Asatroens fremtid af Peter Thaysn

natur_rapsmark

Når talen falder på asatroens fremtid er det altid det samme tema, der dukker op på min indre skærm. At asatroens fremtid er afhængig det ry asatromiljøet med tiden opbygger, og det ry bliver målestokken for hvordan det er gået. Jeg mener altså, at man skal være parat til at lade sig vurdere. Hvad er det så der skal vurderes? Jeg mener ikke man kan vurdere asatroen uden at vurdere de asatroende selv. Det er folks ord og handlinger der skal vurderes ud fra, ikke teoretiske konstruktioner og intentioner. Så det der kommer i fokus, er den adfærd, som kædes sammen med det at praktisere asatro. Jeg vil sætte fokus på nogle tendenser i ord og handling, som er kendetegnende for asatroende i dag, og måske bliver betydende i fremtiden.

Der er flere grupper i asatromiljøet, der mener at deres religiøse verdenssyn er knyttet til naturbevarelse. Her kan man ikke sige andet end, at dette falder i forlængelse af en populær moderne trend. At ønske en verden fri for forurening, og en natur fri for affald, er et ønske de fleste deler. I tilknytning til dette naturperspektiv ligger ideen om fornyelse og iteration, der for mange også er en del af livs- og verdensopfattelsen i asatroen. Eksempelvis skiftende generationer og ens egen rolle i denne kæde, har betydning for hvordan man opfatter sin rolle og sit ansvar i verden. Ofte tolkes asatroen som fokuseret på livet, dennesidigheden, dvs. at man er ansvarlig for den verden man lever i og giver i arv, og at det er en forpligtelse, at give sine børn samme, eller bedre, chancer som man selv har haft. En inkluderende generationskontrakt mellem forfædre, de nulevende og kommende. Asatroen kan pege frem mod en fornyet forståelse af generationskontrakten, der ikke kun har en snæver betydning relateret til miljøbevidsthed og ressourceforbrug, men også en bredere samfundsmæssig betydning, hvor personligt ansvar, selvforsørgelse og samfundssind ses i en mere langsigtet kontekst. Endda også i en langsigtet etisk kontekst, hvor lykke, ansvar, glæde og retfærdighed ses i en større sammenhæng.

Et andet vigtigt emne i forhold til fremtiden er evnen og viljen til forandring. Jeg ser det som et direkte tab at forsøge, at låse asatroen fast på bestemte forestillinger og praksisser, især efter så kort tid (jeg tæller asatroens begyndelse fra 1971 generelt og ca. midt firserne i Danmark). Dette går lidt mod strømmen, for det er udbredt, at man ønsker faste former og klare svar ganske hurtigt. Det ligger vist i tiden, og her er asatroende ikke ulig resten af samfundet. Personligt ville jeg dog foretrække, at man giver sig god tid – rigtig god tid. Jeg har blótet i snart 15 år og jeg har endnu ikke fundet en form jeg vil lægge mig fast på. Jeg har tolket myter i over 16 år og har endnu ikke fundet en ramme jeg vil lægge mig fast på. For mig hører søgen naturligt sammen med det åndelige. Det er vigtigt at holde fast i, at tolkninger kan være både relevante og ligegyldige. De kan være lærerige og overflødige. De kan være elegante og klodsede. Det er lagt fra ligegyldigt, hvad man bringer på banen, men at udforske og undersøge er en dyd i sig selv. Det modsatte, nemlig fundamentalisme, er goldhed uden den frugtbare iteration og forandring.

Ikke overraskende er asatromiljøet præget af nyreligiøsitet. Det er ikke overraskende da asatroen, som angivet, er en ung religion. Med nyreligiøsitet mener jeg en tendens til at lade religionen fylde meget, både identitetsmæssigt og interessemæssigt. Folk der bliver en del af asatromiljøet har ofte en vis indføringsfase, hvor en masse ting gerne må være meget ”asatro”. Jeg tænker på t-shirts med hedenske logoer, ”hedensk” musik af den ene eller anden art. Bøger om vikinger – både skønlitteratur og faglitteratur. Vikingetøj – ok, alt mulig med vikinger generelt. Dertil ”gamle nordiske” tilnavne, brug af ”hedenske” kraftudtryk og måske mest af alt: ikke at være kristen! Denne fase kan tage et par måneder. Den kan tage flere år. For mange er det en permanent tilstand. Dette medfører også, at man bærer asatroen langt fremme i ens bevidsthed, og det er meget synligt i et land hvor de fleste stadigvæk mener, at religion er en privatsag og er noget man kun sjældent, eller aldrig, taler om. Religion er blevet et større del af det offentlige rum og asatroen er en del af denne tendens. Det er muligt at asatroen i fremtiden vil vedblive med at bidrage til den udvikling, da asatro ifølge mange stadigvæk er noget der skal ”bæres synligt” og gerne skille sig ud. Jeg tror en del af asatroens fremtid vil være fortsat, at blive sat frem i det offentlige rum som en ”vikingereligion” og et grundlæggende identitetsskabende projekt (så nej, vikingefremstillingen i medierne skyldes ikke journalisterne, det skyldes adfærden i asatromiljøet). Jeg håber dog på det modsatte. At religiøs identitet i fremtiden ikke er et dominerende træk ved asatroen. Dels fordi en identitet kan og bør rumme så meget mere end religion, dels fordi ideer om hellige samfund, som ønsket om en fælles ”hedensk identitet” medfører, er med til at undertrykke evnen til selvkritik og fremmer ideer om ret tro (ortodoksi). Og derved kvæles evnen til frihed og forandring, som er nødvendig for den vorden, der løbende skaber fremtiden.

