Mytologien i mennesket

Ask og Embla

Ask og Embla

Mytologi handler om åndelighed, ikke om historie. Når man taler om hvad mytologi er benyttes fra tid til anden forskellen mellem ”verden i mennesket” og ”mennesket i verden”. Sidstnævnte henviser til historie, hvad der tænkes at være historisk fortid, førstnævnte henviser til en åndelig forståelse af menneskets grundvilkår som en given mytologi bygger på, det jeg også vælger at kalde mytologien i mennesket. Der er herved en grundlæggende forskel på at forstå mennesket i en historisk kontekst og i en mytologisk kontekst. Mennesker optræder meget lidt i den nordiske mytologi og det kan derfor være svært at få et ordentlig greb om menneskets rolle og betydning.

Mennesker, i form af Ask og Embla, optræder i Vølvens Spådom vers 18. Her begaves de af tre guder og i vers 19 ser det ud som om de tildeles skæbne fra tre møer. I starten af digtet har vi fortællerens tilhørere, beskrevet som ”Heimdals sønner” eller ”slægter” (vers 1), og i slutningen af digtet finder vi igen mennesker i form af nogle retfærdige slægter (vers 67) og i Vafthrudnirsmál (vers 44 og 45) kobles disse sandsynligvis til et menneskepar i form af Liv og Livtraser.  Der er muligvis ikke nogen større symbolsk betydningsforskel navneparrene Ask og Embla/Liv og Livtraser imellem. Bemærk at begge disse menneskepar synes særligt begunstiget. Liv og Livtraser synes særligt begunstiget af Hamingjaer (lykkebærende skæbnegudinder) i tiden efter Fimbulvinteren  jf. Vafthrudnirsmál vers 48-49, ligesom Ask og Embla også bliver særligt begunstiget med gaver der omfatter livs- og sundhedstegn; ånd, ånde, puls og sunde kulører. Mest minder de om de menneskepar der optræder i Rigs Remse af tre omgange. I Rigs Remse optræder menneskene i en kombination af tydeligt kønnede par, oldefader og oldemoder/bedstefader og bedstemoder/fader og moder, der også bliver frugtbare i guden Rig’s nærvær. Der er flere slægter i Rig Remse, større og mindre, så Ask og Embla/Liv og Livtraser er muligvis repræsentative for alle disse slægter. I lighed med i Rigs Remses forord (og ikke i selve digtet), er slægterne i starten af Vølvens spådom også omtalt i sammenhæng med Heimdal (som Heimdals Sønner). I Hauksbók versionen af Vølvens Spådom henvises til slægterne som ”hellige”. Dette koblet med prologen til Rigs Remse, har fået ideen om Heimdal som menneskeslægternes stamfader til at dukke op, med Ask og Embla som det første menneskepar. Opfattelsen af at en slægt kunne have guddommeligt ophav kendes fra de mange middelalderlige slægtstavler fra Danmark, Norge og England, der fører kongeslægter tilbage til guder, men Ask og Embla optræder slet ikke i disse. Og det er mere sandsynligt at prologen til Rigs Remse er en senere tilføjelse til digtet inspireret af netop Vølvens Spådom, så at Heimdal skulle være Rig siger ikke rigtigt noget om ”Heimdals sønner” i Vølvens Spådom. Ideen om et guddommeligt slægtsophav fortaber sig tilsyneladende mest i middelalderlige genealogier der også fører aserne tilbage til Trojas konger. Heimdals rolle virker uklar, men de hellige slægter vil nok meningsfyldt kunne tolkes som en henvisning til åndeligt beslægtede.

Hvor Liv og Livtraser betyder kraft og livskraft, betyder Ask og Embla (i denne kontekst) muligvis noget i retning af sværd og skede, en henvisning til det frugtbare og livgivende i mennesket, så de steder i myterne mennesker optræder, herunder Rigs Remse, læggers der vægt på mennesket som opdelt i to køn som et grundvilkår, men altså ikke som urforældre eller et første menneskepar.  Ask og Embla, ligesom Liv og Livtraser, er i dette lys et mytisk almeneksempel på et menneskepar, repræsentanter for selve menneskeheden. Og da myter omhandler de åndelige dele af livet må denne menneskebeskrivelse derfor spille en bestemt rolle i forbindelse med at forstå synet på åndeligheden der ligger i mytedigtningen. Menneskeparrenes frugtbare roller kunne berette om den opfattelse, at den skabende forening af mennesker netop er fundamentet for menneskers virke i verden, og derved tilvirkning af verden, et virke der udføres med de ånds- og livskræfter guderne har givet. Og netop frugtbarheden der knyttes til mennesket bruges til at understrege gudernes kræfter som vækstgivende og åndeligheden som noget der kan spire og gro i mennesket. Ja, måske endda at potentialet for åndelig vækst netop er den mest betydningsfulde egenskab hos mennesket.

