Over vandet, under jorden

Galvån

I kilderne til jernalderens og vikingetidens hedenske religion i norden optræder en del forskelligartede forestillinger omkring døden. Jeg vil i denne artikel se på et par forestillinger, der knytter sig til vand. Uden at det er konsekvent eller entydigt, er der en del eksempler fra perioden på gravpladser, der ligger adskilt fra beboelse af en å eller bæk, og gravsteder i forbindelse med skibssætninger, eksempelvis ved Glavendrupstenen på Fyn, for ikke at tale om begravelser i faktiske skibe som Osebergskibet, Ibn Fadlan’s beskrivelse af en bålfærd i skib ved Volga, samt Snorris genfortælling af en myte omkring Balders bålfærd i et skib. Så hvorfor denne kobling mellem gravskikke, vand og skibe?

I mytologien optræder der bl.a. en opdeling af verdner i en oververden og en underverden, adskillelsen af disse verdner kan beskrives som udgjort af vand. En verden over vandet og en verden under vandet. Dertil optræder også jætteverdner hinsides havet, et mytologisk element der også benytter vandet som skæl mellem verdner. De døde bliver ofte placeret i underverden, som angivet i Vafþrúðnismál vers 43: ”Jeg kom i ni verdener; neden under mørke-Hel.; Folk dør dertil fra Hel.” Hvis dette skulle passe, må der så også være et vand de døde skulle passere på vejen til denne underverden. Dette finder man måske i vers 39 i Vølvens Spådom: ”Der så hun vade; i tunge strømme:; Bedrageriske mænd; og mordere,; og den der forleder en andens fortrolige.; Der udsugede Nidhug; ligene af de hedengangne,; tyven tilintetgjorde mænd,; – ved I nok eller hvad?” Disse tunge strømme skulle angive hvordan de døde krydser et vand for at komme til dødsriget. Verset har været tolket som en form for straf over de bedrageriske og morderiske mænd. Men frem for at se disse døde mænds vaden i tunge strømme som en straf, kan det ses som en specifik karakteristik, der tjener til at beskrive dem som netop døde. Denne vaden optræder også i Reginsmál vers 4, hvor de døde vader over vaðgelmir hvor første del af ordet kan oversættes til vadested. Man passerer vand ved hjælp af et vadested, så i begge tilfælde angives det at de døde må krydse vand på vejen til underverdenen. Altså kan betegnelsen af dem der vader de tunge strømme eller krydser vadestedet være betegnelser for døde generelt. Henvisningen til mordere og bedragere der vader i tunge strømme i Vølvens Spådom refererer altså ikke nødvendigvis til at dette skal opfattes som en straf. Strafelementers understøttes ofte af tilstedeværelsen af Nidhug (foragt-hug) i verset. Men frem for at være en del af en straf i den hinsides kan Nidhug ses som et billede på foragten, der udsuger eftermælet hos dem, der betegnes som mordere og deslige. Man pines ikke i Hel, men i stedet mistes det af ens efterliv, der lever i det gode minde.

I denne sammenhæng giver det god mening med begravelsesskikke, der betoner det at krydse vand, herunder skibe, som eksempelvis at gravsætte de døde i en skibssætning. Begravelsen bliver derved helt bogstaveligt en overgangsrite eller overgangstilstand. I forlængelse af dette kunne skibssætninger også være et oplagt valg af sted i forbindelse med forfædredyrkelse.

Inspirationen til denne artikel er især hentet i to tekster af Kure, eventuelle misforståelser i forhold til disse står for egen regning.

Henning Kure: Wading heavy streams, 2008.

Henning Kure: I begyndelsen var skriget – Vikingetidens myter om skabelsen, Gyldendal, 2010.

© Peter Thaysn, 2012, 2015.

Denne artikel er oprindeligt trykt i tidsskriftet Urds Kilde.

Etikken i Hávamál

Skal det være muligt at uddrage nogle konklusioner omring en egentlig etik i Eddadigtningen, må et sådant forsøg gøres sættes i ramme, for at kunne komme ud over det rent deskriptive. Jeg vil derfor i denne artikel forsøge at indkredse nogle overordnede konturer i eddadigtet Hávamál, for derigennem at komme lidt videre med at opstille en overordnet tolkning af digtets indhold.

De steder, hvor man mest direkte kan se den etiske tænkning træde frem, er i de mindst mytiske vers, altså versene 1-102 og 111-137, med hvad indeholder disse vers? Indholdet af disse vers er meget korte situationsbeskrivelser, kombineret med en bestemt adfærd. Kombinationen af situationen og adfærd betyder, at det, der træder frem i versene, er karakteristikker af personers optræden, altså deres egenskaber. Diskussionen går altså ikke på, hvilken handling, der bør gøres eller ikke bør gøres, men på, hvilken slags person man bør være. Er dette så en sondring mellem rigtig/forkert? Nej, det går ud på at erhverve karakteregenskaberne som en del af sig selv, med det henblik, at opnå det bedst mulige liv. Man spørger ikke: ”Hvad er rigtigt og forkert?” Man spørger: ”Hvordan skal jeg være for at leve et godt liv. Eller som det skrives: ”Jeg råde dig Loddfafnir, mit råd du tage, du skal nyde om du nemmer.” Svaret er, at erhverve de i Hávamál beskrevne karakteregenskaber og praktisere dem. Det er et spørgsmål om at leve et godt liv. Det ene eksisterer ikke uden det andet.

Hávamál vurderer disse karakteregenskaber ud fra en bredere begrebsmæssig ramme. Der anvendes karakteristikker såsom ”de gavmilde” (vers 2), ”velsindet” (vers 3), ”den der intet kan (usnild)” (vers 5) eller ”tænksom” (vers 6) osv. Hávamál’s sigte i disse vers er altså at beskrive forskellige karakteregenskaber, og det er i selve karakteristikken, der ses på baggrund af situationen og motivet bag handlingen, der fortæller, om man er etisk eller ej. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt noget altid er rigtigt eller forkert, men et spørgsmål om, hvad man i den konkrete situation bør gøre. Hvilken karakter har man, hvis man gør så eller så i den konkrete situation, og svaret på dette spørgsmål er i sig selv etisk dom. Karakteriseres man som gavmild er man etisk, og karakteriseres man som fej er man uetisk. Konsekvensen heraf er, at den etiske diskussion ikke retter sig mod opstillingen af et enkelt regelsæt, men i stedet mod en diskussion af karakteregenskaber. Det kan så siges, at vurderingen af rigtig/forkert bliver sekundært afledt af disse karaktertræk. Tolker man de forskellige vers ud fra en sådan betragtning, træder en række karakteregenskaber frem. Den konkrete tolkning af de enkelte vers kan naturligvis diskuteres, men selve tankegangen giver nogle lærerige resultater.

