Med moderation åbnes sindet – og et meget kort kig på Rig’s Remse

Rig_in_Great-grandfather's_Cottage

Den religion der bevarer sig pragmatisk, tolerant og åben, eller med et andet ord moderat, har en konstruktiv rolle at udfylde i forhold til hvordan åndelighed kan spille ind i fremtidens oplyste samfund. Der er mulighed for alle religioner i fremtiden at blive åndeligt værdifulde strømninger i en verden hvor folkestyre, retsstat, videnskab, pluralisme og tolerance karakteriserer samfundets grundlag, og åndelig vækst og modning dets muligheder. Men det kræver altså, at det er de moderate tolkninger og vægtninger der vinder indpas på bekostning af fundamentalisme og fanatisme. Her skal fundamentalisme og fanatisme forstås som en autoritær tilgang til religion (og med en til tider en voldsparat tilbygning). Dette kræver til gengæld også, at man som moderat modsiger og bekæmper de kræfter, der lægger vægt på åndelige dagsordener funderet i fundamentalisme og fanatisme – især der hvor disse har fundet vej ind i almen praksis. For fundamentalisters og fanatikere eksistens kræver faktisk en rimelig udbredt accept af deres synspunkter, accepten er det vand som de skal bruge til at svømme i.

Hvordan ser en moderat tilgang ud

Et af elementerne ved en moderat tilgang til religion er forståelsen af, at man ikke er automatbeskyttet mod at blive krænket eller fornærmet i forhold til ens religiøse standpunkt. Dette er noget autoritære religiøse udlægninger har det svært ved, hvor påstået åndelig sandhed kan udlægges som lig med krav om en særlig respekt og ophøjethed, eller krav om særhensyn eller særstatus. Men respekt er noget man skal gøre sig fortjent til, enten ved det man siger eller gør. Det er ikke noget man automatisk får bare fordi man siger man tror på, at en mand gik på vandet eller en anden mand red til himmels på en hest, eller at et spaghettimonster flyver rundt i universet. Folk kan have de trosforestillinger de vil, lige fra nisser til moder jord, men så snart man skal respektere trosartikler pr. automatik, bare fordi det er trosartikler, så tiltrækker det dogmatikere og krænkelsessyge i massevis, og giver dem en legitim måde at påtvinge omverden deres snæversyn på.

Moderat tilgang betyder, at man lader sig selv og andre tænke og vælge frit på baggrund af en fri debat. Det vil også sige, at religiøse udlægninger, der lever højt på at kræve lydighed og ensretning, forhåbentligvis ikke kommer til at trives i en fremtid, hvor de åndelige spor mennesket kan vælge at følge er mange, og det står alle frit for at vælge den vej deres hjerte og hjerne tilskynder. Og folk skal kunne vælge uden snak om, at de ikke kan eller bør vælge det ene eller det andet til, eks. grundet etnisk eller biologisk oprindelse. Eller lige så slemt, ikke kan eller bør vælge det ene eller det andet fra grundet anklager om frafald eller forræderi. Altså at man ikke forvandler drenge til små shariabetjente og binder piger med slør og familie-”ære”, eller opfordrer til at folk binder deres åndelighed til deres biologi (hvad enten det er køn eller hudfarve). At håndhæve den rette tro og sikre mod frafald er jo sjovt nok ikke noget guden gør, det er såre menneskebåret. I øvrigt ligesom det at opdrage sine børn til ”folkebevidsthed”, at tro deres blod eller hudfarve er bestemmende for deres åndelighed og valg af guder, er det. Disse praksisser, bunder i intolerance og ensretning med henblik på at gøre folk åndeligt fattige og begrænsede, så de bliver i folden. De er fundamentalistiske i natur, da de bygger på noget, der hævdes at være givet på forhånd, enten i form af hellig åbenbaring eller hellig biologi, og derved hævet over den enkeltes eget åndelige valg.

En moderat religiøs fremtid er en fremtid hvor begreber som blasfemi, vantro og anden uvidenhed ikke vægter og hvor religiøs selvhøjtidelighed er en ubetinget ulempe. Hvor mytiske skæmtevers er en teologisk styrke, og hævnfantasier over syndere og urene i det hinsides er en svaghed. Hvor ånden ikke er underlagt dogmatik om ret og vrang, ren og uren, men i stedet måles på sin evne til at vokse, skabe og give.

Den moderate må afvise ikke-verificerbare ”sandheder”. ”Din sjæls frelse er i fare hvis du ikke tror” eller ”du kan opnå frelse gennem martyrium hvis du tror” er udnyttelse af det rum hvor erfaringen ikke kan gå, hvilket giver mulighed for at spille på frygt eller vrede i stedet. At prædike det slags som sandhed er charlatanernes tilgang til åndelighed.