Igennem myternes menneskebeskrivelser får læseren en mytologisk forklaring på nogle grundlæggende vilkår i forhold til relationen mellem det guddommelige og mennesket og det er menneskets åndelige frem for historiske selvforståelse der ser ud til at være i centrum. Kønnenes frugtbarhed er derved langt mere end evnen til at forplante sig i myternes kontekst.

Inspirationen til denne tekst tager udgangspunktet i artiklen ”Emblas Ask” af Henning Kure (2002). Misforståelser og fri fortolkning i forhold til denne artikel står for egen regning. Læseren opfordres til at læse ”Emblas Ask”. Yderligere inspiration er fundet i artiklerne ”At oversætte Vølvens Spådom” 1 og 5 af samme forfatter.

 

©Peter Thaysn 2018

Njord – Den Underjordiske

Njord fra Noatun. Billede fra islandsk manuskript. 1600-tallet.

Njord fra Noatun. Billede fra islandsk manuskript. 1600-tallet.

Når man skal ofre til magterne er det ikke unormalt at man opsøger et helligsted, det kan være gammelt eller nyt, og her bringe sine ofre til guderne frem. Et sådant helligsted er typisk et sted hvor man har et eller andet kontaktpunkt, det kan være en gravhøj i forbindelse med forfædrene, eller en stendysse eller hørg i forbindelse med guderne. Frembringelse af især væskeofre er yderest nemme i disse situationer og derfor også meget populære, og så giver ofring af alkoholiske drikke til guderne så fremragende mening mytedigtningen taget i betragtning, så der er vel ikke noget der ligger mere lige for. Men hvad ligger der egentligt i at hælde sine ofre ud over en stendysse eller hørg? En for mig særligt meningsfyldt forståelse af dette knytter sig til Njord.

Det tager udgangspunkt i det rent fysiske og observerbare, uagtet hvilken gud man ofrer til flyder offeret ud over stenene og ned i jorden. Det er den vej det går. Naturligvis går skålen til den gud man skåler for, men alligevel er der en gud der får sin slurk med hver gang, og det er Njord. Forklaringen findes i tre forskellige vers i hhv. Vølvens Spådom, Vafthrudnirsmál og Lokasenna.

Vers 7 i Vølvens Spådom (versionen fra Kongebogen) begynder således:

Asernes mødtes

på Idasletten,

de som helligsted og gudehus (ordet  i originalteksten for helligsted er hǫrg=hørg)

højt-tømrede.

(oversættelse Henning Kure, 2010[i])

 

Her henvises der til guderne der skaber boliger, der betegnes med ord som mennesker bruger om helligsteder. Der laves her en direkte kobling mellem helligsteder og guderne. Det er simpelthen en del af verdens indretning, at der kan bygges helligsteder hvor mennesker kan opnå kontakt til det guddommelige.

I vers 38 i Vafthrudnirsmál står der at:

Sig du for tiende,

da du alle guders (for)mål

kender, Vaftrudne;

hvorfra kom Njord

til asernes sønner

-utallige hove og hørge

han råder over-

om end han (ej) blandt aser blev født?

(oversættelse Jannik Thalbitzer Tiberg, 2011[ii])

 

Her henvises til Njord der hersker over mange hov og hørg (helligsteder) og det kan både udlægges som at han er en meget magtfuld guddom og at Njord har en særlig rolle at spille i forhold til helligdomme.

 

Og så er der det tredje vers som kan henvises til og så bliver det lidt kringlet, nemlig vers 34 i Lokasenna:

Ti stille, Njård, da du naaed til Østen
en Gang som Gudernes Gidsel,
Hymirs Piger til Potte dig brugte
og gød deres Vand i dit Gab.

(Oversættelse Thøger Larsen, 2004[iii])

