Völkish og politik

Som det er de fleste bekendt har asatroen en del forskellige rødder. Mange i Danmark regner gerne asatroen tilbage til Island 1971, men inden da fandtes der allerede grupper, der havde et religiøst forhold til de nordiske myter, og nogle af dem kaldte sig odinister. Hvor asatroen hovedsageligt tager sit udgangspunkt i folketro, mytologi og blandet neo-paganisme, finder man hos odinisterne også et andet sæt rødder, nemlig rødder der går tilbage til den såkaldte völkisbevægelse og nazismen, altså en tilgang til den nordiske mytologi med et nationalistisk og raceorienteret grundlag.  Det er desværre nok ikke en overraskelse for de fleste, at ideer er hoppet frem og tilbage mellem asatroen og odinismen så der med tiden er opstået et overlap mellem de to. I dag er det ikke muligt, at opstille en klar grænse mellem odinismen, og den type asatro, der har overtaget brugen af de samme rødder som odinismen. Men generelt gælder det, at skal man finde folk der dyrker den nordiske mytologi, og samtidig åbent bekender sig til racistiske eller nazistiske ideer, så vil de oftest kalde sig odinister. Man finder også den slags sympatier blandt folk der kalder sig asatroende, men disse vil typisk tage bevidst afstand fra at bruge et ord som racist om dem selv, men alligevel trækker de på samme ideer og samme ophav som odinisterne. De vil så tale om folkistisk eller folkebevidst asatro i stedet.  Frem for at tale for meget om race, taler man i stedet om en kobling mellem arv, biologi og spiritualitet, og en særlig form for folkebevidsthed eller etnisk identitet. Og om asatroen som bundet til blodet, altså til bestemte blodlinjer. Trods forskellen i retorikken trækker begge grupper på de samme völkische og racistiske rødder. Det er rødder, som nogle asatroende tager klar afstand fra, og det er rødder nogle asatroende omfavner, samtidig med at de ivrigt tilskynder andre at gøre det samme. Og det rejser det grundlæggende spørgsmål om hvad asatroens rolle skal være. Asatroen kan være en åndelig platform for vækst og mødet med det hinsides, et udgangspunk for vores forståelse af livets vilkår. Eller asatroen kan bruges til at skabe en eksklusiv identitet, med henblik på at udskille de etnisk anderledes fra ens egen gruppe, og således bliver asatroen til noget man bruger som værn mod det anderledes og fremmede.

Völkishbevægelsen

I dag vil de fleste nok støde på begrebet völkish i forbindelse med emner relateret til nazismen, men selv om de to begreber blev vævet sammen var völkishbevægelsen ældre end den nazistiske bevægelse. Völkish (folkelig) er egentligt et ord, der dækker over en række forskellige ideer og tankestrømninger i 1800-tallets Tyskland og var en del af den større bevægelse i 1800-tallet’s Europa kaldet romantikken. I sin bog ”Nazimyter” beskriver historikeren Dan H. Andersen den grundlæggende ideologi i vökishbevægelsen, som en kobling mellem folket, naturen og jorden (Nazimyter s. 23). Denne sammenkobling af ideer kunne man også finde flere andre steder i vesten, både i Europa og USA, det var en modreaktion til oplysningstidens rationalitet i 1700-tallet og moderniteten i 1800-tallet. Men i den tyske völkishbevægelse fra anden halvdel af 1800-tallet, lå også indpodet stærke racistiske og antisemitiske elementer, der betonede racen, nationen og folkekarakteren. Andersen skriver: ”Når disse strømninger i Tyskland især har påkaldt sig interesse, er det fordi de tydeligvis indeholdt alle de ideer, vi finder i nazismen” (Nazimyter s. 23). Völkish blev i løbet af 1920’erne en del af den radikale politiske nationalsocialistiske bevægelse. Andersen beskriver også et andet vigtigt element i det völkische, nemlig forestillingen om ”en mystisk og mytisk fortid, en germansk/arisk guldalder, hvor samfundets klasser levede i harmoni med hinanden og naturen under vise mænds lederskab” (Nazimyter s. 23).  Denne tankegang udsprang af romantikkens interesse for historien. Nationalstaternes udvikling i 1800-tallet skabe en stor interesse for nationale legender, folkeeventyr og oldtidens mytologier. I denne sammenhæng førte det til spørgsmålet om hvornår en sådan germansk guldalder havde fundet sted, og hvornår den sluttede. Her kom fokus til at rette sig mod den fremmede semitiske religion, kristendommen, som var blevet påtvunget saxerne af Karl d. Store (Nazimyter s. 24). Og således blev kristendommen i denne del af völkishbevægelsen anset som en fremmed og naturfjendsk jødereligion.  Den tyske völkishbevægelse kom til at rumme mange forskellige elementer som Andersen også remser op: Utopismen, glæden ved kroppen, eksperimenter med livs- og samfundsformer, jagten på den tredje vej mellem kapitalisme og marxisme, afstandtagen fra kristendommen, søgen efter sjælen i naturen og naturen i sjælen, spiritisme og fascination af østens visdom, dyrkelse af intuition og følelse frem for rationalitet og beregning. Dertil: intolerance, voldsfascination og tilbedelsen af totalitært kitch, racisme og antisemitisme (Nazimyter s. 41). Og ikke at forglemme: nyhedenskab.

Völkish og nazisme

Historien ville, at det i Tyskland lod sig gøre at udleve fölkishbevægelsens mørkeste sider, totaliteten, racismen og antisemitismen, fuld ud – i form af nationalsocialismen. Og her er ikke tale om en løs kobling. Dannelsen af nazistpartiet havde tråde tilbage til Thuleselskabet, som var en af de grupper, der førte de mange völkish ideer videre i 1900-tallet. Faktisk fandt der er en regulær genopblomstring sted i mellemkrigstidens Tyskland, hvor völkish ideer holdt sin indmarch i den politiske tækning og politiske grupper, hvoraf nazistpartiet, NSDAP, var det mest markante (Nazimyter s. 87). Völkish i 1900-tallet adskilte sig således fra völkish i 1800-tallet ved at have en politisk dagsorden.