Der er mange vers, der frem for direkte at beskrive et ønskeligt karaktertræk, bekræfter det modsatte, men man kan tolke versene i positiv retning således, at når negative karakteregenskaber, som i vers 17, der beskriver tossen, der opfører sig usnildt, kan man vælge at vende dette om og trække den positive modværdi, snilde, frem.

Det gælder om at finde det rette i skiftende situationer. Det etiske menneske er det, der har rodfæstet disse karaktertræk og ufortøvet praktiserer dem og derved gør det rette. Kan dette kaldes etik? Ordet ”etik” kommer af græsk ”ethos” og betyder ’sædvane’ eller ’sæder’, altså i stil med oldnordisk siðr (’moral’ betyder det samme, men kommer af det latinske ’mores’). Hvad Hávamál foreskriver, er følgende en sædvane baseret på karakteregenskaber, der sætter personen  i stand til at gøre det rette i skiftende situationer, hvor motiv og afvejning af situationen danner grundlag for en beslutning.

To eksempler

I vers 5 møder man en person, der færdes ude, altså blandt fremmede, og denne skal være snild (”vid behøver”) og det etiske ligger altså i beskrivelsen af, at man er snild. I anden halvdel af verset bekræftes det modsatte, nemlig at den usnilde (”den der intet kan”) bliver betragtet med spot, altså man betragtes som uetisk.

Vers 6 rummer endnu flere karakteristika. Situationen er igen at man færdes blandt fremmede (linje 3-4), og hvilke karakteregenskaber er da vigtige? I første linje er ordholdenhed og beskedenhed i spil, i anden linje opmærksomhed. I femte linje beskrives det at være snild, som det at have en trofast ven, altså både snilde og trofasthed bringes frem.

Dette betyder, at en person, der er blandt fremmede, gør det rette hvis vedkommende udviser snilde, ordholdenhed, beskedenhed og opmærksomhed. Blandt venner er trofasthed det rette. Dette kan også benævnes værdier, altså blandt venner er er trofasthed en god værdi, mens snilde, ordholdenhed, beskedenhed og opmærksomhed er gode værdier blandt fremmede. Dette kan kaldes en sædvane – eller etik.

Hvad betyder dette for den etiske diskussion? Det vil måske stå tydeligt for nogen i hvor høj grad denne analyse ligger op ad den dydsetiske tradition. Dydsetikken opstiller karakteregenskaber i attraktive dyder (modig, snild, osv.) og ikke-attraktive laster (fej, usnild). Dydsetikken skiller sig ud fra de to store etiske skoler, den pligtetiske og den nytteetiske. Filosofien har siden 1800-tallet primært diskuteret etik ud fra disse to grundsynspunkter, hvor pligtetikken er den gode vilje og nytteetikken er den gode handling. Begge retninger forsøger at opstille almene (universalistiske) retningslinjer for, hvornår en given handling kan betragtes som etisk rigtig eller etisk forkert. Forskellen er så, at pligtetikken vurderer ud fra den handlendes motiv, mens nytteetikken vurderer ud fra handlingen.  I det første tilfælde skal man handle ud fra en almen lov (det kategoriske imperativ) og i det andet tilfælde skal handlingen skabe almen nytte (nyttemaksimeringen). I moderne jargon kaldes dette for tynde etiske begreber (abstrakte), men de dydsetiske begreber kaldes tykke (beskrivende). Hávamál rummer ikke almengyldige læresætninger og derved almene regler for vurdering af rigtigt/forkert (eksempelvis ”du må ikke lyve”), men er rig på tykke etiske begreber (karakteregenskaberne) og passer følgelig ikke ind i hverken pligtetikken eller nytteetikken, men havner snublende nær den klassiske dydsetik.

Selvforædlingen

Faktisk går Hávamál i sin helhed endnu længere end til at opstille karakteregenskaber. Digtet knytter de etiske forskrifter til en bredere mytologisk kontekst, nemlig digtermjøden og runerne hvorved beskrivelserne bliver specifikt koblet til resten af Eddadigtningen. Den bredere fortolkning af digtermjøden og runerne vil jeg ikke redegøre for her, men at begge dele knytter sig til Odins visdom og indsigt er almindeligt accepteret. Mennesket er klædt i Odins klæder jf. Hávamál vers 49-50 (Odins klæder kan ud fra disse vers beskrive venskab eller kærlighed, men også mere generelt tolkes som egenskaber, Odin har givet mennesket), og har gennem Hávamál mulighed for at lytte til talen fra Havi’s Hal. Set i denne sammenhæng, er Hávamáls karakteristikker koblet til Odins indsigt, hvilket således kommer til at danne grundlag for de tykke etiske begreber i en dybere mytologisk forstand. Hávamál kan således også opfattes som et studie i selvforædling. Denne kobling er vigtig at have med, idet der er helt afgørende have et mål at vurdere etikken ud fra. Jeg har beskrevet dette mål som det gode liv, og i en dyb mytologisk sammenhæng kan dette ses som den åndelige frodighed og indsigt. Er ens karakter baseret på denne åndelighed, handler man i overensstemmelse med sædvanen, man er etisk.

Afslutning

Det kan stadigvæk diskuteres, hvorvidt denne etik er almengyldig eller relativ, hvilket er en ganske kompliceret debat i sig selv, eller om den skal opfattes som normativ eller ej, men accepteres selve den dydsetiske tænkning, kan man konstatere, at en hyppigt set problemstilling, opstillingen af et samlet værdiset, faktisk er overordentligt kvalificeret behandlet allerede – i Hávamál. Udfordringen vil således ikke være at opstille et nyt værdisæt, men sat studere og tilegne sig det eksisterende, som en del af Eddadigtningens helhed. Hávamál kan kan altså ses som grundstenen i en værdibaseret etik, hvor det ikke er spørgsmålet, om man skal gøre noget og ikke må gøre noget andet, men hvor spørgsmålet er, hvilken karakter man har. Den etiske fordring er, at man skal være den slags menneske, der kan opnå at gøre det rette – altså eks. opnå den åndelige indsigt/enhed med guderne. Der opstilles et egentligt mål/en hensigt og en proces/et forløb.

©Peter Thaysn, 2005.

Denne artikel er oprindeligt trykt i tidsskriftet Valravn.

Gaven som anerkendelse og offer

Gave

Gave

”Hvad skal vi give i gave?”. Dette spørgsmålet er ganske almindeligt, og det aktiveres hen over året efterhånden som de løbende gaveudvekslinger i omgangskredsen fordrer det. Fra værtsgaver over julegaver til guldbryllupsgaven. Det kan være svært nok at finde lige den helt rette gave til dem man deler livet med, og det er forståligt når man nogle gange tænker det bare bliver for meget, men det er trods alt mere glæde end pligt. At udveksle gaver og tjenester, er en dejligt måde at holde forbindelsen og forpligtelsen mellem mennesker frisk og fornøjelig.