Dette sidste vers indgår i den versestrid der udgør det meste af Lokasennaen, hvor Loke fremsiger nidvers om aserne. En senna udgør en digterisk kategori, hvor guderne udstyres med nidvers og fortæller karikerede fortællinger om hinanden. Et andet eksempel er Gråskægs tale. Pointen her er, at der gennemløbes en serie af referencer til forskellige myter, men uden af disse uddybes, og så i karikeret form. Det vil sige at disse digte først giver rigtig mening hvis man i forvejen kender myterne der karikeres. Og det gør vi ikke nødvendigvis i dag. Det mest berømte eksempel er nok vers 24 i Gråskægs tale hvor Odin i skikkelse af Gråskæg (Harbard) siger at ”Odin får de faldende jarler, men Tor får trællene blot”. Mange bruger dette direkte som teologi og bygger efterlivsforestillinger op om at trælle går til Tor. Men der er nok her tale om en forvrængning af en myte som vi enten ikke kender eller ikke er åbenlys for os i dag. Det kunne være en henvisning til de mennesketjenere Tor har i sin tjeneste (Tjalfe og Røskva), mens Odin har jarler i sin tjeneste. Men det ved vi altså ikke i dag, så det er og bliver spekulativt hvad det er der henvises til i dette vers. Men overføres denne tankegang til verset om Njord får vi altså at vide at jættekvinder (Hymirs piger) har tisset i hans mund. Dette kan være en reference til at Njord har noget med underverden at gøre, der hvor jættepiger vil opholde sig, og han indtager væske i denne underverden, noget Loke kan karikere som tis i sit nidvers. Og det er så her tanken er opstået, at det der i virkeligheden henvises til, er Njord som en underjordisk guddom der vogter under hellige steder, hørgen og hovet, og her modtager (sin del af) de generøse drikofre som hældes ud over sten og jord.

Men har Njord nu noget med underverden at gøre? Det kan navnet give et bud på. Betydningen af navnet Njord kan findes ved at se på den oldnordiske form Njǫrðr og den urgamanske form *nérÞuz og den indoeuropæiske form der kan være *h1nér-tu-s, som betyder ”nedre/underjordisk”. Dette er naturligvis ikke den eneste etymologiske mulighed, men godtages denne IE form som rod vil det netop vil give Njǫrðr på oldnordisk, der som navn så vil betyde Den Underjordiske[iv]. Er Njord så en herskende gud? Jf. verset fra Vafthrudnismál kan Njord sagtens ses som en hersker. Og Njords rolle i mytologien, i samsspil med guderne Frej og Freja, har i eddadigtningen primært tilknytning til herskerrollen i kombination med en skabende og frugtbar kraft forbundet med denne herskerrolle[v]. Tænk gerne på Frej=Herre og Freja=Frue. Dette støtter et billede af en underjordisk guddom, der er knyttet til både hørg og hovbygninger og som hersker over/beskytter disse helligsteder.

Så når man ofrer et sådant sted kan man se det sådan, at når man lader offeret flyde over de hellige sten og ned på jorden, tilflyder der den vej følgelig en del til helligstedets beskytter, nemlig Den Underjordiske, Njord.

©Peter Thaysn, 2018

[i] Henning Kure: ”I begyndelsen var skriget”, s. 201, Gyldendal, 2010.

[ii] Jannik Thalbitzer Tiberg: ”Nordiske u-stammer – fra indoeuropæisk til dansk”, s. 116.  Magisterkonferens ved Københavns Universitet, 2011.

[iii] Thøger Larsen: ”Edda-Myterne”, Sphinx, 2004.

[iv] Jannik Thalbitzer Tiberg: ”Nordiske u-stammer – fra indoeuropæisk til dansk”, s. 115 & s. 149.  Magisterkonferens ved Københavns Universitet, 2011.

[v] Rudolf Simek: ”The Vanir: An obituary”, RNM Newsletter, December 2010, University of Helsinki.

Med moderation åbnes sindet – og et meget kort kig på Rig’s Remse

Rig_in_Great-grandfather's_Cottage

Den religion der bevarer sig pragmatisk, tolerant og åben, eller med et andet ord moderat, har en konstruktiv rolle at udfylde i forhold til hvordan åndelighed kan spille ind i fremtidens oplyste samfund. Der er mulighed for alle religioner i fremtiden at blive åndeligt værdifulde strømninger i en verden hvor folkestyre, retsstat, videnskab, pluralisme og tolerance karakteriserer samfundets grundlag, og åndelig vækst og modning dets muligheder. Men det kræver altså, at det er de moderate tolkninger og vægtninger der vinder indpas på bekostning af fundamentalisme og fanatisme. Her skal fundamentalisme og fanatisme forstås som en autoritær tilgang til religion (og med en til tider en voldsparat tilbygning). Dette kræver til gengæld også, at man som moderat modsiger og bekæmper de kræfter, der lægger vægt på åndelige dagsordener funderet i fundamentalisme og fanatisme – især der hvor disse har fundet vej ind i almen praksis. For fundamentalisters og fanatikere eksistens kræver faktisk en rimelig udbredt accept af deres synspunkter, accepten er det vand som de skal bruge til at svømme i.

