Asatroen og naturen af Peter Thaysn

Skov

Jeg holder meget af naturen. Elsker at gå ture i skoven, ville faktisk gerne have min egen private skov, kan lide vandreture i fjeldet og at sidde ved bålet og overnatte ude. Det er vi vist rigtig mange, der godt kan lide. Men hvad er forholdet mellem dette og asatroen?

For mig at se er det mest korrekt at omtale den førkristne religion i norden som en kulturreligion, der i høj grad fokuserede på sociale spilleregler, og hvordan gruppen eller samfundet kunne forholde sig til magterne. Naturen i sig selv var hverken hellig eller guddommelig. Naturen var en ressource skabt ud af jætten, ben, blod og kød, og derfor et råmateriale, som mennesket kan bearbejde og forædle, og derigennem indgå i samspillet med magerne

Naturen blev benyttet, især til agerbrug, bebyggelse og en regulær industriproduktion af skibe – og til tider udnyttet, så det udløste regulere økologiske sammenbrud. Der var med andre ord ikke tale om naturreligion for en jæger og samler kultur i pagt med naturen. Men der har på den anden side været gjort en række arkæologiske depotfund i skove, søer, vandløb, moser osv. Der har tydeligvis været punkter hvor man kunne kontakte magterne, og nogle af disse punkter har altså været i naturen. Moser og søer er traditionelle steder hvor mennesket har søgt kontakten med underverden, og træer og lunde har ofte været steder for kontakt med det hinsides, nok især i forlængelse af anvendelsen af træet som en axis mundi i den nordiske mytologi. Det er bl.a. dette der har fået folk til at forme asatroen som en animistisk naturreligion (samt det faktum man har kopieret meget fra Wicca). Men denne panteistiske tankegang er faktisk af ret ny dato. Brugen af ordet animisme er ikke uden problemer, dette ord er i religionsvidenskaben så bredt dækkende, at det blevet til en diffus term, der dækker over alle mulige forskellige religioner og opfattelser af naturen på tværs af adskillige kulturer og årtusinder, og ordet bliver af mange ikke brugt længere da det er blevet så diffust et begreb at det er meningsløst. Dertil er animismebegrebet traditionelt blevet anvendt som en beskrivelse af primitiv religion, en tankegang de fleste i dag også har forladt. Lidt på samme måde er begrebet shamanisme, som mange knytter til ideen om naturreligion, også blevet udvandet til at dække over alt muligt forskelligt – og derfor ikke rigtigt noget som helst.

Det er grundlæggende disse tanker jeg har overført til asatroen i dag, for mig er naturen en ressource, ikke noget helligt, men et råmateriale, der skal forvaltes på vegne af de fremtidige generationer. Jeg ser det ikke som en nødvendighed, at man skal ud i naturen for at kunne kontakte magterne, og jeg opfatter ikke naturen som besjælet i det hele taget. Men vi kan i naturen se magteners styrkeprøve, når alt på skift visner og blomstrer. Guderens skabende kræfter beskrives i myterne gerne som grønne planter og urter fulde af saft og kraft, som når Rig vandrer ad grønne stier. Jætter beskrives modsat gerne som fortærende og golde.  Det er en måde at forstå magternes betydning for vores liv og den verden vi er betinget af, og hvad det er for et samspil med guderne vi mennesker er bundet til. En proces der blev startet, da Odin slyngede sit spyd og initierede den første krig, verdens grundvilkår.

Alt dette betragter jeg som meget vigtigt for at forstå asatroen. Men det gør altså ikke asatroen til en naturreligion. Asatroen er en religion der primært fokuserer på sociale spilleregler, som fundament for omgangen med magterne. Dette kan især ses i forbindelse med gavegivning som en social institution. Gavegivning hænger i så høj grad sammen med offeret i form at gaveofferet, at det næsten ikke er til at skille ad, derved kommer sociale relationer i centrum, ikke skovens dyr. Et andet afgørende punkt er, at så vidt jeg kan se, er det centrale etiske fokus for asatroen det gode liv. Det er familien, slægten, samfundet der er i centrum i forbindelse med det gode liv og det vil sige helt igennem kulturelt betingede størrelser. Naturen er skøn, værdifuld og uerstattelig. Naturen kan fortælle os meget om verden og det hinsides. Naturen skal beskyttes og gives forsvarligt i arv til kommende generationer. Men asatroen er stadigvæk en kulturreligion.

 

Opsummering:

Naturen spiller i sig selv ikke nogen særlig rolle. Årets gang har sine højtider, og de årlige skift mellem årstiderne kan ses som en manifestation, af myten om den første kamp mellem guder og jætter. Nogle steder i naturen, eksempelvis lunde og høje, er ofte brugte steder for at udføre ofre, og disse steder kan være helligsteder, men ofrene henvender sig til guder og forfædre, ikke til naturen. Asatroen er derfor ikke en naturreligion, men en kulturreligion. Naturen er en ressource, som kan forædles gennem menneskets virke, og som skal forvaltes ansvarligt, da den skal gives i arv til næste generation, men den er ikke hellig i sig selv. Derfor er der heller ikke særlige naturritualer eller noget af den slags, det tætteste er vel en bondes offer for en god afgrøde, men det er så netop bondens forædling af naturen gennem landbrug, der er i fokus, ikke naturen i sig selv.

 

Mit navn er Peter. Jeg har været aktiv i asatromiljøet siden 2003, og har deltaget i en række forskellige grupper og foreninger, bla. Goderingen og Forn Sidr. Jeg har fra start interesseret mig for asatroen både som praktisk størrelse og som studieobjekt. Jeg mener asatroen skal holdes fri for faste rammer og dogmatik, da jeg ser det som en religion, der lagt fra er færdig med at forme sig, og jeg tror også, at asatroen fremadrettet vil være styrket af løbende forandring. På nuværende tidspunkt er jeg medlem af det uafhængige godeord Gullinkambi (som jeg var med til at stifte i 2000) og er gæsteskribent på livtraser.dk (http://livtraser.dk/stien/peter-thaysns-indlaeg/) ved siden at min deltagelse her på siden. Jeg skriver gerne om både asatroen såvel som den ældre nordiske og germanske religion. Jeg mener begge dele er vigtigt for at sikre asatroen så solidt et fundament som muligt, og for at kunne forstå de overleverede myter bedst muligt.