Og så er der også den anden type gaver, nemlig gaveofrene. Disse indgår også i livets forpligtelser og forbindelser. ”Jeg giver for at du skal give” som det beskrives, man håber på gudernes velvilje i forhold til familien og omgangskredsen. At helheden styrkes, glædes og udvikler sig. Men hvad skal man give? Personligt fortrækker jeg noget der er let at håndtere, så jeg fortrækker en væske. Og jeg synes det er fornuftigt at agere ud fra devisen om, at det man giver, bør være noget man selv ville være glad for at modtage.  Og eftersom mjød, øl og vin spiller en vigtig rolle i mytologien ender jeg typisk med at ofre en alkoholisk drik. Da langt de fleste lejligheder til at give guderne en gave opstår i forbindelse med markeringer og højtider i hjemmet har jeg for vane, at ofre ved at stille offeret på en hylde i forbindelse med eksempelvis højtiden og samle sammen, indtil jeg får en lejlighed til at besøge et helligsted hvor jeg kan sende offeret det sidste stykke. Ellers fungerer en have også fint, skulle der ikke være mulighed for andet. Ved større blót er der naturligvis en del flere muligheder, ofring af mad, brændbare genstande på bål, eller metal i vand eller jord, men det er trods alt undtagelsen for mig. Men disse betragtninger er i grunden kun den sidste manifestation af en længere overvejelser og en længere forpligtelse. For spørgsmålet om hvad man skal give i gave er egentligt kun til at besvare hvis man overhovedet har gjort sig klart hvad der ligger i et offer og især et gaveoffer. Dette kan også sætte den almindelige gavegivning i perspektiv, således at det, der nogle gange kan tage overhånd og føles som et evigt gaveræs, eller endda som overfladisk materialisme, bevares meningsfuldt og vedkommende.

Gaveudvekslingen beror grudlæggende på, at vi som individer føler os som deltagere i et meningsfyldt fællesskab, eks. familie, arbejdsplads, vennekredsen osv. og at tilhørsforholdet til fællesskabet er baseret på normative forpligtelser over for de andre deltagere. Den vi hver især er, er en afspejling af hvilket gensidigt forhold vi har til de andre. Er forholdet konstruktivt kan de danne basis for tillid gennem anerkendelse. Hvor der ikke er anerkendelse opstår mistilliden. Netop gaveudveksling er en af de sociale, endda etiske, mekanismer, som er med til at fordele anerkendelse. Som modtager af en gave bliver man anerkendt af giveren, fordi der etableres en gensidig forpligtelse, netop fordi det forventes, at gaver gengældes. Giver man gaver til en person, der konsekvent aldrig giver igen, vil det medføre en anerkendelseskonflikt, som betyder at ensidigheden i relationen vil ophæve den. Det normative betyder, at anerkendelse gennem gaveudveksling er noget man bør honorere i forhold til sine relationer, og skal ikke opfattes som en slags kontrakt. Det er netop ikke en abstrakt juridisk forpligtigelse, men i stedet en tyk etisk relation, en praktisk foranstaltning, så en anerkendelseskonflikt er ikke et kontraktbrud, det er ikke et juridisk spørgsmål, men i stedet et etisk.

Ses dette i relation til gaveofferet bliver der tale om et normativt bånd mellem guder og mennesker, der sikrer en gensidig forbindelse, af nogen kaldt en reciprok bemægtigelse, som er med til at definere os som mennesker. Vi trives takket være gudernes gaver, men er samtidig bundet af dem, især i forhold til de normer de medfører. Men gudernes gaver er netop også det som gør mennesket i stand til at vokse. Den ånd guderne har givet mennesket kan også vokse som følge af den opmærksomhed mennesket viser guderne, da dette kan medføre en skærpet selvbevidsthed. Denne øgede selvbevidsthed i mødet med magterne betyder, at man kan se gaveofferet som en kilde til selvrefleksion og erkendelse. Til åndelig vækst.

Denne form for anerkendelse er særligt værdifuld ved, at det sker fredeligt. Institutionen omkring gavegivning er netop udviklet i en tid, hvor anerkendelse også med fuld ret kunne indhentes gennem brug af vold. Gaveudvekslingen skulle ses i meget bred forstand inkluderende gaver, pant, gidsler, ægteskaber, afholdelse af blótgilder mm. Det var alt sammen med til at smede relationerne i samfundet og skabe grobund for anerkendelse og tillid. Gaveudvekslingen er altså en ikke-voldelig anerkendelsesform, der muligvis kan knytte sig til det gamle begreb fred (friðr). Det er ofte pointeret, at det oldnordiske begreb fred ikke skal opfattes som hverken pacifisme eller endda fravær af krig, men det er alligevel et begreb, der fokuserer mod andre forhold end konfliktforhold. Det oldnordiske fredsbegreb skal nok opfattes som et meget tykt og indholdsmættet begreb, der både rummer kærlighed, venskab, trivsel og lykke mellem mennesker der er forbundet. Herved etableres også en sammenhæng mellem dette gamle begreb om fred og selvrefleksionen knyttet til gaveofferet. Selvrefleksionen og erkendelsen er en grundlæggende del af relationen mellem mennesker og guder, og derved også en del af bestræbelsen på at etablere denne fredstilstand.

Gaveofferet er altså en central del af relationen mellem guder og mennesker, og dette afspejles i livets øvrige gaveudvekslinger. Den almindelige gavegivning til diverse lejligheder og højtider bliver en afspejling af det ceremonielle gaveoffer, med en reference til det hellige. Man giver sig selv gennem gaverne, til magterne og til hinanden, selve det givne, genstanden eller tjenesten, bliver i den henseende sekundær. Den enkelte gave kommer til at fungere som en pant for den næste gaveudveksling, den løbende gensidige anerkendelse, og opretholdelsen af normerne. Gaver der således udveksles til gensidig anerkendelse vil i overført betydning, og måske i mytisk betydning, vende tilbage til giveren, tilbage til sin oprindelse.

Mytologisk funderes gavens rolle primært i mytekvadet Hávamál, hvor gavens betydning berøres i en hel række vers. Som afslutning gengiver jeg en del af dem her samt et par relaterede vers fra Vølvens Spådom.

41. Vaaben og Vadmel skal Venner veksle
til gensidig Glæde.
Venner er Giver og Gengælder
længst, om alt lider vel.

42. En Mand skal være sin Vens Ven
og give Gave for Gave,
Latter skal lyde for Latters Lyd
og Løgn for løs Tale.

44. Vil du af en Ven, som du vel tror,
have godt at haabe,
skal du veksle Tanker og Ting med ham,
ofte søge ham op.

46. Atter om den, som du ilde tror,
og nærer Mistanke til:
stem i hans Latter, snak ham efter Munden,
lad Gengæld være som Gave.

48. Milde, frejdige Mænd lever bedst,
møder sjældent Sorg,
men uklog Mand ængstes for alting,
møder hver Gave med Mistro.

(Thøger Larsen)

49. Mine Klæder
Gav jeg tvende
Træmænd paa Marken
Kjæmper de tykdes
Da de Kapper havde –
Forsagt er nøgen Mand.

52. Ej man stedse skal
Kostbarheder give,
Tit kjöbes Roes med lidt.
Med et halvt bröd
Og hældende kar
Fik jeg mig en Omgangsven.