Hvordan ser en moderat tilgang ud

Et af elementerne ved en moderat tilgang til religion er forståelsen af, at man ikke er automatbeskyttet mod at blive krænket eller fornærmet i forhold til ens religiøse standpunkt. Dette er noget autoritære religiøse udlægninger har det svært ved, hvor påstået åndelig sandhed kan udlægges som lig med krav om en særlig respekt og ophøjethed, eller krav om særhensyn eller særstatus. Men respekt er noget man skal gøre sig fortjent til, enten ved det man siger eller gør. Det er ikke noget man automatisk får bare fordi man siger man tror på, at en mand gik på vandet eller en anden mand red til himmels på en hest, eller at et spaghettimonster flyver rundt i universet. Folk kan have de trosforestillinger de vil, lige fra nisser til moder jord, men så snart man skal respektere trosartikler pr. automatik, bare fordi det er trosartikler, så tiltrækker det dogmatikere og krænkelsessyge i massevis, og giver dem en legitim måde at påtvinge omverden deres snæversyn på.

Moderat tilgang betyder, at man lader sig selv og andre tænke og vælge frit på baggrund af en fri debat. Det vil også sige, at religiøse udlægninger, der lever højt på at kræve lydighed og ensretning, forhåbentligvis ikke kommer til at trives i en fremtid, hvor de åndelige spor mennesket kan vælge at følge er mange, og det står alle frit for at vælge den vej deres hjerte og hjerne tilskynder. Og folk skal kunne vælge uden snak om, at de ikke kan eller bør vælge det ene eller det andet til, eks. grundet etnisk eller biologisk oprindelse. Eller lige så slemt, ikke kan eller bør vælge det ene eller det andet fra grundet anklager om frafald eller forræderi. Altså at man ikke forvandler drenge til små shariabetjente og binder piger med slør og familie-”ære”, eller opfordrer til at folk binder deres åndelighed til deres biologi (hvad enten det er køn eller hudfarve). At håndhæve den rette tro og sikre mod frafald er jo sjovt nok ikke noget guden gør, det er såre menneskebåret. I øvrigt ligesom det at opdrage sine børn til ”folkebevidsthed”, at tro deres blod eller hudfarve er bestemmende for deres åndelighed og valg af guder, er det. Disse praksisser, bunder i intolerance og ensretning med henblik på at gøre folk åndeligt fattige og begrænsede, så de bliver i folden. De er fundamentalistiske i natur, da de bygger på noget, der hævdes at være givet på forhånd, enten i form af hellig åbenbaring eller hellig biologi, og derved hævet over den enkeltes eget åndelige valg.

En moderat religiøs fremtid er en fremtid hvor begreber som blasfemi, vantro og anden uvidenhed ikke vægter og hvor religiøs selvhøjtidelighed er en ubetinget ulempe. Hvor mytiske skæmtevers er en teologisk styrke, og hævnfantasier over syndere og urene i det hinsides er en svaghed. Hvor ånden ikke er underlagt dogmatik om ret og vrang, ren og uren, men i stedet måles på sin evne til at vokse, skabe og give.

Den moderate må afvise ikke-verificerbare ”sandheder”. ”Din sjæls frelse er i fare hvis du ikke tror” eller ”du kan opnå frelse gennem martyrium hvis du tror” er udnyttelse af det rum hvor erfaringen ikke kan gå, hvilket giver mulighed for at spille på frygt eller vrede i stedet. At prædike det slags som sandhed er charlatanernes tilgang til åndelighed.

Fanatisme og fundamentalisme er altid ødelæggende kræfter. Kristne fundamentalister i Afrika og Nordamerika, Islamiske fanatikere over det meste af kloden, fundamentalsiske hinduer i Indien, fundamentalistiske shintoister i Japan (komplet med yamato-racisme) og fanatiske buddhister i Myanmar. Også asatroen søges indhyllet i fanatismens mørkesind her til lands. I en tid hvor religion for de autoritære og de intolerante har meldt sig blandt de største og mest aktive aktører i kampen om indflydelse i det globale åndelige rum, har den moderate religiøsitet behov for at blive manifesteret langt tydeligere, og det fordrer konsekvent kritik af alt form for fundamentalisme og fanatisme. Og det kan kun ske hvis de moderate selv tager bladet fra munden og gør sig gældende. Moderat betyder ikke veg eller vægelsindet.  En moderat tilgang fordrer netop styrke til at kunne vægte og vælge i en verden uden absolutter, og det fordrer en tænkende og refleksiv åndelighed, der er villig til at genbesøge sine grundantagelser, og være parat til at modificere og endda forkaste nogle af dem. Og som derved er i stand til at udvikle sig og forædle sit indhold, uden hensyntagen til hvilke spørgsmål man må stille og hvilke synspunkter man må udfordre undervejs.