Så hvordan kom völkish tankerne til at se ud i den politiserede aftapning? Her blev racelære, antisemitisme og totalitære nationale idealer helt centrale. Også her skal man være opmærksom på forskelle. En af den nazistiske ideologis mere kuriøse vöklishbaserede indoptag var ariosofien, en pseudo-videnskabelig og filosofisk-religiøs strømning, der baserede sig på ideen om en gylden, gerne hedensk, fortid for den ariske race. En tidligere storhedstid der skulle genskabes. Dette var ikke ideer der kom til at udgøre en central del af nazismen blandt de brede masser, men alligevel fandt ariosofisk tankegods vej ind i nazismens centrale dele, især i form af en streng racelære.  Andre völkish elemeter mødte decideret intern modstand i nazistbevægelsen. Hitler var eksempelvis ikke den store tilhænger af de völkish elementer der rummede nyhedenskab og ideen om den germanske guldalder, som ellers var et klassisk element i den tyske völkish tanke. Hitler omtalte direkte nyhedenskab som ”kultiske tossestreger” og han nedlage forbud mod antikristen retorik, eksempelvis at omtale Karl d. Store som ”sakserslagteren” (Nazimyter s. 175). Hitler var naturligvis tilhænger af ideen om den ariske race, men forbandt arierens glorværdige fortid med middelhavsområdet, Grækenland og Italien, og de klassiske civilisationer. Ikke med mørke germanske skove og stendysser. Dette betød dog ikke, at Hitler ikke var tilhænger af de nationalromantiske og nationalistiske ideer i vöklishbevægelsen, og han skrev i sin bog ”Min Kamp”, at vöklishbevægelsen var nationalsocialistisk og nationalsocialismen var völkish. I ”Min Kamp” anerkender Hitler de religiøse aspekter af vöklishbevæglsen, men samtidig var Hitler meget bevidst om, at de racistiske og nationalistiske elementer i völkish skulle politiseres for virkeligt at gøre sig gældende i den nationalsocialistiske bevægelse (Adolf Hitler ”Min Kamp”, Bind 2 ”Den nationalsocialistiske bevægelse”, Kapitel 1 ”Verdensanskuelse og parti”, München 1927). For Hitler var det altså det politiske potentiale i völkish der var i centrum og derved knæsattes den politiske dagsorden for völkishbevægelsen. Men det religiøse element i völkish, i form af nyhedenskabet, blomstrede under en anden topnazists vinger, nemlig Heinrich Himmler, leder af SS. Som leder af SS udarbejdede Himmler de mest rigide regler for racerenhed, og her taltes folk fra middelhavet kun i den lette ende af hvad der kunne siges at være acceptabelt, nemlig som ”middelhavstilsætning”. Den fineste kategori lød ”ren nordisk” (Nazimyter s. 164). Til at udvikle denne racelære brugte Himmler institutionen Ahnenerbe. Her forskedes der i både biologi og kultur, og i Himmlers optik var den germanske fortid langt mere storslået end nogen anden kultur (som race så kultur), den kristne Karl d. Store var ”saxerslageren”, mens saxernes høvding Widukind var en stor germansk helt. Himmler søgte gennem SS at oprette et germansk alternativ til den semitiske kristendom, komplet med ritualer, helligdage og egen mytologi, naturligvis med førerkulten i centrum (Nazimyter s. 119). Det var Himmlers mål at fortrænge kristendommen og erstatte de kristne riter med nazistiske riter med udspring i en særlig SS udlægning af nordisk og germansk kultur. I Ahnenerbe var der bl.a. et helt institut for Island og Eddaens betydning som hellig skrift (http://www.ancient-astronomy.dk/novmag02.htm). Himmlers kristendomskritik gik flere år tilbage. Det var en udfordring for flere völkish tilhængere, at forene det germanske ideal med hvad nogen opfattede som en fremmed semitisk religion som kristendommen. En løsning, som Himmler tidligt tog til sig, kom i form af ideen om, at Jesus slet ikke var jøde og at kristendommen var arierens protest mod jødedommen (Nazimyter s. 84). Senere skulle Himmler gå hele vejen og afvise jøden Jesus og kristendommen til fordel for en nyhedenskab med rod i völkishbevægelserne. Himmler og Hitler blev aldrig enige omkring dette og naziregimets forhold til kristendommen forblev tvetydig helt til slutningen. Denne tyske skepsis over for kristendommen trak også spor til Danmark, hvor bl.a. Indre Mission vendte Hitler og nazismen ryggen i 1937, bl.a. begrundet i nazismens bekæmpelse af kristendommen. Hvordan kom denne nazistiske aftapning af völkishtanken så til udtryk? Der er flere eksempler på hvordan man inkorporerede antikristendom, antisemitisme og nyhedenskab i nazismen og jeg vil nævne nogle af dem her.

Nazisterne etablerede en organisation ved navn Forbundet af tyske piger (Bund Deutscher Mädel), som alternativ til Hitler Jugend, der var for drenge. Hvor Hitler Jugend først og fremmet handlede om at gøre drenge til soldater, handlede BDM om at gøre piger til gode hustruer og mødre (Nazimyter s. 128). I DBM finder man et eksempel på hvordan nyhedenskabet sneg sig ind i nazismen, nemlig i form af et frugtbarhedsritual hvor pigerne dasede i ring og sang. Som led i ritualet anråbte de den afdøde nazistiske helt Horst Wessel’s ånd og bad om at blive gode nationalsocialister. Og dertil håbede de, at ritualet ville gøre dem frugtbare, for gode BDM piger skulle naturligvis være mødre for fremtidens soldater og nationalsocialister (Nazimyter s. 161). Her har vi et eksempel på en frugtbarhedsrite iblandet en art forfædrekult. Og naturligvis en masse nazisme.