145. Bedre er ubedet
End for meget ofret;
Stedse Gave til Gjengjeld bör svare.
Bedre er ikke sendt
End for meget spildt.
(Finnur Magnusson)

Samt to vers fra Vølvens Spådom:

18. Aande de drog ej, Aand de savned,
Blod og Røst og de rette Farver.
Aande gav Odin, Aand gav Hønir,
Blod gav Lodur og Livets Farver.

27. Hejmdals Horn under hellige Grene,
skjult under lysvant Løvtræ hun øjner;
i ser hun strømme Straalefossen
af Valfaders Pant. – Hvad ved I mon mer?

(Thøger Larsen)

 

Denne artikels indhold er inspireret af følgende tekster:

Marcel Mauss ”The Gift – The form and reason for exchange in archaic societies”, 1950, engelsk oversættelse 1990.

Paul Ricœur ”Gavens paradokser”, 2002, dansk oversættelse 2003.

Da jeg har anvendt teksterne meget frit kan mine pointer ikke nødvendigvis føres tilbage til disse tekster.

Oversættelser fra Hávamál og Vølvens Spådom fra: www.heimskringla.no

© Peter Thaysn 2017

Hvad ligger der i ordet ”asatro”?

Det kan diskuteres livligt hvad asatro egentligt er, men det kan være interessant også lige at overveje hvor ordet asatro kommer fra og hvad der ligger af betydninger i ordet.

Betegnelsen asatro om den førkristne religion i norden blev første gang anvendt af digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850). I hans stykke ”Olaf den Hellige” fra ”Tragødier”, tredje bind 1836, fjerde handling, scene 237. Her siger den kristne Olaf den Hellige i diskussion med hedningen Ralf Arnason[i]:

”Selv har du smeddet dig en Asatro,
Og bilder nu dig ind, at Verden skal
Herefter artes efter dine Drømme.”

Oehlenschläger bruger her ordet asatro til at betegne den norrøne religion der fandtes i Norge før kristendommen og ligger ordet i munden på den norske kong Olaf. Oehlenschläger har nok været inspireret af Grundtvig der i 1807 udgav afhandlingen ”Om asalæren” omhandlende den nordiske mytologi[ii]. Her møder vi nok det første moderne kompositum indeholdende ordet asa-. Senere, jeg er ikke sikker på hvornår, kom ordet asetro også i omløb. Omkring det seneste årtusindeskifte blev det i det danske asatromiljø debatteret, endda hidsigt, om det skulle hedde asetro eller asatro. Eller om man bare kunne bruge det ord man nu foretrak. Der kom vist aldrig nogen konklusion på den debat. Nogen fortsatte med at bruge asetro, men mit indtryk er, at de fleste i dag vist bruger termen asatro. Og den frygtede forvirring over denne uorden udeblev, det giver ikke rigtig anledning til misforståelser har det vist sig. For underholdningens skyld kan man opsummere, at ordet asatro er ældre end asetro. Men på dansk er asetro faktisk det korrekte. Ordet asatro/asetro er et kompositum hvor den anden vokal er et såkaldt fugeelement. På dansk bruges vokalerne e og s som fugeelementer. Men på islandsk og norsk bruges også a som fugeelement og det ses blandt andet i Hárbarðsljóð (52) hvor Thor omtales som Asathor. Men som det fremgår her, bruger jeg i lighed med flertallet asa- i stedet for ase-. Den mest almindelige begrundelse jeg er stødt på for det er, at asa lyder mere poetisk, det er også derfor jeg fortrækker den variant – også selv om det så egentligt ikke er grammatisk korrekt på dansk.

Det har også været diskuteret om ordet ”tro” i asatro henviser til det at tro på noget, eller om det henviser til det at være trofast. Grundet ordets oprindelse som bekskrevet ovenfor, er der ingen tvivl om at der er tale om tro på noget i ordet oprindelige betydning. Men nyfortolkningen med trofast kan give mening for mange, og det er der flere gode grunde til, for hvad kan man sige om tro i asatro? For at komme ind på det vil jeg bringe følgende citat fra en artikel af Anders Klostergaard Petersen: ”Anlægger man imidlertid et religionshistorisk længdeperspektiv, spiller tro kun en ringe rolle. At ofre til guderne i akariske religioner som græsk, romersk eller israelitisk religion drejede sig ikke om tro. Det var som de fleste former for gavegivning et spørgsmål om at sige pænt tak, for hvad man havde fået givet. Noget for noget, som vi plejer at sige.” Troen i centrum mener forfatteren kommer fra: ”opfattelsen af en tæt sammenhæng mellem religion og tro ligger dybt i os, kulturelt formet som vi er af en protestantisk og pietistisk tradition. Den tilsiger os, at man er religiøs 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen.”[iii]

Dette citat henviser til at trosbegrebet står meget forskelligt i forskellige typer religioner. Som nævnt er det tydeligt den almindelige (protestantiske) opfattelse af ordet tro, der oprindeligt ligger i ordet asatro, så det giver god mening med en nytolkning der afspejler en religion som asatroens rødder bedre. Tro står simpelthen ikke i centrum. Det gør den løbende gavegivning med guderne, altså dyrkelsen. Dette har fået folk til at bruge ordet asadyrker. Jeg har stødt på det i forskellige sammenhænge, men det har aldrig slået bredt an. Det er sådan set også fint nok. Jeg bruger asatro, selv om jeg ved ordet ikke er særligt repræsentativt for den religion den beskriver og at asadyrker ville være mere dækkende. Dette giver naturligvis anledning til misforståelser, dels blandt folk der ikke er asatroende og derved foranlediges de til at se asatroen som mere ens med protestantismen end det egentligt er tilfældet, men det er harmløst og kan forklares uden de store problemer. Det er også medvirkende til, at nogle asatroende praktiserer asatroen meget protestantisk. Det er måske noget kikset, men der har vist sig ikke at være noget at gøre ved det. Men for at samle op, så betyder asatro direkte ”troen på aser”.

Hvad er så aser? Det korte svar er at det er de norrøne guder. Ordet as henviser til guderne i den nordiske mytologi (gudinder kaldes asynjer). Derved bliver ordet asatro til ”gudetro” eller ”troen på de guder der hedder aser”.

Hvem er aserne? Asernes kreds er ikke noget sted samlet og defineret. Det varierer med hvilke kilder man inddrager, hvordan de oversættes og tolks osv. Men ordet as bliver nogle steder anvendt som en fællesbetegnelse for alle guder, andre steder, eks. i Lokasenneaen anvendes den bogstavrimende aser og alfer. Andre steder anvendes ordet vane om guder. Det har været debatteret om dette er forskellige betegnelser for de sammen guder, eller om der henvise til forskellige gudeslægter. Det er en grundlæggende og spændende diskussion, men eftersom ordet as kan bruges om alle guder i mytekvadene kan man i forhold til ordet asatro sige at det er en fuldt dækkende betegnelse, og formen som nogle bruger med at kalde det asa- og vanetro er egentligt redundant.