Og sidst men ikke mindst, tager den moderate sig af sin familie og venner først uanset hvad. Den der elsker sin gud, profet, frelser, guru, tempel eller hvad det måtte være højre end familien, ja højere end selve livet, er ikke from eller vis, men slet og ret en idiot! Verden har ikke brug for flere der vil dræbe eller dø for deres tro. Verden har brug for at dette ideal forlades fuldstændigt.

Den åndelige søgen

Hvad betyder det så for asatroen i praksis? Det må medføre, at man både må afvise ideen om asatro som lige god uanset udformning. Og man må omfavne at granskning og kritik skal veje tungere end den enkeltes egne følelser. Og dertil afvisning af ideen om den rene tro, uagtet om der henvises til renhed i ånden eller i blodet. Vejen frem for det åbne kritiske sind må dels ligge i en etisk, eksistentialistisk eller anden filosofisk tilgang, med sigte på kontemplation, selvindsigt, refleksion og videndeling. Først og fremmest i form af kritisk tænkning og dialog, herunder kildekritisk granskning. Men også i praksisser som udesidning eller sanseudvidelse. Målet for disse bestræbelser kan beskrives som erkendelse, selvindsigt, visdom eller livslykke. Eller lidt mere poetisk som åndeligt år og fred.

Den moderate tilgang må forblive grundlæggende undersøgende og spørgende, for det åbne og kritiske sind skal holdes skarpt. Jeg er klar over, at man ikke konstant går og sætter spørgsmålstegn ved sin praksis hele tiden, dagenes små ofre gives tit uden større refleksion, højtider kommer og går, men det bør være en del af praksis, fra tid til anden i det mindste, at være søgende, at udfordre og åbne sindet for forandringer og nye erkendelser og praksisser. At studere asalæren eksempelvis kontemplere potentialet for indsigt i mytologien. I åndelige spørgsmål er det moderate sind det nysgerrige og lærerige sind.

Den konstante åndelige søgen kan blandt andet formuleres således:

Da tog jeg til at spire

og blive vis

og vokse og fyldestgøres.

Ord mig fra ord

førte til ord.

Handling mig fra handling

førte til handling.

 

(Den Højes Tale 141, Henning Kures oversættelse)

 

Rig’s Remse

Det med at ord fører til ord og handling til handling kan der måske ses et eksempel på i eddadigtet Rig’s Remse. Digtet handler om guden Rig der vandrer ad grønne stier, sandsynligvis et billede på frugtbare stier der blomstrer når Rig passerer, gudernes åndelige skaberkraft poetisk indrammet. Guden besøger tre hjem og hvert sted efterlader sin frugtbare kraft. Men som digtet er komponeret er det ved tredje besøg at digtet for alvor begynder af folde sig ud. De tre hjem som guden besøger læses almindeligvis som trællens hjem, bondens hjem og adlens hjem og det er ikke tilfældigt, at det er besøget hos adelsfamilien der får den store opmærksomhed. De eddadigte der er overleveret er sandsynligvis en form for digtning, der er skrevet til datidens krigerelite, beregnet til at blive opført i hallerne for hirdens mænd. Det feudale system havde ændret sig i løbet af jernalderen, hvor en sammensat krigerelite havde overtaget den traditionelle magtfordeling, der ellers havde været baseret på lokale slægtsforhold, og erstattet den med et system, hvor magten hvilede på høvdinge og kongers evne til at tiltrække støtter og samle de bedste omkring sig i hirden, og binde dem til sig gennem et sindrigt system baseret på distribution af rigdom, magt, gaver og eder. Optagelse i hirden har muligvis været beslægtet med optagelse i slægten, hvor man heller ikke bare var født til slægts- og arveret, man skulle rituelt optages i slægten først, og jf. den hyppige brug af fostbroderskaber fra sagamaterialet, har tilknytninger nok ikke været defineret af, eller begrænset til, direkte slægtskab. Ed har stået over blod, man fødes ikke ind i sin slægt eller hird, man optages. Noget der måske også ses mytisk i både Vølvens Spådom og Vegtamskvadet, hvor Vali (hævneren) dræber Høder ”én nat gammel” (Vegtamskvadet 11 og Vølvens Spådom 33), og ”han vaskede aldrig hænder og håret blev ikke kæmmet” (Veg. 11 og VS 34). Tolkningen er, at Vali kun kunne hævne Balder ved et dræbe Høner, hvis han gjorde dette før han blev optaget i slægten og derved undgår at begå brodermord. Dette henviser muligvis til et (knæsætnings)ritual hvor et barn bl.a. skulle vaskes og gøres pænt i stand som forberedelse til at det blev optaget i slægten frem for at blive sat ud. I Rig’s Remse beskrives dette ritual som at barnet øses med vand (vers 7, 19, 31). Denne kriger- og herskerideologi har altså muligvis stået som overbygning, og i delvis kontrast, til tidligere mere lokalt orienteret samfund, hvor familieforhold og blodsbånd helt ubetinget har dannet kernen i menneskets sociale selvforståelse.