Et andet eksempel stammer fra et ritual blandt tyske studenter ledet af en SA-mand (SA var en tidlig nazistisk kamporganisation). Her var tale om en bogbrænding og defamering af filosofi og religion i modstrid til nazismen. De bøger, der først blev spyttet på, og senere brænd ved seancen, var så forskellige skrifter som Shakespeares samlede værker og en stalinbiografi. Og med i bunken kom også toraen, koranen og biblen (Nazimyter s. 162). De tre bøger der symboliserede de tre fremmede semitiske religioner, jødedom, islam og kristendom. Kampen mod de fremmede var også en kamp på ideologi og religion. Det var en åndelig og spirituel kamp.

Et tredje eksempel var julefejringen. For at distancere fejringen fra kristendommen lagde man i SS-kredse vægt på at fejre hvad man opfattede som det germanske vintersolhverv, og med fokus på førerdyrkelse frem for jesusdyrkelse (Nazimyter s. 118).

Som en rød tråd gennem disse rituelle udskejelser ses et dybt rodfæstet fremmedhad, et ønske om etnisk ensartethed og renhed, racisme, antisemitisme (i form af modstand mod de semitiske religioner jødedom, islam og kristendom) og kulturel chauvinisme. Det er netop disse elementer som kendetegner nazismens tilgang til völkish, og her specifik det, der kom til at danne grundlag for den særligt fanatiske SS-aftapning. De dele af völkishtankegangen, som Himmler lagde vægt på, var det antisemitiske had og racelæren. Det kom i sidste ende til udtryk i ideer omkring hjemstavnen, blodet og jorden (heimat, blut und boden), som grundlæggende ideologiske og politiske elementer.

Som her vist spænder völkisbegrebet over en bred vifte af ideer. Det er derfor også vigtigt, at se på hvilke völkish ideer, der slås til lyd for, når folk fremlægger asatroen på et ”folkebaseret” eller ”folkistisk” grundlag. Er det østens visdom og intuition, eller hadet mod toraen, koranen og biblen og dem der følger disse skrifter der fremhæves. Er det tanker om spiritisme og intuition, eller er det tanker om folkets oprindelighed og særlige ophav, der fokuseres på.  Det gør en stor forskel.

Politisk polyteisme

Med denne korte introduktion til völkish begrebet vil jeg henlede opmærksomheden på nutidige udløbere af dette. I dag bruges begreber som antimonoteisme, etnopluralisme og metagenetik, som i det store hele dækker over de völkische begreber, som jeg har beskrevet. Antimonoteismen dækker i høj grad over den samme afvisning af alt semitisk, altså jødedommen, kristendommen og islam, som fremmede ideer der skal bekæmpes. Etnopluralismen kredser omkring at værne om den rene etnicitet ved at holde forskellige etniske grupper adskilte fra hinanden. Og metagenetikken rummer en særlig racelære (på pseudovidenskabeligt grundlag – ligesom de oprindelige raceteorier).

Antimonoteisme er ikke bare kritik af kristendom, jødedom eller islam. Eller monoteisme generelt. Alt dette falder under almindelig religionskritik.  Antimonoteisme er en selverklæret, specifikt fremmedfjendtlig, hadsk og intolerant type af kultur- og religionskritik, som nogen forsøger at udbrede som et åndeligt og politisk fundament for asatroen. Med dette mener jeg, at ordet antimonoteist er noget folk selv vælger at bruge om sig selv, og dem der først gjorde det, gav også lange og udførlige forklaringer på hvad antimonoteisme er for noget. Og blandt de vigtigste ting, der blev skåret ud i pap gennem flere lange artikler var, at antimonoteismen som ide var vendt mod udøverne af de fremmede religioner kristendom, jødedom og først og fremmest islam. At man som antimonoteist skulle hade og bekæmpe folk, der følger disse religioner, både åndeligt og politisk, og at målet var at rense norden for dette fremmede og forbyde monoteismen. Antimonoteismen kombineres som nævnt med en såkaldt metagenetik, hvor man påstår, at asatroen er arveligt disponeret og derfor kun er velegnet for folk af bestemt afstamning eks. germansk afstamning.

For uddybende forklaringer og dokumentation, se disse blogindlæg om emnet, som jeg tidligere har skrevet, baseret direkte på antimonoteisters egne offentligt tilgængelige tekster:

http://livtraser.dk/grundlaget-antimonoteismen/

http://livtraser.dk/fanatismen-folket-og-jorden-og-racismen/

http://livtraser.dk/en-ny-ordbog/

http://livtraser.dk/misbrug/

http://livtraser.dk/at-kalde-sig-antimonoteist/

http://livtraser.dk/metagenetik/

Men jeg skal ikke snyde læseren for også at tage fat om antimonoteismen her, med udgangspunkt i antimonoteisternes egne ord og forklaringer. Og for ikke at gentage mig selv vil jeg tage fat i en artikel jeg ikke har omtalt på ovenstående blog, nemlig artiklen ”Politisk Polyteisme og Antimonoteistisk Selvforsvar” fra Forn Siðr’s medlemsblad Vølse nr. 45, fra 2008. Lad det være sagt, at artiklen i bund og grund er et angreb på nogle antimonoteistiske kritikere, men der kommer også elementer af mere principiel karakter frem i artiklen og dem vi jeg fokusere på. Den første pointe i artiklen jeg vil fremhæve er den, at polyteisme og politik ikke bør, eller kan, adskilles, og asatroen skal have en klar etnocentrisk og fremmedfjendsk politisk dagsorden, med fokus på et rent Norden. Kristendommen, jødedommen og islam omtales som ”nordiskfremmede” og gøres skyldige i ulykker og ødelæggelse ”fuldstændig hinsides enhver menneskelig fattevene” (Vølse 45, s. 25). Og det skal naturligvis opfattes konkret, som der skrives: ”I enhver henseende er monoteisme og polyteisme hinanden gensidigt udelukkende modsætninger, størrelserne vil per definition altid bekrige hinanden, and never the twain shall meet!” (Vølse 45, s. 26). Og: ”Konflikten mellem monoteisme og polyteisme er uundgåelig og stopper først når en af parterne opgiver sin eksistens.” (Vølse 45, s. 27). Det bliver også understreget i artiklen at islam er kristendommens aftager (Vølse 45, s. 26) og at islam er den mest effektive og krigeriske monoteisme, som bliver indført i Norden med plyndring, hærgen og vold.  Og ikke at slutte op om den antimonoteistiske modstand er forræderisk (Vølse 45, s. 27). Gennem disse udmeldinger bliver det gjort meget klart, at det danske asatromiljø bør betragte muslimer i Danmark som deres værste fjender, og det er en åndelig nødvendighed og pligt at bekrige denne fjende. Den evindelige offerrolle skal da også lige understreges: ”Vores hedenske forfædre var så hedenske, at de blev forfulgt og løjet alt ondt på af de kristne.” (Vølse 45, s. 24). Alt dette bygger på en meget selektiv samfunds- og religionskritik og direkte historisk misinformation, hvis formål er, at opfordre til kamp mod jøder, kristne og især muslimer. Kritikken bygger på en påstand om, at monoteisme definitorisk er intolerant og polyteisme definitorisk er tolerant. Selvmodsigelsen ligger i at antimonoteismen selv udformer polyteismen som totalitær og intolerant. Grundforskellen ligger ikke i antallet af guddomme. Grundforskellen skal findes mellem fanatikere på den ene side, og dem der holder fornuften i hævd på den anden. Forskellen findes mellem de moderate, tolerante og fornuftige over for de fanatiske, intolerante og hadske.  Antimonoteismen er gennem mange offentlige udladninger, hvoraf nogle få er gennemgået her, blevet solidt placeret i sidstnævnte kategori. Dem som altid vil være i strid, og som aldrig kan mødes, er fanatikerne: asatroens antimonoteister og jødedommens, kristendommens og islams fundamentalister. Og de ønsker så mange som muligt skal slutte sig til deres opgør. Det er direkte flabet, at artiklens forfatter påberåber sig oplysningstidens tænkere som sine helte, for dernæst at udbrede netop den form for åndsformørkelse, som samme tænkere ledte an i opgøret med.

Artiklen forsøger også at føre et andet synspunkt til torvs, nemlig en forklaring på hvordan det kunne gå til, at den storslåede polyteisme kunne fortrænges af kristendommen i Norden. Forklaringen går på, at hedenskabet i vikingetiden var i en nedgangsperiode, og ikke var på samme høje åndelige stade som ”i bronzealderen hvor de romerske tropper aldrig formåede at komme over Rhinen ensidige betræde skandinavisk jord.” (Vølse 45, s. 28).  Ud over det faktuelt forkerte i at blande bronzealder og jernalder sammen, bringes der ingen argumentation for bronzealderens åndelige guldalder. Afslutningsvis understreges den vigtige ”livskamp” og der rundes af på typisk floskuløs vis: ”Og dem vi baner vejen for, femtidens helte og heltinder, vil være lagt stærkere, klogere, mere renhjertede og fanatiske i kampen for Jorden og Norden.” (Vølse 45, s. 29).

Vort Folk før Korset – nationalsocialistisk kulturkamp anno 1940

Endelig angives der i artiklen også anbefalet litteratur, som den interesserede kan oplyse sig med (Vølse 45, s. 27). En af anbefalingerne er forfatteren Arent Lemvigh-Müllers ”lille fine værk: Vort folk før Korset” (Vølse 45, s. 24). Den opfodring tog jeg og læse det ”lille fine værk”.

Arent Lemvigh-Müller var en dansk nazist som primært var aktiv i 1930’erne og 1940’erne. Da Lemvigh-Müller udgav denne bog i 1940 havde han allerede en dom bag sig for at have udgivet racistisk propaganda i nazistiske blade, men her forsøger han at holde sine åbenlyst nazistiske og racistiske ideer lidt i baggrunden og i stedet forsøger han at give indtryk af at han vil bidrage til historievidenskaben og arkæologien. Men som jeg har redegjort for ovenfor, formede nazismen sine egne kulturhistoriske elementer af völkish og nyhedenskab, baseret på et racistisk og chauvinistisk grundlag, og denne tankegang træder tydeligt frem som en rød tråd gennem denne bog. Det er nationalsocialistisk kulturkamp anno 1940.

I forordet fremgår følgende om bogens titel:

”Titlen ”Vort folk før korset” henviser – hvad Læseren snart vil opdage – ikke alene det danske Folk, men ogsaa til vore øvrige nordiske Stammefrænder”. (Vort Folk før Korset, s. 9).

Lemvig-Müller skriver i indledningen:

”Men med dette sidste Spørgsmaal er vi pludselig midt inde i den moderne Videnskab, den, der nok smiler af Babel og det hebraiske »Stamsprog«, men som alligevel endnu ikke helt har kunnet give Slip paa den Tradition, der paastaar at ‘Lyset’, Kulturen, kommer fra Østen, og at Nordens Beboere før Kristendommen var uciviliserede Barbarer.”