Hvad betyder så as? Der er en del forskellige analyser af hvorfra ordet as kommer, men især to har jeg set særligt godt argumenteret. Den første siger at as (norønt áss) stammer fra det hittitiske ord hassus, som betyder ”konge”. Den anden er at ordet stammer fra det indoeuropæiske *ans betydende ”ånde”. Altså at gudernes navn har rod i synet på guder som konger eller ånder. Men det er altså uafklaret og flere forskellige muligheder er i omløb.

Det var et kort gennemløb af nogle aspekter ved selve ordet asatro, og der er altså et par overvejelser man bør gøre sig bevidst, hvis man vælger at bruge betegnelsen asatro om sig selv.

PT 2017

——————————————————————————————————————

[i] Se hele ”Olaf den hellige” her, med fremhævelse af replikken med asatro: https://books.google.dk/books?id=3f8FAAAAQAAJ&pg=PA237&lpg=PA237&dq=Oehlenschl%C3%A4ger+%E2%80%9DTrag%C3%B8dier%E2%80%9D++asatro&source=bl&ots=aHlW26kp4x&sig=lxzPcG3NQw1vLJCkDDw11r_GPdM&hl=en&sa=X&ved=0ahUKEwi4itbyl5DSAhWFDSwKHR-ACJ8Q6AEIIDAB#v=onepage&q=Oehlenschl%C3%A4ger%20%E2%80%9DTrag%C3%B8dier%E2%80%9D%20%20asatro&f=false

[ii] Se den glimrende Indledning til ”Om Asalæren” af Vibeke A. Pedersen her: http://www.grundtvigsværker.dk/tekstvisning/651/0#{“0″:0,”k”:0,”v0″:0}

 

[iii] Fra artiklen ”Så tro da om” af Anders Klostergaard Petersen, professor Afdeling for Religionsvidenskab Aarhus Universitet, Weekendavisen # 26, 1. juli 2016.

 

 

Jul

juletrae

Julen, denne gamle fejring der løber i en måneds tid, og mere end det hvis vi regner det hele med, går ingen fri for at blive mødt med hvert år. Det er vel netop derfor at julen er det bedste eksempel på en folkefest i Danmark. Det er også sådan jeg først og fremmest ser julen, som en fest for alle. Jeg finder det faktisk direkte fjollet når folk siger de ikke fejrer jul fordi de ikke er en del af denne eller hin religion eller hvad det nu må være. Julen rækker langt ud over specifikke religiøse tilhørsforhold. Julen er mange ting, har mange betydninger og er for alle her til lands. Forstå mig ret, jeg er ikke sådan en vanvids julefan, jeg ærgres ved synet af juledekorationer i oktober og får krampetrækninger over store dele af den julemusik man tvangsfodres med år efter år, men håndteret fornuftigt er det en folkefest som har det hele.

Jeg vil kort fremhæve nogle få aspekter af julen som jeg finder interessant i forbindelse med asatroen.

Julefrokoster

Julefrokosten er som snydt ud af næste på de gamle blót og gilde beskrivelser (ligesom påskefrokoster). Disse gennemritualiserede forsamlinger er noget af det jeg har fundet bedst og mest ægte at inddrage i de årlige højtider i asatroen. Her er blótformen alle kan deltage i, komplet med skålrunder og sange. Jeg finder, at denne blótform er den absolut mest givende, nok fordi den forekommer så rodfæstet og naturligt.

Juleaftensdag

Hvornår skal man fejre jul? Julen løber over en længere periode, med julefrokoster, nedtælling i december og strækker sig gerne ind i januar. Men d. 24. har vi den store fælles festdag. Det er her julen kulminerer landet rundt. D. 24. december, kaldet juleaftensdag, er dagen hvor alle kan deltage i festlighederne til den store julemiddag, og det her her man med familien indgår i den ritualiserede gavegivning. Går man efter noget sagahistorik peger kilder på, at man nok har fejret jul i første halvdel eller midten af januar, men jeg ser ingen grund til at pille ved, at det er juleaftensdag der er kulminationen af julen idag. En folkefest er jo netop noget man fejrer samtidigt over hele landet. Så selv om dagen ikke er en helligdag, er juleaften på juleaftensdag alligevel det mest centrale højtidspunkt på året og alle kan være med til at drikke jul uanset hvad man skåler i eller hvad man skåler for.

Gavegivning

Gavegivningen er en skik jeg synes ligger i hjertet af julen. Det er gennem gavegivningen at man binder sig til sin familie og venner, bekræfter og styrker sit tilhørsforhold, genforpligter sig på sine ansvar og løfter, og finder glæde og gammen med dem man deler sit liv og skæbne. Og hvor gaveofferet til magterne ligger som en helt naturlig handling i forlængelse af den øvrige gavegivning.

Historiefortælling

En vigtig juletradition er historiefortællingen. Højtlæsning, TV’s julekalender og juleeventyr er en integreret del af juletraditionerne. Det at samles om fælles fortællinger er en juletradition jeg finder særligt værdifuld, der er ikke andre højtider der i samme grad har fortællinger og historier i centrum som julen har, og julen er derfor den højtid der for mig mest lægger op til, og rummer, mytefortællinger og mytedigtning. Der er i julemåneden et naturligt rum at folde myterne ud i, om det så er gennem skåltaler, højtlæsning eller fællessang. Juletid er mytetid.

 

Dette er nogle få men vigtige skikke, der knytter sig til julefejringen, så selv om det ikke er til at sige med nogen sikkerhed hvad begrebet jul har dækket over oprindeligt, er der ikke mangel på hverken mening eller tradition i dag. Så glædelig jul til alle i det ganske danske land.

The true meaning of Yule

As the year draws to an end, we tend to make up a balance of the past few months and we try to figure out what mistakes we made and how to correct them in the future. As any person does when looking back upon the life he has lived, it contains a lot of melancholia. And just as an old man hopes to be regenerated in a new life in this world or another, so does the Yuletime linger on the hopes of renewal, the reboot of the eternal cycle of life.

Baldr’s light is going out, with the old year, he starts his wintery abode in the underworld, the realm of Hel, yet the promise of renewal is what keeps the wheels of time spinning. We know that the year will become brighter, the days will lengthen again, and Baldr will come back to rule once more.
As such Yule is a symbol of hope and renewal. And as such it is the most important feast of our religion. One of the essential parts of our religion is this believe in the ever renewing circle of life.

Since we are a minority religion most of us will celebrate Yule twice. Once within their local kindred of co-believers on the 21st or 22th , and a second time with their biological family, parents, grandparents, brothers, sisters uncles aunts etc. on the 25th or 26th of December. Some social obligations cannot be escaped, not even for religious purposes.
Yet in my opinion there is no need to feel bad about this, since essentially both religions honour the very same principle of renewal, and this is due to the mutual influence the religions underwent; Yet in this case I would argue for the Christian religion copying the older European traditions including that of Asatru.