Rig’s Remse kan fortælle os noget meget afgørende omkring denne nyere krigernobilitets syn på sig selv. Selvforståelsen illustreres måske af de tre døre til de tre hjem der beskrives i digtet, hvor dørene til de tre hjem står forskelligt: henholdsvis lukket (første hjem kaldet et hus), på klem (andet hjem kaldet en hal) og rigeligt åben (tredje hjem kaldet en sal) (baseret på Thøger Larsens oversættelse). Det er i det tredje hjem, at de fuldt formår, at omsætte den guddommelige gaves potentiale til indsigt og store gerninger; fra ord til ord, fra handling til handling. Pointen kan godt være den, at krigereliten således kunne bekræfte sig selv i at være de mest indsigtsfulde, og samtidig retfærdigøre deres forrang i religiøse anliggender. Krigereliten har muligvis set sig selv som et åndsaristokrati, med særlige forbindelser med det åndelige, og har derigennem nok også kunne legitimere deres kontrol over de store vigtige offerfester. Og det kunne se ud som om det ikke bare har været tomme ord, men at der har eksisteret en åndelig praksis, som der her henvises til, en forståelse for hvordan sindet bedst tager imod gudernes inspiration, nemlig ved at holde den åndelige dør rigeligt åben. Selve det autoritære feudale system er trods alt så uattraktivt for os på denne side af oplysningstiden, at det ikke er et eksempel til efterfølgende længere, og det bør forkastes sammen med dets autoritære syn på religion. I stedet bør man uddrage ideen om, at man med et åbent sind er modtagelig for den åndelige inspiration, det holder nemlig til gengæld fint den dag i dag.

 

©Peter Thaysn, 2018

Udesidning – helt kort

1280px-2017_total_solar_eclipse_at_Rexburg,_ID

Udesidning, útiseta, er en praksis kendt fra det norrøne kildemateriale som påkalder sig en del opmærksomhed, på trods af at det fylder meget lidt. Årsagen til dette er, at hvor der eksisterer en hel del mytologisk kildemateriale findes der forsvindende lidt om rituel praksis. Og som det er med de fleste kilder til rituel praksis er det mere henvisninger til praksis end en egentligt beskrivelse, så selv det mindste vil påkalde sig en del opmærksomhed. Det er nok muligt at udesidning har været det samme som, eller tæt beslægtet med, fænomenet sejd. Sejdpraksissen er noget bedre beskrevet end udesidningen, og sejden var en praksis hvor man gennem sang og andre virkemidler påkalder sig ånder. Ånderne kan man så spørge til råds om fremtiden eller man kan prøve at få dem til at udvirke skade på andre mm. Denne åndemanertradition fra den norrøne kultur, forveksles ofte med noaiderns praksis, men der er ikke rigtigt noget grundlæggende overlap. Noaiderne praktiserede for eksempel. en form for ånderejse for at helbrede syge, mens nordboerne bad til guderne om lægende hænder. Disse ånder, på oldislandsk eks. gandr, kunne altså hidkaldes og interageres med, en praksis der antydes var relativt sjælden og farlig, og ofte ugle set. Men selv om udesidning var forskellig fra sejd kunne formålet tilsyneladende alligevel være det samme, nemlig at opnå syner om fremtiden. Det mest kendte eksempel på udesidning viser dog at det ikke kun var ånder, men guder, nærmere bestemt Odin i eksemplet, som udøveren kunne henvende sig til for at modtage sine syner. Det bedste eksempel er fra vers 28 og 29 i Vølvens Spådom, hvor der står om vølven at ”ene sad hun ude”, måske en reference til en praksis hvor man sad udendørs, man forstiller sig typisk om natten men det fremgår ikke, og på en eller anden måde kom i kontakt med guderne. Fra guderne kunne man så modtage syner og måske andre åndelige indsigter. Der er en tydelig aura af noget esoterisk eller mystisk over begrebet udesidning. En antydning af en transcendens af verdens fysiske beskaffenhed, og en kontemplativ indsigt i livet og verden der kan læres og praktiseres. Og måske mestres.