Dog er ogsaa denne sidste Tradition ved at udgaa af Viden skaben. Jorden gemte Vidnesbyrd om alt det, Menneskene søgte at udslette, og frem af Nordens Mark, Mose og Fjeld steg Beviserne for, at længe før Roms og Grækenlands Blomstring, længe før Kristendommen begyndte at blive til, længe før alt dette levede vore Forfædre i Norden et rigt og straalende Kulturliv!” (Vort Folk før Korset, s. 11).

Og videre:

”Som Indledning vil vi prøve at danne os et Billede af de Mennesker, der har levet og lever her i Danmark. Men straks støder vi paa uhyre Vanskeligheder; thi nogen systematisk Beskrivelse af vort Folk i Fortid og Nutid findes jo ikke. Alligevel oplever vi paa vor Vej gennem Bibliotekerne og Samlingerne en stor Overraskelse! Det viser sig nemlig, at det Folk, der levede i Danmark i den yngre Stenalder for ca. 4000 Aar siden, maa have haft samme Udseende som vort Folk idag!” (Vort Folk før Korset, s. 12). Ja, samme udseende og samme blod: ”Stenalderblod – -! Ved dette Ord aabnes Blikket ind igennem svundne Årtusinder, og vi forstaar bedre vor egen Sjæl og vort Folks Skæbne.” (Vort Folk før Korset, s. 20).

Hermed er scenen sat og ubesværet bevæger Lemvigh-Müller sig fra kultur til race. Det ville naturligvis også være ganske aparte for en nazist ikke at huske at inddrage racetænkningen i sine kulturteorier. Angående raceelementet uddyber han:

”Vel de fleste nulevende Folkeslag indeholder forskellige Race-Elementer. Den moderne Racevidenskab benægter ikke dette men paapeger tværtimod Blandingsforholdets – de enkelte Racekomponenters Betydning – for Folkets Kultur og Moral. Ganske som for de enkelte Slægter og Individer.” (Vort Folk før Korset, s. 18).

Det er værd at hæfte sig ved, at Lemvigh-Müller lægger ud med at fremhæve, at man har haft en tendens til at undervurdere kulturen i Nordeuropa i forhold til kulturen i Sydeuropa, hvilket også er korrekt nok. Det er faktisk en tendens, der lever fint den dag i dag. Men det er ikke nok for Lemvigh-Müller at binde nutid og fortid sammen med kultur og historie, selv om det kunne stå som en selvstændig pointe.  Nej, der skal etableres en raceteori oveni, for kun sådan kan man etablere en ekskluderende biologisk dagsorden. Således tages noget ganske ærværdigt, nemlig mindet om forfædrene, som så misbruges som ideologisk løftestang til at begrunde en racelære beregnet på at adskille og forskelsbehandle folk, der ikke menes at høre etnisk til i Norden. Det er simpelthen et forsøg fra Lemvigh-Müller’s side på, at udnytte den store respekt, som mange folk føler i forhold til nationen, historien og forfædrene, til at hævde nationalsocialismen og begrunde en racistisk dagorden.

Efter at have gennemgået sine tanker om alt fra stenalder til vikingetid, og undervejs overfladisk at have rundet Snorri, Saxo og Tacitus, og refereret folk som Herman Wirth, der sammen med bl.a. Heinrich Himmler, var med til at stifte SS-organisationen for kultur- og racelære Ahnenerbe, når Lemvigh-Müller imod slutningen frem til sin hedenske dagsorden som antydet i titlen:

”Hedningen fredede om alt hvad der havde været Fædrene helligt; de Kristnes Fanatisme udryddede alt.” (S. 37 og s. 120). ”Men med uimodståelig Kraft, støttet af Paven, Kirkefyrsterne, Kejserens og Kongens væbnede Magt, undertvang Kirken det frie norden.” (Vort Folk før Korset s. 120-121).

Der bliver ikke gjort meget ud af at udrede en fortidig forestillingsverden ud over vege hentydninger til Edda og runeindskrifter og spredte hyldester til hedenskabets tro og sæder. I stedet rettes et angreb mod den fremmede semitiske religion: kristendommen. Det der fremstilles som modstykke til ”det fremmede” er i Lemvigh-Müllers egen version af det tyske kærnebegreb inden for völkish, nemlig blod og jord, som symbol på det oprindelige og ægte. Hos Lemvigh-Müller bliver det til Land og Folk. Stilen er direkte sammenlignelig med de antimonoteistiske skriverrier i dag. Det er åbenlyst, at der er tale om mere end et overfladisk sammenfald af holdninger. Antimonoteisternes reference til Lemvigh-Müller giver simpelthen udmærket mening.