This was an easy thing to do since both religions revolved around the idea of a liberator that would create a new world order. Both of these saviours were the sons of the supreme gods, both were killed by evil doers, whilst these were innocent. And since the Christians  wanted to do anything necessary in order to win the plight and replace the old religions of Europe, they wanted to smoothen the transfer by blending in similar aspect of both the religions. They actually did such a good job  that nowadays we have a hard time determining exactly which of them both was the original and which the copyist.
The bible said that Christ was born  around new year. Since this coincided more or less with the midwinter festivities in northern Europe and since that message of renewal was celebrated it wasn’t hard to link it to the birth of a child, a messias that would save the world. A new Balder-like figure or sun god to replace the earlier one.
Thus in Christianity the renewal idea remained although it focussed much more on the eventual salvation of mankind, than Asatru. In Asatru the focus was on the yearly cycle of renewal, rather than the eventual salvation of mankind in a new heavenly realm. Asatru was less interested in the celebration of the eventual salvation. We aren’t even sure the renewal of the world was really a dogma in Asatru. It might well be that Snorri Sturlison copied that part partially from the Christian bible or at least colored it with his Christian views of the end time.

Another thing must attract our attention. In many (if not most) families the Christian aspect of the 25th of December is mostly lost, the feast of Christmas has become a family meeting, more than a religious feast. Often the tradition Christmas crib/stable has been moved aside or even left out completely. Ironically another symbol has replaced it, an ancient symbol (although its modern reinstatement only dates from 19th century Germany). It’s the Christmas tree. The ancient ever green tree of life. And even more ironically this tree has such an attraction to many people and cultures that even people without European or Christian roots started adopting it recently. Almost every year we hear of some kind of interdiction being launched against the Chrismas tree by islam scollars. They wouldn’t do so if the tree wasn’t put up in muslim houses as well.
The tree has become the center of the occasion, with gifts packed under it, ready to be distributed and ready to restore or strengthen the family bonds. In combination with good wine and food the atmosphere or family and kindred is created and celebrated.
To our Germanic and Norse ancestors the clan or family was the most import thing in life. The clan determined who you were, without it you were nothing. Being banished from the clan was the worst thing that could happen.

This means that the chrismas celebrations have recentered on the ancient pagan traditions, although unvoluntaraly. As such the true meening of Yule is once again part of this celebration and none of us should feel bad about celebrating it a second time on the 25th of December.

De vigtigste tekster til brug i asatroen

standard_edda

Normalt når man taler om kilder taler man om forskellige grupper af kilder, og så den metode og kildekritik der er etableret omkring de forskellige typer og grupper af kilder. Jeg vil her nøjes med at berøre enkelte elementer i den forbindelse og fokusere alene på hvilke skriftlige kilder der har haft størst betydning for mig. Det jeg her sigter på er, at gøre opmærksom på at det ikke kun er vigtigt, at finde frem til tolkninger af myter som lige siger en noget, det er også vigtigt at forholdet sig til hvordan man forstår og anvende de grupper af kilder man beskæftiger sig med.

Jeg mener en af de centrale dele af asatroen må være mytefortællingerne, herunder evnen til at forstå, nyfortolke og genfortælle dem. Da der er så mange forskellige aspekter man kunne fokusere på når man taler om kilder, vil jeg her begrænse mig til at se på kilder til mytologien, en anden vigtig gruppe af kilder er kilder til praksis, men det må blive en anden gang.

Normalt taler man om den ældre og yngre Edda som de vigtigste kildetekster til myterne, men ingen af delene findes. Der er en bog kaldet edda som man også senere har forsøgt at kalde den Yngre Edda. Denne bog bruger jeg gerne da det er en enestående guide til skjaldedigtningens kenninger, poetiske omskrivninger, som jeg mener er det kunstneriske element der knytter sig til mytologien som jeg finder mest betagende og udfordrende. Men edda består af flere forskellige dele og for mig er det de dele der direkte beskæftiger sig med skjaldedigtningen, nemlig afsnittende kaldet Det Digteriske Sprog og Verslisten, som jeg har fundet mest inspiration i.

Vigtigere for mig er dog selve de såkaldte eddadigte. Disse kaldes nogen gange Ældre Edda eller myte- og helte kvadene, men frem for at bruge disse kategorier vil jeg i stedet gengive min egen oversigt. Min grundlæggende pointe er, at man ikke skal lads sig fastlåse af de vante kategorier, der eksisterer for kildeteksterne, men i stedet se de enkelte digte i deres egen ret og i sammenhæng med andre digte baseret på kildekritik og indhold, frem for i sammenhæng med bestemte digte på baggrund af faste kategorier, som de mere eller mindre fortjent er blevet rammet ind i. Der er flere eddadigte som jeg ikke har brugt megen tid på, da de almindeligvis henregnes for at være af så sent ophav af deres indhold ganske enkelt ikke længere med rimelighed kan siges at være norrønt (og man skal jo prioritere sin tid). Hvilke digte dette måtte omfatte er der stor uenighed om. Men denne måde at sortere i materialet på finder jeg nødvendig at forholde sig til. Jeg antager almindeligvis edda digte som Solsangen, Odins Ravnegalder, Hyndlasangen, Groas Galder og Fjålsvid Kvadet som værende af meget sen dato.

Til gengæld er der en lang række eddakvad jeg har hentet inspiration i samtidig med at det fremstår som digte med reel rod i den norrøne digtgning. Jeg tænker her på:

Vølvens spådom (både i Codex Regius og Haugsbók varianterne)

Alvismål

Lokasenna

Hymiskvadet

Vafthrudnismal

Skirnirsfærd

Grimnirskvadet

Thrymskvadet

Kvadet om helgehundingsbane 1

Den Højes Tale (Hávamál)

Vølundskvadet

Vegtamskvadet

Grottisangen

Rigs Remse

Harbardskvadet

Sejergivers Tale (Sigrdrifumál)
I forlængelse af min interesse i Snorris afsnit om skjaldedigtningen er også skjaldedigte noget jeg mener man bør huske på blandt sine grundlæggende tekster. Følgende skjaldedigte er for mig de vigtigste og dem der har inspireret mig mest:

Høstlang, Husdrapa og Ragnarsdrapa, Spydsangen (Darraðarljóð), Torsdrapa og Ynglingatal.

Der findes naturligvis mange andre vigtige kilder til asatroen og til mytologien end lige de mytiske digte, men jeg henregner disse til en særlig vigtigt gruppe, da jeg som nævnt mener at mytefortællingerne må ligge i centralt for asatroen i dag. Hvordan de enkelte digte har inspireret mig kræver reelle artikler frem for et kort panelindlæg, men så kan man jo kigge i artiklerne her rundt om på Gladsheimr.

