælpe en til at skærpe og åbne de sanser man normalt ikke har skruet op for. Dertil indtagelse af berusende drikke, euforiserende planter eller fokus på eksempelvis repetitiv sang eller ild. Men uanset teknikken vil selve formålet ligge i at opnå kontakt til magterne for at opnå en eller anden indsigt eller forståelse. Og måske det bare er sundt i sig selv engang imellem at finde ro og prøve at åbne sindet og kontemplere over tilværelsen. Personligt har jeg kun erfaring med stille natlig refleksion i den mørke skov. Men dybe tanker, og at mærke gudernes vilje være til stede under stjernerne og mellem træerne, er for mig også en værdifuld erfaring ved åbningen af sindet.

©Peter Thaysn, 2017

Mit navn er Peter. Jeg har været aktiv i asatromiljøet siden 2003, og har deltaget i en række forskellige grupper og foreninger, bla. Goderingen og Forn Sidr. Jeg har fra start interesseret mig for asatroen både som praktisk størrelse og som studieobjekt. Jeg mener asatroen skal holdes fri for faste rammer og dogmatik, da jeg ser det som en religion, der lagt fra er færdig med at forme sig, og jeg tror også, at asatroen fremadrettet vil være styrket af løbende forandring. På nuværende tidspunkt er jeg medlem af det uafhængige godeord Gullinkambi (som jeg var med til at stifte i 2000) og er gæsteskribent på livtraser.dk (http://livtraser.dk/stien/peter-thaysns-indlaeg/) ved siden at min deltagelse her på siden. Jeg skriver gerne om både asatroen såvel som den ældre nordiske og germanske religion. Jeg mener begge dele er vigtigt for at sikre asatroen så solidt et fundament som muligt, og for at kunne forstå de overleverede myter bedst muligt.