Den meget glorificerende tone er slet ikke tilfældig. Interessen for forhistorien faldt sammen med nationalromantikken. Det var en interesse, der opstod rundt om i Europa, som en del af fremkomsten af Europas nationalstater. I Nordeuropa medførte nationalromantikken, at man begyndte at gøre sig forestillinger om egen forhistorie frem for at alene at føre kulturen tilbage til de klassiske middelhavskulturer og først regne med at civilisationen kom til andre egne af Europa med kristendommen, og at tiden før det var barbari, hvor folk krabbede rundt i jordhuler og slog hinanden i hovedet med køller. Nu begyndte man at tage egen fortid mere højtidligt og både videnskaben og kunsten gav deres forskellige bud på fortidens kultur og betydning. Dette blev en afgørende del af völkishbevægelsen og i særlig grad i tilknytning til nationalismen. Og så kommer vi tilbage til den nazistiske del af völkishbevæglesen. Og som repræsentant for denne nazistiske del af völkish er Arent Lemvigh-Müller et godt eksempel. Han bygger en forestilling om, at den nordisk race i oldtiden var på samme civilisatoriske stade, som de antikke kulturer i Grækenland og Italien, og dagsordenen er naturligvis helt og aldeles politisk. Politisk völkish, som netop var forudsætningen for gennemslagskraft i henhold til de tyske forbilleder. Herhjemme kaldte man denne nordisk orienterede antidemokratiske dagsorden for genrejsning, underforstået genrejsning af nordens magt og særkende. I dag kaldes det at ”hævde” norden. Der var naturligvis såkaldte genrejsere, der intet havde at gøre med nazisme eller raceteori. Men præcis Arent Lemvigh-Müller, som antimonoteisterne altså specifikt har valgt at bringe tilbage fra glemslen og fremhæve, var aktiv og vedholdende forkæmper for nationalsocialismen, og hans ”karriere” i den henseende toppede da han under besættelsen fungerede som propagandaleder for den gruppe af morderiske landsforrædere, som var kendt som Schalburgkorpset. Bland Schalburgkorpsets bedrifter finder man deres deltagelse i de modbydelige og feje clearingmord, som blev begået mod civile danskere under besættelsen. Også efter krigen fastholdt Lemvigh-Müller sine nationalsocialistiske synspunkter. Der er altså ikke tale om en mand med en perifer interesse i nazisme, men en vedholdende forkæmper og ideologisk indpisker for nazismen i Danmark. Og også det nyhedenske var vigtigt for Lemvigh-Müller, gennem sit virke i Schalburgkorpset deltog og berettede Lemvigh-Müller om solhvervsfester af klar nyhedensk og nazistisk karakter (https://bibliotek.kk.dk/ting/object/870971%3A89174082). Der var tydeligvis tale om et forsøg på at opbygge en praksis.

Det er en debat der dukker op igen og igen, nemlig i hvor høj grad nazismen egentligt reelt omfavnede en hedenskab. Og i den brede mainstream nationalsocialistiske miljø var denne kredsen om en hedensk fortid kun en mere perifer romantisk fascination af fortiden som tjente til at styrke en raceren germansk identitet. Men i ”Vort Folk før Korset” møder vi faktisk et eksempel på en dedikeret nationalsocialist, der omfavner hedenskabet. Bogen er bevidst diskret i sit udtryk. Der tales til lige præcis de nyhedenske, völkish og genrejsnings ideer, som Lemvigh-Müller (og nu altså antimonoteisterne) ønskede at udbrede, men pakket pænt og nogenlunde tilforladeligt ind. Det er naturligvis meningen, at budskabet skal nå igennem og derfor er det også relativt nemt at gennemskue de underliggende intentioner.

Kampen om Gud

”Vort folk før Korset” er åbenbart ment som en videreførelse af Lemvigh-Müllers tidligere skrift ”Kampen om Gud”, idet dette er den eneste af sine tidligere tekster han referer tilbage til. Dette kiggede jeg så også på for at undersøge mere om grundlaget for det ”lille fine værk Vort Folk før Korset”. I indledningen til ”Kampen om Gud” løfter Lemvigh-Müller sløret for sin nazistiske/völkish dagsorden: Antisemitismen.  ”Denne lille Bog er et forsøg på i faa korte og kraftige Rids at give en Vejledning for Studiet og Forstaaelsen af Kampen mellem nordisk og jødisk Aand.” Og videre: ”Hos os sætter i dag Jehovas forenede Tropper ind for fuld kraft; thi sætter man sig fast i vort Land, lykkes det at bøje det danske Folk endeligt under Jødedommens Aag, da vil en Samling af Nordens Kræfter for Tid og Evighed være umulig.”

Udtryk som Jehovas forenede Tropper er her igen direkte sammenligneligt med det fjendebillede som antimonoteisterne i dag sætter op, helt frem til advarslen om, at det nordiske vil være tab i fremtiden hvis ikke der handles og at kristendommen er den store historiske fjende. I dag er den jødiske fjende dog faldet i baggrunden til fordel for en islamisk fjende, der skal afslutte udryddelsen af nordisk kultur og åndsliv. Konspirationen er centreret omkring ”Jødernes åg” hos Lemvig-Müller, og omkring ”tilrettelagt indvandring” af muslimer til norden hos antimonoteisterne, en tilrettelagt indvandring hvis formål er at etablere shariastater i Europa

Efter således at have introduceret læseren til truslen om Jødedommens Aag fortsættes der af denne bane hele resten af bogen. Her slår Lemvigh-Müller igen sit ærinde fast. Om bogen skriver Lemvigh-Müller: ”Den taler i Nordisk Tungemaal, og enhver, der ikke forstår vor Races sprog, skal lægge bogen ulæst bort.”  (Kampen om Gud s. 9).

Dernæst slås bogens hedenske tema fast: ”Og følger vi kampen mellem vor Forfædres Tro på Lysets Magt og Livets Opstandelse paa den ene Side og den Jødiske Tro på Jehova paa den anden Side, da vil der falde Skæl fra Øjne, og vi vil blive seende.” (Kampen om Gud s. 11). Det er nemt at se hvorfor dette skrift senere fremhæves i forbindelse med ”Vort Folk før Korset”.

Et tydeligt eksempel på hvordan ”Vort Folk før Korset” bygger på ”Kampen om Gud” er fremhævelsen af fortidens herlighed, som gøres ens i de to bøger. Om Norden, altså ”Sydskandinavien, Danmark og Nordtyskland”, beskriver Lemvigh-Müller: ”Paa dette Landomraade levede mange tusinde Aar før Grækenlands og Roms Blomstringstid Folk med højtstående Kultur!” (Kampen om Gud s. 14).