 

Ovenstående er naturligvis kun et kort krads i overfladen. For den der gerne vil bruge lidt tid på det anbefales følgende:

”Odin på kristent pergament – et teksthistorisk studie” af Annette Lassen. Museum Tusculanums Forlag. 2011.

”Kaptiler af nordens litteratur i oldtid og middelalder” af Preben Meulengracht Sørens. Aarhus Universitetsforlag, 2006.

 

Dertil vil jeg nævne en bog der netop har et ”blandet” tekstudvalg og derfor har brudt med den almindelige kategorisering og har derved været ganske inspirerende for mig i forhold til at se på tværs af kategorierne.

”Guder, helte og godtfolk – Eddadigte og islandske sagn” af Martin Larsen. Rosinante Paperbacks, 1991 (oprindeligt udgivet i 1954).

Sources for the religion of Asatru

Some may think this is the simplest of questions,  which are the sources we should consult in order to recreate the religion of Asatru? 2 very good texts have been preserved and these texts give a quite understandable overview of the dogma and religious convictions of the great religion of the North.  Apart from Both Edda’s nothing else is needed in order to reconstruct the religion of our ancestors. This is exactly what I believed when I first encountered Asatru as an 18-year-old, with a young head Tolkien-filled with tales of hobbits, orcs and elves.

If only it were that simple. Something quite peculiar is going on with those sources, they only recount one portion of the ancient religion. The texts mainly focus on the Aesir’s aspect of the religion. The Vanir are merely mentioned where they are needed to explain or support the actions of the Aesir.

These texts mainly focus on the eventual downfall of the universe, the gathering of warriors for the final battle. The more daily occupations of men remain outside scope.

The texts learn us much of the occupations of the nobles, the worshippers of the Aesir, but little is told on the earthlier occupations of normal men.

This is logical in the sense that the skalds who recited the verses of these sagas were connected to the world of the nobility. Even Snorri himself was a member of the upper class.

This doesn’t render these sources unusable. It merely means we have to keep this fact into mind when trying to reconstruct the original believe system.

Another thing that should be kept in mind is that the belief system we encounter has been highly structured by Snorri. He was a scholar with a Christian background, he structured his sources in a logical system and attempted to make a coherent story of a number of myths that were common knowledge. As such trying to describe the world from beginning to downfall. Without any doubt he was inspired by the logical organisation of the bible, genesis to Armageddon.
His structuring gives us some sort of suggested timeline. Since this way of thinking appeals to the structured modern mind, this representation of the divine timeline has clung on to our interpretation of the religion and can be found today in almost every work related to the Viking religion, from Peter Madsen to Marvels Thor.
In order to really understand the original religion, we mustn’t necessarily put this completely to the side, but we need to be conscientious that this structure might not have been equally well embedded in the original belief system and religious views of the ancients.

Thus, in order to get some understanding of the original belief system, we should also consult, what I would call the secondary sources. The Icelandic saga (apart from the Edda’s that is) provide many more clues to the original religion, and so do scholars as Saxo.
But we needed stop there. Many other more or less reliable though fragmentary sources remain. All of them permitting us to lift part of the mystery.
And perhaps there is an slight advantage I have as a non-Scandinavian Asatruar.  Apart from the Scandinavian sources multiple Anglo-Saxons and old German sources exist, admittedly they are far less complete then the sagas and more fragmentary, and many of them clearly show at least some traces of Christianisation, but for the attentive reader these documents offer a world of information. Just think of the Mersemburger zauberspruche, the widsith, beowulf.

Church records, annals of the lives of saints can also give some insights. Just look for the life of Bonifatius, and his visit to Forsiteland.
These texts provide a rare written source and with regards to our subject, mostly the texts of the archbishoprics of Hamburg and Bremen are relevant. These sources are however to be looked upon with the utmost prudence. Their main goal was to discredit the ancient religion, not to accurately describe it. A well-known discussion is that on the temple at Uppsala.  The descriptions of this temple (e.g. the golden chain) are so unlike the information we find in other texts that distrust is a justified attitude.
Another important issue is that many of these descriptions are post factum and may be highly influenced by the religion of the Balts and Slavs encountered during the Baltic crusades.
Another useable resource can be found in the many local myths and fairytales.  These documents offer insights into pagan thought patterns and the deities that have been forgotten in other sources such as the Idisi, the elves, the Vanir, the giants the dvaergae… .

Many good collections are available to the public. But when reading these documents one must always be very attentive to later additions that have nothing to do with the original pagan faith. Therefor it is important not to read the individual myth, but large collections of myths and to try and uncover the general themes and motives that are covered by these texts. For instance, the mythology on dolmens and dysser gives quite an insight into some of the believes with regards to afterlife. The motives of the brothers that fight or a single girl are references to the widespread Indo-European beliefs on the device twins and their sister etc.

In a sense these sources go further back then the primary texts and when combined with the Edda’s they offer a much more detailed picture of the beliefs of the Common people and the regional variances of those beliefs.

As I belief in a continuous religion tradition from the Bronze age to the Christianisation, these sources are also very important in order to retrieve information on the pre-”Wodanisation” of the Norse religion. A little explanation seems necessary.
We know that the advent of Woden as a deity can be situated in the time of the great migrations. The entire society was in turmoil and warlords gathered war bands. The participants in these war band were no longer limited to members of the same tribe. Instead of a society based on “national” or tribe related loyalties, society evolved to a system based on personal loyalties. This system would in the end evolve to the medieval feudal empires.
These war band leaders had to justify why they no longer clang on to the previous system of tribal loyalties. And they did so by introducing the new social order into religion. This was done in a comparable way to the way the Muslim faith is manipulated by war bands such as the Taliban or Boko Haram, Deash etc.
In a polytheistic religion the advent of new Gods can easily be accepted by the community, contrary to monotheistic beliefs. As such the advent of Woden wasn’t a religious revolution. In polytheism gods come and go, absorb each other and get absorbed. After all, why bother about names. Suppose you worship god A and your neighbour god B, but they share an important part of their competences, there is an important overlap so to say. Why shouldn’t you simply agree with your neighbour to use the same name.
We see this even today in the modern world. The German call god Gott, the French call him dieu, the Spanish have a dio etc.

Thus the new god Wodan, whether he was a development of an already existing small god or whether he was introduced by the Sarmatian was perfectly possible without disturbing the existing religion. The target group for this new deity wasn’t the same either as the original group of worshipper. The warrior bands could easily worship Woden whilst the farmers and tribesmen could continue to worship the older Vanir Gods and landvaetir whose worship goes way back to the bronze age. Slowly the two visions would have become interwoven and the Aesir found a solid foundation in the elder faith, ultimately overshadowing the elder beings but not really conflicting with them.
This wasn’t the case with the next divine being that would entry the scene. The white Christ. The Nordic religion would initially have accepted him as just another God to add to the pantheon, but since these Deity didn’t play by the same rules his only goal was to eradicate the other deities. but that is a story to be told elsewhere.