Fanatisme og fundamentalisme er altid ødelæggende kræfter. Kristne fundamentalister i Afrika og Nordamerika, Islamiske fanatikere over det meste af kloden, fundamentalsiske hinduer i Indien, fundamentalistiske shintoister i Japan (komplet med yamato-racisme) og fanatiske buddhister i Myanmar. Også asatroen søges indhyllet i fanatismens mørkesind her til lands. I en tid hvor religion for de autoritære og de intolerante har meldt sig blandt de største og mest aktive aktører i kampen om indflydelse i det globale åndelige rum, har den moderate religiøsitet behov for at blive manifesteret langt tydeligere, og det fordrer konsekvent kritik af alt form for fundamentalisme og fanatisme. Og det kan kun ske hvis de moderate selv tager bladet fra munden og gør sig gældende. Moderat betyder ikke veg eller vægelsindet.  En moderat tilgang fordrer netop styrke til at kunne vægte og vælge i en verden uden absolutter, og det fordrer en tænkende og refleksiv åndelighed, der er villig til at genbesøge sine grundantagelser, og være parat til at modificere og endda forkaste nogle af dem. Og som derved er i stand til at udvikle sig og forædle sit indhold, uden hensyntagen til hvilke spørgsmål man må stille og hvilke synspunkter man må udfordre undervejs.

Og sidst men ikke mindst, tager den moderate sig af sin familie og venner først uanset hvad. Den der elsker sin gud, profet, frelser, guru, tempel eller hvad det måtte være højre end familien, ja højere end selve livet, er ikke from eller vis, men slet og ret en idiot! Verden har ikke brug for flere der vil dræbe eller dø for deres tro. Verden har brug for at dette ideal forlades fuldstændigt.

Den åndelige søgen

Hvad betyder det så for asatroen i praksis? Det må medføre, at man både må afvise ideen om asatro som lige god uanset udformning. Og man må omfavne at granskning og kritik skal veje tungere end den enkeltes egne følelser. Og dertil afvisning af ideen om den rene tro, uagtet om der henvises til renhed i ånden eller i blodet. Vejen frem for det åbne kritiske sind må dels ligge i en etisk, eksistentialistisk eller anden filosofisk tilgang, med sigte på kontemplation, selvindsigt, refleksion og videndeling. Først og fremmest i form af kritisk tænkning og dialog, herunder kildekritisk granskning. Men også i praksisser som udesidning eller sanseudvidelse. Målet for disse bestræbelser kan beskrives som erkendelse, selvindsigt, visdom eller livslykke. Eller lidt mere poetisk som åndeligt år og fred.

Den moderate tilgang må forblive grundlæggende undersøgende og spørgende, for det åbne og kritiske sind skal holdes skarpt. Jeg er klar over, at man ikke konstant går og sætter spørgsmålstegn ved sin praksis hele tiden, dagenes små ofre gives tit uden større refleksion, højtider kommer og går, men det bør være en del af praksis, fra tid til anden i det mindste, at være søgende, at udfordre og åbne sindet for forandringer og nye erkendelser og praksisser. At studere asalæren eksempelvis kontemplere potentialet for indsigt i mytologien. I åndelige spørgsmål er det moderate sind det nysgerrige og lærerige sind.

Den konstante åndelige søgen kan blandt andet formuleres således:

Da tog jeg til at spire

og blive vis

og vokse og fyldestgøres.

Ord mig fra ord

førte til ord.

Handling mig fra handling

førte til handling.

 

(Den Højes Tale 141, Henning Kures oversættelse)

 