Hele området vedrørende denne form for praksis, om man så taler om udesidning, spådomskust (spá), sejd eller galder bliver hurtigt vanskeligt at indramme, og derfor vil jeg undlade at prøve at udforme definitioner eller kategorier, hvilket måske også ville være unyttigt al den stund, at de teknikker man dengang anvendte i dag er ukendte.  Jeg vil i stedet helt kort komme ind på hvordan disse informationer om udesidning kan inspirere i dag. Når jeg hører og læser om hvordan andre praktiserer udesidning støder jeg bl.a. på, at udesidning bliver beskrevet som en øvelse, hvor man prøver at tømme sindet og kommer i en tilstand hvor ens tanker er noget man iagttager lidt udefra. Dette er den almindelige beskrivelse af den meditative praksis kendt fra buddhismen og hinduismen (som eks. inden for Advaita Vedanta), og der er jo ikke noget galt i at indlåne denne kundskab i asatroen. Det ser jeg som et eksempel på frugtbar åndelig udveksling mellem traditioner.  Ellers ser jeg ofte forståelsen af udesidningen pege i retning af andre simplere teknikker der anvendes til at søge kontakt med den åndelige verden, såsom sanseberøvelse, især hvis det foregår om natten, så både mørket og søvnmangel kan hjælpe en til at skærpe og åbne de sanser man normalt ikke har skruet op for. Dertil indtagelse af berusende drikke, euforiserende planter eller fokus på eksempelvis repetitiv sang eller ild. Men uanset teknikken vil selve formålet ligge i at opnå kontakt til magterne for at opnå en eller anden indsigt eller forståelse. Og måske det bare er sundt i sig selv engang imellem at finde ro og prøve at åbne sindet og kontemplere over tilværelsen. Personligt har jeg kun erfaring med stille natlig refleksion i den mørke skov. Men dybe tanker, og at mærke gudernes vilje være til stede under stjernerne og mellem træerne, er for mig også en værdifuld erfaring ved åbningen af sindet.

©Peter Thaysn, 2017

Over vandet, under jorden

Galvån

I kilderne til jernalderens og vikingetidens hedenske religion i norden optræder en del forskelligartede forestillinger omkring døden. Jeg vil i denne artikel se på et par forestillinger, der knytter sig til vand. Uden at det er konsekvent eller entydigt, er der en del eksempler fra perioden på gravpladser, der ligger adskilt fra beboelse af en å eller bæk, og gravsteder i forbindelse med skibssætninger, eksempelvis ved Glavendrupstenen på Fyn, for ikke at tale om begravelser i faktiske skibe som Osebergskibet, Ibn Fadlan’s beskrivelse af en bålfærd i skib ved Volga, samt Snorris genfortælling af en myte omkring Balders bålfærd i et skib. Så hvorfor denne kobling mellem gravskikke, vand og skibe?

I mytologien optræder der bl.a. en opdeling af verdner i en oververden og en underverden, adskillelsen af disse verdner kan beskrives som udgjort af vand. En verden over vandet og en verden under vandet. Dertil optræder også jætteverdner hinsides havet, et mytologisk element der også benytter vandet som skæl mellem verdner. De døde bliver ofte placeret i underverden, som angivet i Vafþrúðnismál vers 43: ”Jeg kom i ni verdener; neden under mørke-Hel.; Folk dør dertil fra Hel.” Hvis dette skulle passe, må der så også være et vand de døde skulle passere på vejen til denne underverden. Dette finder man måske i vers 39 i Vølvens Spådom: ”Der så hun vade; i tunge strømme:; Bedrageriske mænd; og mordere,; og den der forleder en andens fortrolige.; Der udsugede Nidhug; ligene af de hedengangne,; tyven tilintetgjorde mænd,; – ved I nok eller hvad?” Disse tunge strømme skulle angive hvordan de døde krydser et vand for at komme til dødsriget. Verset har været tolket som en form for straf over de bedrageriske og morderiske mænd. Men frem for at se disse døde mænds vaden i tunge strømme som en straf, kan det ses som en specifik karakteristik, der tjener til at beskrive dem som netop døde. Denne vaden optræder også i Reginsmál vers 4, hvor de døde vader over vaðgelmir hvor første del af ordet kan oversættes til vadested. Man passerer vand ved hjælp af et vadested, så i begge tilfælde angives det at de døde må krydse vand på vejen til underverdenen. Altså kan betegnelsen af dem der vader de tunge strømme eller krydser vadestedet være betegnelser for døde generelt. Henvisningen til mordere og bedragere der vader i tunge strømme i Vølvens Spådom refererer altså ikke nødvendigvis til at dette skal opfattes som en straf. Strafelementers understøttes ofte af tilstedeværelsen af Nidhug (foragt-hug) i verset. Men frem for at være en del af en straf i den hinsides kan Nidhug ses som et billede på foragten, der udsuger eftermælet hos dem, der betegnes som mordere og deslige. Man pines ikke i Hel, men i stedet mistes det af ens efterliv, der lever i det gode minde.