This continuity can be proven when we use the comparative method. Wherever the Indo-Europeans went, they took along their religion. We find the same motives in Greek, roman, Celtic and Norse religion, we find the same types of bronze age petroglyphs throughout entire Europe. Of course every subdivision of the great Indo-European family would have had its own developments. But in comparing their mythology, a great number of things can be learned on the original religion, and we can also try to explain the many unclear passages in mythology or the many vague characters we encounter in other text.

Our final source is archaeology. Archaeology can give us an explanation to the terminology used in the texts mentioned above. We know for example that religious activities took place in the great hall. The finds of guldguber confirm this. Recently piles of rocks have been found that might have been platforms whereupon religious ceremonies were performed etc.

In conclusion, we see that a variety of sources are at our disposal, but none of them can be taken literally, none of them can be looked upon as the truth. We need to compare and evaluate the intrinsic value of each of our sources, and of course this also implies that 2 persons evaluating the same source might come to different conclusions.
This doesn’t mean one of them must be wrong, not at all. Religion is constantly evolving, and in the course of only a few years a lot can change. Less than a century ago, Catholic masses were sung in Latin and most of those present didn’t understand what was said. In the early middle ages, to christians hell was a cold place. In Dantes time it was a blazing inferno. Purgatory has come and gone, etc.

 

Asatro og politik af Peter

Jeg mener religion er underlagt samfundets love, altså at man med religiøse argumenter ikke kan trumfe juridiske. Man bør altså ikke med religiøse krav kunne påberåbe sig særbehandling eller positiv forskelsbehandling. Helt lige så naturligt som religion heller ikke skal resultere i negativ forskelsbehandling. Det er et politisk princip om lighed for loven, som naturligvis påvirker den religiøse praksis og derved kan religion og politik ikke adskilles. Eksempelvis kan asatroende ikke påberåbe sig særlig privilegeret adgang til fortidsminder, eller stille særlige krav ophavsret omkring brugen af den nordiske mytologi. Mytologien og fortidsminderne er historisk fælleseje, som ingen religiøse følelser kan gøre krav på. Ligeledes står det politiske princip om ytringsfrihed over religiøse følelser. Også barnets tarv, som bør sikre, at et barn ikke bliver lemlæstet i en eller anden guds navn, står i mine øjne over hensynet til religiøse følelser. Ligeledes kan slaveri aldrig være acceptabelt, bare fordi en eller anden religiøs tekst siger, at det er acceptabelt. Dette betyder faktisk også, at man generelt kan sige, at jo mere moderat og pragmatisk man er i sin religiøse overbevisning, desto mindre vil det politiske påvirke én. Samtidig vil det være fanatiske og ekstremistiske religiøse folk, der oftere vil mærke konsekvensen af at være underordnet almene politiske principper for loven. Men jeg mener også, at loven netop ikke skal indrettes efter fanatikere og ekstremister. Fanatisme og fundamentalisme kan aldrig udvikle demokrati. Og loven skal være demokratisk, ligesom staten. Religiøs lovgivning er altid noget skidt. Eksempelvis sharia- og moselov kan aldrig blive et godt grundlag for en retsstat. Og ej heller kan Hávamál.

Når talen falder på asatro og politik tænker mange på politiske kontroverser internt i asatromiljøet. Så lad mig da bare nævne det også. Når der er nogen som helst kontrovers omkring politik og asatro skyldes det udelukkende fremmedfjendsk, racistisk eller nationalistisk brug af asatroen eller den nordiske mytologi. Der er de fjollede eksempler som Odins Soldater fra Finland, der bare godt kan lide de nordiske myters symboler og hele den nationalromantiske omgang lirumlarum til at stive sig af, når de patruljerer gaderne (http://www.information.dk/mofo/hvorfor-elsker-fascister-nordisk-mytologi?utm_source=facebook.com&utm_campaign=btn&utm_medium=social&utm_term=0_2ccbb7fa83-3fe5e64774-412176121%3Futm_medium%3Dsocial&utm_content%3Futm_medium=social&utm_content  ). Men selv om Odins Soldater ikke er asatro bliver man som asatroende slået i hartkorn med dem, og så må man jo igen og igen forklare den rette sammenhæng. Ærgerligt, men sådan er det. Så er der dem der reelt er asatroende som Asatru Folk Assembly Danmark (og moderorganisationen fra USA). Det giver naturligvis årsager til konflikter og det skal det da også. Disse asatroende ønsker brændende at opnå anerkendelse, og i mangel på dette, ønsker de i det mindste ikke at blive modsagt. Så det skal man jo ikke være med til.

Der er dem der mener, at bestemte politiske holdninger ikke hører hjemme i asatroen og at nogen med bestemte holdninger ikke er ”rigtige” asatroende. Dette er noget vås i en religion der er udogmatisk og derfor ikke har et skæl mellem rettro og vantro – hverken teologisk eller politisk. Alle der praktiserer asatroen er at regne for asatroende. Politisk enighed inden for en religion er i det hele taget en ret bizar forestilling. Og man bliver bare nød til at acceptere, at også asatroende kan være røve med ører:-)

A saga on Woden and Frea: Gambara and the Longbeards

The Vinils, increased in the islands of Scandinavia to such an extent that they could no longer live there together. Thus they divided themselves into three groups and drew lots.

When the lots were cast and a third of the Vinils had to leave their homeland and seek new lives abroad, they were led by two brothers Ibor and Ayo, energetic young men. Their mother, whose name was Gambara, was an intelligent and clever woman, whose wise counsel they heeded in time of need.

In their search for a country where they might settle they came to the region called Schoringen, and remained there several years.

The Vandals, a rugged and warlike people, lived nearby. They heard of their arrival and sent messengers to them, proclaiming that the Vinils either would have to pay tribute to the Vandals or face them in battle.

Ibor and Ayo sought counsel from their mother Gambara, and they all agreed that it would be better to fight for their freedom than to contaminate it with tribute, and they communicated this to the Vandals. Now the Vinils were brave and powerful warriors, but they were few in number.

The Vandals approached Wodan, beseeching from him victory over the Vinils. The god answered: “I will grant victory to the first ones I see at sunrise.”

Gambara, on the other hand, approached Frea, Wodan’s wife, and beseeched from her victory for the Vinils. Frea responded with the advice that the Vinil women should untie their hair and arrange it across their face like a beard, and that they should thus accompany their men in the early morning to the window from which Wodan customarily looked out.

They did as they were advised, and at sunrise, Wodan, upon looking out, shouted: “Who are these Longbeards?”

Frea replied: “To the ones you give a name, you must also give victory.” And thus Wodan gave them the victory, and from that time forth the Vinils have been called Longbeards (Langobards).

Ultimately they founded a permanent settlement in Italy.

woman-571715_1280

Frea is her to be understood as Frigg (since in Diaconos text she is describes as the wiife of  Woden (Odin). This is also a clear indication that the “split” between Freja and Frigg was a later evolution in the Nordic Mythology