Rig’s Remse

Det med at ord fører til ord og handling til handling kan der måske ses et eksempel på i eddadigtet Rig’s Remse. Digtet handler om guden Rig der vandrer ad grønne stier, sandsynligvis et billede på frugtbare stier der blomstrer når Rig passerer, gudernes åndelige skaberkraft poetisk indrammet. Guden besøger tre hjem og hvert sted efterlader sin frugtbare kraft. Men som digtet er komponeret er det ved tredje besøg at digtet for alvor begynder af folde sig ud. De tre hjem som guden besøger læses almindeligvis som trællens hjem, bondens hjem og adlens hjem og det er ikke tilfældigt, at det er besøget hos adelsfamilien der får den store opmærksomhed. De eddadigte der er overleveret er sandsynligvis en form for digtning, der er skrevet til datidens krigerelite, beregnet til at blive opført i hallerne for hirdens mænd. Det feudale system havde ændret sig i løbet af jernalderen, hvor en sammensat krigerelite havde overtaget den traditionelle magtfordeling, der ellers havde været baseret på lokale slægtsforhold, og erstattet den med et system, hvor magten hvilede på høvdinge og kongers evne til at tiltrække støtter og samle de bedste omkring sig i hirden, og binde dem til sig gennem et sindrigt system baseret på distribution af rigdom, magt, gaver og eder. Optagelse i hirden har muligvis været beslægtet med optagelse i slægten, hvor man heller ikke bare var født til slægts- og arveret, man skulle rituelt optages i slægten først, og jf. den hyppige brug af fostbroderskaber fra sagamaterialet, har tilknytninger nok ikke været defineret af, eller begrænset til, direkte slægtskab. Ed har stået over blod, man fødes ikke ind i sin slægt eller hird, man optages. Noget der måske også ses mytisk i både Vølvens Spådom og Vegtamskvadet, hvor Vali (hævneren) dræber Høder ”én nat gammel” (Vegtamskvadet 11 og Vølvens Spådom 33), og ”han vaskede aldrig hænder og håret blev ikke kæmmet” (Veg. 11 og VS 34). Tolkningen er, at Vali kun kunne hævne Balder ved et dræbe Høner, hvis han gjorde dette før han blev optaget i slægten og derved undgår at begå brodermord. Dette henviser muligvis til et (knæsætnings)ritual hvor et barn bl.a. skulle vaskes og gøres pænt i stand som forberedelse til at det blev optaget i slægten frem for at blive sat ud. I Rig’s Remse beskrives dette ritual som at barnet øses med vand (vers 7, 19, 31). Denne kriger- og herskerideologi har altså muligvis stået som overbygning, og i delvis kontrast, til tidligere mere lokalt orienteret samfund, hvor familieforhold og blodsbånd helt ubetinget har dannet kernen i menneskets sociale selvforståelse.

Rig’s Remse kan fortælle os noget meget afgørende omkring denne nyere krigernobilitets syn på sig selv. Selvforståelsen illustreres måske af de tre døre til de tre hjem der beskrives i digtet, hvor dørene til de tre hjem står forskelligt: henholdsvis lukket (første hjem kaldet et hus), på klem (andet hjem kaldet en hal) og rigeligt åben (tredje hjem kaldet en sal) (baseret på Thøger Larsens oversættelse). Det er i det tredje hjem, at de fuldt formår, at omsætte den guddommelige gaves potentiale til indsigt og store gerninger; fra ord til ord, fra handling til handling. Pointen kan godt være den, at krigereliten således kunne bekræfte sig selv i at være de mest indsigtsfulde, og samtidig retfærdigøre deres forrang i religiøse anliggender. Krigereliten har muligvis set sig selv som et åndsaristokrati, med særlige forbindelser med det åndelige, og har derigennem nok også kunne legitimere deres kontrol over de store vigtige offerfester. Og det kunne se ud som om det ikke bare har været tomme ord, men at der har eksisteret en åndelig praksis, som der her henvises til, en forståelse for hvordan sindet bedst tager imod gudernes inspiration, nemlig ved at holde den åndelige dør rigeligt åben. Selve det autoritære feudale system er trods alt så uattraktivt for os på denne side af oplysningstiden, at det ikke er et eksempel til efterfølgende længere, og det bør forkastes sammen med dets autoritære syn på religion. I stedet bør man uddrage ideen om, at man med et åbent sind er modtagelig for den åndelige inspiration, det holder nemlig til gengæld fint den dag i dag.

 

©Peter Thaysn, 2018

Mit navn er Peter. Jeg har været aktiv i asatromiljøet siden 2003, og har deltaget i en række forskellige grupper og foreninger, bla. Goderingen og Forn Sidr. Jeg har fra start interesseret mig for asatroen både som praktisk størrelse og som studieobjekt. Jeg mener asatroen skal holdes fri for faste rammer og dogmatik, da jeg ser det som en religion, der lagt fra er færdig med at forme sig, og jeg tror også, at asatroen fremadrettet vil være styrket af løbende forandring. På nuværende tidspunkt er jeg medlem af det uafhængige godeord Gullinkambi (som jeg var med til at stifte i 2000) og er gæsteskribent på livtraser.dk (http://livtraser.dk/stien/peter-thaysns-indlaeg/) ved siden at min deltagelse her på siden. Jeg skriver gerne om både asatroen såvel som den ældre nordiske og germanske religion. Jeg mener begge dele er vigtigt for at sikre asatroen så solidt et fundament som muligt, og for at kunne forstå de overleverede myter bedst muligt.