Karl den Store, Saxerdræberen, dukker naturligvis også op: ”Kristendommen fandt i Karl den Store den Mand, der ved Tvang, List, og Svig overvandt og kristnede Sakserne, de hedenske Nordboers sydlige Forpost.” (Kampen om Gud s. 43).

Og så koblingen mellem spiritualitet og blod: ”Vort Folks Blod er for ufordærvet og sundt til at kunne begribe det, der ligger til Grund for Jehovatroen. Kun Bastarderede Folk, hvis aandelige Kraft og Sundhed er brudt, bøjer Ryg for Jehovas Religion.” (Kampen om Gud s. 45-46). Og naturligvis baseres det hele på pseudo-videnskabeligt racegrundlag: ”Vore Forfædres Viden om Slægtens og Folkets Hemmelighed: Blodets Renhed og Aandens Kraft, er blevet bekræftet af Biologien. ” (Kampen om Gud s. 65).

Og allerede her romantiseres der om fortidens solfester: ”Med Baal fejrede man Julfesten, med Baal fejrede man Midsommerfesten. Soltegn blev tegn på liv.” (Kampen om Gud s. 12)(bemærk den fikse lille reference til soltegn).

Dette skrift blev udgivet på det nazistiske forlag Dansk Socialistisk Presse, drevet af nazistpartiet Dansk Socialistisk Parti. Lemvigh-Müller var redaktør på forlaget og medlem af partiet. I ”Kampen om Gud” henviser Lemvigh-Müller igen til et enkelt af sine tidligere skrifter ”Det gamle Testamente i rigtig Belysning”. Så her kunne man fortsætte med at undersøge grundlaget for det ”lille fine værk”. Men det har jeg valgt ikke at gøre, det der har været bragt for en dag i de to skrifter omtalt her, taler et tydeligt sprog. Koblingen af nyhedenskab, antisemitisme og racistisme er ikke til at tage fejl af. Og det er ikke til at tage fejl af, at det hænger sammen med det man finder i artikler, der promoverer antimonoteisme, etnopluralisme, metagenetik og beslægtede emner i dag.

Afrunding

Man kunne have indvendt, at de mange dokumenterbare ligheder mellem antimonoteismen og de mest betændte dele af völkishbevægelserne er tilfældige, men med de direkte henvisninger til Lemvigh-Müller bortfalder tilfældet som gyldig forklaring. Der skal ikke herske tvivl om at ”Vort Folk før Korset” vitterligt er et nazistisk skrift. Nazismen nævnes ikke direkte, teorierne er forklædt som historie og arkæologi og almindelig romantik, men det er völkish på politisk grundlag: Nationalsocialisme. Det er nazistisk ideologi og kulturkamp hvilket er demonstreret ovenfor, og derfor kan brugen af en tekst som denne ikke ses som andet end formidling og anvendelse af nazistisk tankegods. Ideerne, der promoveres som antimonoteisme, trækker altså sine rødder direkte tilbage til den nationalistiske og nazistiske del af völkishbevægelsen i 1930erne og 1940erne, med retorik og begreber, der afspejler de fremmedfjendske, antisemitiske og intolerante rødder. Det kunne se ud til at Lemvigh-Müller i antimonoteismen nu har fået nogle hedenske og politiske arvtagere, der kan videreføre hans arbejder. Og skulle man få den tanke, at det hele er en misforståelse, så har antimonoteisterne fortsat med at fremhæve Lemvigh-Müllers bog, selv efter det nazistiske ophav er blevet påpeget offentligt. Seneste eksempel jeg har set er fra 2014 hvor Lemvigh-Müller promoveres i forbindelse med Facebook gruppen ”Håndbog i – Nordens Religion – mytologi, tro og tradition”. Og lad det være sagt: Det er antimonoteister selv, der aktivt har opfordret folk til at samle Lemvigh-Müller og hans skriverier op. Denne artikel er en respons på denne opfordring. Men nok ikke lige den respons man havde håbet på.

Er det så her det berygtede nazikort smides? Man bliver trods alt ikke nationalsocialist, fordi man lader sig inspirere af en nazistisk forfatter, og det er heller ikke det afgørende. Det afgørende er, at ikke bare trækker antimonoteismen på samme slags intolerance, fremmedhad og etnisk chauvinisme som danske og tyske nazister gjorde. Man er endda direkte inspireret af selvsamme danske og tyske nazister. Og det er vanærende og sølle i sig selv, uagtet om man så er tilhænger af den traditionelle nationalsocialistiske pakke eller ej. Hvad man kan konstatere er, at der under betegnelsen ”Politisk Polyteisme” fremhæves en nazistisk og nyhedensk forfatter. Og når denne politiske antimonoteisme så udbredes for at det skal blive det politiske og åndelige fundament for asatroen, så er målet fuldt. Ideerne er gået i arv til antimonoteistisk kulturkamp i det 21. århundrede:

Lemvigh-Müller Arvtagerne
Antisemitisme Antimonoteisme
Völkish Folkebevidsthed
Racelære Metagenetik
Raceadskillelse Etnopluralisme
Nyhedenskab – Land og Folk Nyhedenskab – Jorden, Magterne, Folket
Hovedfjende: Jødedommens åg Hovedfjende: Den muslimske indvandring
Genrejser Norden Hævder Norden

 

Hvor finder man så disse arvtagere? De, og deres medløbere, har stiftet et par grupper til at udvikle og udbrede arven. Asatru Folk Assembly (AFA) – Denmark er en dansk aflægger af en større ”folkebaseret” amerikansk organisation (kan findes på Facebook her: https://www.facebook.com/AsatruFolkAssemblyDenmark?fref=ts ). Og så er der blótgruppen Hefjendur, det er dem der ’hævder norden’, og denne blótgruppe er officielt tilknyttet trossamfundet Forn Siðr (de har deres egen hjemmeside: www.hefjendur.dk ) (ellers se Vølse nr. 50 s. 32-33).