I forlængelse af nyreligiøsitet ligger det ”alternative” og sandt er det, at man møder flere ”skæve” personligheder end mappedyr i asatromiljøet. Den alternative identitet findes overalt i asatromiljøet, og der er ingen grund til at tro, det vil forandre sig i fremtiden. Det er et almindeligt sundt tegn i et samfund, når alternative subkulturer trives. Og det er uden tvivl en kæmpe gevinst, at den danske religiøsitet blev givet fri og som konsekvens deraf er en mangfoldig og diffus ”folkereligiøsitet” vokset frem. Man kan imidlertid ikke påstå, at kampen for at blive accepteret som religiøs- eller livstilsminoritet, var en kamp der skulle kæmpes i forbindelse med asatroens opståen. Den kamp var kæmpet på forhånd af andre. Men det er en arv der skal holdes i hævd. Det er en opgave som de forskellige asatrogrupper kan bidrage til, ved at forvalte deres plads i samfundet voksent og ansvarligt.

Det bliver ofte set som en ulempe, at være en ny religion, især fordi det er normalt, at folk ser ned på nye religioner. Men samtidig er det også en særlig mulighed at asatroen er en religion, der er opstået på denne side af oplysningstiden. En ny religion kan udgå at praktisere eller undskylde skikke, som før blev betragtet som moralske, men som i dag opfattes som suspekte. Her tænker jeg på missionsvirksomhed, at pådutte andre ens egne religiøse regler, retfærdiggørelse af religiøs diskriminering, had, vold og tvang, samt straffe for blasfemi og anden anvendelse af religiøse dogmer i videnskab, politik og jura. Denne bagage fra mørkere tider kan asatroen, som ny religion, grundlæggende afvise, man behøver blot undlade at samle baggagen op. Asatroen er ikke bundet af en historik som skal (bort)forklares. Det er en mulighed for at være et eksempel for andre ved etisk at pege fremad frem for at pege tilbage. Mod og styrke i dag kræver præcis det modsatte af disse gamle uskikke. En udogmatisk, moderat og nuanceret tilgang til religion er netop et forbillede.

Modsat vil videreførelse af andre moderne skikke være fuldstændigt ubrugeligt. Nyere ideer som antimonoteisme, fremmedhad, etnopluralisme og racisme, omfavnes af nogle asatroende i det danske asatromiljø. Dette kan få den effekt, at asatroen bliver et etisk lavpunkt, og det er potentielt til stor skade hvis dette ikke tales midt imod med klare ord. Disse tendenser var stort set fraværende i det etablerede asatromiljø for ti år siden, men nyder i dag godt af accept og udbredelse gennem trossamfundet Forn Sidr. Der er ingen tvivl om, at dette er den største skamplet på asatroens ry herhjemme og dette kan få en endog meget negativ betydning for asatroens ry i fremtiden. (Se meget mere om antimonoteismen og beslægtede elendigheder på min gæsteblog her: http://livtraser.dk/stien/antimonoteismen/ ).

Men for at slutte mere muntert, så er det sagt, at det kan være svært at gøre nar af asatroende da de allerede selv har fortalt alle vittighederne. At kunne kritisere og grine af sig selv er forudsætningen for at kunne indgå i en ligeværdig og kritisk dialog i forhold til andre. Denne evne i asatromiljøet skal til dels tilskrives de gudedigte, der også kaldes skæmtevers (bl.a. Harbards tale og Lokes Skænderi). Muntert, og endda bevidst stødende i deres form, gengives myter på en, for de fleste moderne mennesker, helt uvant måde. En tankegang hvor helligholdelse, mytisk viden og humor ikke er forskellige eller modsatrettede ting, men i stedet interagerer i frugtbar samtale. Religiøsitet bør ikke frygte humor, det gør kun folk svage at gøre det, og at forstå det kan være et vigtigt bidrag til fremtidens religionsforståelse i mødet mellem forskellige religionsopfattelser. Forskellighed, og herunder kritik, mødes bedst når man undlader at skubbe krænkelse, indignation eller offermentalitet foran sig.

Samlet set er der altså flere tendenser i samfundet, som asatatroen kan påvirke og interagere med – positivt og negativt. Resultatet af de ord og handlinger, man vælger at knytte til asatroens praksis, bliver udslagsgivende for hvordan asatroens ry i fremtiden bliver. Og det er op til de asatroende alene at vælge – der er ikke andre at tildele æren eller skylden.

Mit navn er Peter. Jeg har været aktiv i asatromiljøet siden 2003, og har deltaget i en række forskellige grupper og foreninger, bla. Goderingen og Forn Sidr. Jeg har fra start interesseret mig for asatroen både som praktisk størrelse og som studieobjekt. Jeg mener asatroen skal holdes fri for faste rammer og dogmatik, da jeg ser det som en religion, der lagt fra er færdig med at forme sig, og jeg tror også, at asatroen fremadrettet vil være styrket af løbende forandring. På nuværende tidspunkt er jeg medlem af det uafhængige godeord Gullinkambi (som jeg var med til at stifte i 2000) og er gæsteskribent på livtraser.dk (http://livtraser.dk/stien/peter-thaysns-indlaeg/) ved siden at min deltagelse her på siden. Jeg skriver gerne om både asatroen såvel som den ældre nordiske og germanske religion. Jeg mener begge dele er vigtigt for at sikre asatroen så solidt et fundament som muligt, og for at kunne forstå de overleverede myter bedst muligt.