Det er ikke fordi, der ikke er rigeligt med andre forfatterskaber man kan referere tilbage til hvis man er inspireret af romantikken. Man kunne være gået tilbage til en forfatter som Grundtvig (det ville en ægte fanatisk antimonoteist naturligvis aldrig gøre da Grundtvig var kristen, altså monoteist). Grundtvig var en ledende repræsentant for sin tids romantiske strømninger i Danmark, og nationalromantiker endda, men her finder man en helt anden tilgang til emnerne. Grundtvig gik i høj grad ind for folkeoplysning og selve folket som ide, og Grundvigs vægt kom til at ligge langt fra raceteorier og antisemitisme. I stedet lagde han vægt på sproget og historien: det poetisk-historiske. Det var frihed for Loke såvel som for Thor – ikke blod og jord. Når antimonoteister skal udlægge dagordenen under overskriften ”Politisk Polyteisme”, så er det ikke Grundtvig der er på programmet, det er nazisten Arent Lemvigh-Müller og hans nazi-hedenske ideer som udtrykt i ”Vort Folk før Korset”. Der er en dyb kløft mellem folk som Grundtvig og Lemvigh-Müller. Og, for at citere: ”Never the twain shall meet”. Og det samme bør siges om den nazistiske flirt med nyhedenskab og asatroen i dag. Lemvigh-Müllers tilgang til nordens religiøse fortid har intet reelt, relevant eller brugbart at tilbyde asatroen i dag. Asatroen og nazismens nyhedenskab bør ikke have nogen kobling af nogen art til hinanden. Koblingen er dog ved at blive etableret nu gennem promoveringen og brugen af Lemvigh-Müllers skriverier i det danske asatromiljø. En situation der er muliggjort af det brede asatromiljø’s (delvise) accept af antimonoteismen.

I bogen ”Romantik” beskriver forsker Katrine Frøkjær Baunvig ismernes rolle i forhold til romantikken: ”Kommunisme, socialisme, fascisme, nazisme. Alene ordene kan udløse en eksistentiel kvalme. De emmer af død, de er mættede med grufulde handlinger, og så er de alle i deres grundkerne romantiske.” (Romantik s. 41). Vær varsom med hvilke dele af romantikkens strømninger der refereres tilbage til, især den politiserede völkishbevægelse fra 1920’erne og frem. Det åbne og demokratiske samfund, som vi værner om her i norden, har kæmpet mod tre modstandere: nazisme/fascisme, kommunisme/socialisme, som nævnt, og dertil den religiøse fanatisme/fundamentalisme. Det er disse ulve, der skal holdes fra døren. Og man skal ikke være så bange for at fremføre kritikken. Det er blevet almindeligt, at al kritik af totalitære elementer i debatten er udtryk for ”berøringsangst” eller bare er at ”smide nazikortet”. Og sådanne argumenter bruges helt bevidst for at afvise kritik. Det ligger i tiden at tonen gerne må være hård, og det gemmer man sig bevidst bag ved. Men det er alvorligt, at høre folk forbigå kultur og demokrati som grundsporet i samtalen, og i stedet fokusere på det, der er helt uden tanke og kultur, nemlig blodet. I den sammenhæng bliver asatroen blot et overfladisk tilbehør, der legitimerer brugen af tankegodset fra typer som Lemvigh-Müller.

 

 

 

Henvisninger

Dan H. Andersen: Nazimyter – blodreligion og dødskult i Det Tredje Rige, Aschehoug, 2007

Katrine Frøkjær Baunvig: Romantik, Aarhus Universitetsforlag, 2014

Arent Lemvigh-Müller: Det gamle Testamente i rigtigt Belysning, Dansk-Socialistisk Presse, 1936

Arent Lemvigh-Müller: Kampen om Gud, Dansk-Socialistisk Presse, 1936

Arent Lemvigh-Müller: Vort Folk før Korset, Eget forlag, 1940

Starkad Storm Stensgaard: Politisk Polyteisme og Antimonoteistisk Selvforsvar, Artikel i Vølse 45, udgivet af Forn Siðr Asa- og vanetrosamfundet i Danmark, 2008

Starkad Storm Stensgaard og Morten Tirssøn Mathisen: Ny blotgruppe: Hefjendur, Artikel i Vølse 50, udgivet af Forn Siðr Asa- og vanetrosamfundet i Danmark, 2009

© Peter Thaysn, 2015

 

Denne artikel er oprindeligt skrevet til Livtraser. Se:http://livtraser.dk/folkebaseret-asatro/

Mit navn er Peter. Jeg har haft min gang i asatromiljøet i over ti år, og har deltaget i en række forskellige grupper og foreninger, bla. Goderingen og Forn Sidr. Jeg har altid interesseret mig for asatroen både som praktisk størrelse og som studieobjekt. Jeg mener asatroen skal holdes fri for faste rammer og dogmatik, da jeg ser det som en religion, der lagt fra er færdig med at forme sig, og jeg tror også, at asatroen fremadrettet vil være styrket af løbende forandring. På nuværende tidspunkt er jeg medlem af det uafhængige godeord Gullinkambi (aktiv siden 2000) og er gæsteskribent på livtraser.dk (http://livtraser.dk/stien/peter-thaysns-indlaeg/) ved siden at min deltagelse her på siden. Jeg skriver gerne om både asatroen såvel som den ældre nordiske og germanske religion. Jeg mener begge dele er vigtigt for at sikre asatroen så solidt et fundament som muligt, og for at kunne forstå de overleverede myter bedst muligt.