I denne sammenhæng giver det god mening med begravelsesskikke, der betoner det at krydse vand, herunder skibe, som eksempelvis at gravsætte de døde i en skibssætning. Begravelsen bliver derved helt bogstaveligt en overgangsrite eller overgangstilstand. I forlængelse af dette kunne skibssætninger også være et oplagt valg af sted i forbindelse med forfædredyrkelse.

Inspirationen til denne artikel er især hentet i to tekster af Kure, eventuelle misforståelser i forhold til disse står for egen regning.

Henning Kure: Wading heavy streams, 2008.

Henning Kure: I begyndelsen var skriget – Vikingetidens myter om skabelsen, Gyldendal, 2010.

© Peter Thaysn, 2012, 2015.

Denne artikel er oprindeligt trykt i tidsskriftet Urds Kilde.

Etikken i Hávamál

Skal det være muligt at uddrage nogle konklusioner omring en egentlig etik i Eddadigtningen, må et sådant forsøg gøres sættes i ramme, for at kunne komme ud over det rent deskriptive. Jeg vil derfor i denne artikel forsøge at indkredse nogle overordnede konturer i eddadigtet Hávamál, for derigennem at komme lidt videre med at opstille en overordnet tolkning af digtets indhold.

De steder, hvor man mest direkte kan se den etiske tænkning træde frem, er i de mindst mytiske vers, altså versene 1-102 og 111-137, med hvad indeholder disse vers? Indholdet af disse vers er meget korte situationsbeskrivelser, kombineret med en bestemt adfærd. Kombinationen af situationen og adfærd betyder, at det, der træder frem i versene, er karakteristikker af personers optræden, altså deres egenskaber. Diskussionen går altså ikke på, hvilken handling, der bør gøres eller ikke bør gøres, men på, hvilken slags person man bør være. Er dette så en sondring mellem rigtig/forkert? Nej, det går ud på at erhverve karakteregenskaberne som en del af sig selv, med det henblik, at opnå det bedst mulige liv. Man spørger ikke: ”Hvad er rigtigt og forkert?” Man spørger: ”Hvordan skal jeg være for at leve et godt liv. Eller som det skrives: ”Jeg råde dig Loddfafnir, mit råd du tage, du skal nyde om du nemmer.” Svaret er, at erhverve de i Hávamál beskrevne karakteregenskaber og praktisere dem. Det er et spørgsmål om at leve et godt liv. Det ene eksisterer ikke uden det andet.

Hávamál vurderer disse karakteregenskaber ud fra en bredere begrebsmæssig ramme. Der anvendes karakteristikker såsom ”de gavmilde” (vers 2), ”velsindet” (vers 3), ”den der intet kan (usnild)” (vers 5) eller ”tænksom” (vers 6) osv. Hávamál’s sigte i disse vers er altså at beskrive forskellige karakteregenskaber, og det er i selve karakteristikken, der ses på baggrund af situationen og motivet bag handlingen, der fortæller, om man er etisk eller ej. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt noget altid er rigtigt eller forkert, men et spørgsmål om, hvad man i den konkrete situation bør gøre. Hvilken karakter har man, hvis man gør så eller så i den konkrete situation, og svaret på dette spørgsmål er i sig selv etisk dom. Karakteriseres man som gavmild er man etisk, og karakteriseres man som fej er man uetisk. Konsekvensen heraf er, at den etiske diskussion ikke retter sig mod opstillingen af et enkelt regelsæt, men i stedet mod en diskussion af karakteregenskaber. Det kan så siges, at vurderingen af rigtig/forkert bliver sekundært afledt af disse karaktertræk. Tolker man de forskellige vers ud fra en sådan betragtning, træder en række karakteregenskaber frem. Den konkrete tolkning af de enkelte vers kan naturligvis diskuteres, men selve tankegangen giver nogle lærerige resultater.

Der er mange vers, der frem for direkte at beskrive et ønskeligt karaktertræk, bekræfter det modsatte, men man kan tolke versene i positiv retning således, at når negative karakteregenskaber, som i vers 17, der beskriver tossen, der opfører sig usnildt, kan man vælge at vende dette om og trække den positive modværdi, snilde, frem.

Det gælder om at finde det rette i skiftende situationer. Det etiske menneske er det, der har rodfæstet disse karaktertræk og ufortøvet praktiserer dem og derved gør det rette. Kan dette kaldes etik? Ordet ”etik” kommer af græsk ”ethos” og betyder ’sædvane’ eller ’sæder’, altså i stil med oldnordisk siðr (’moral’ betyder det samme, men kommer af det latinske ’mores’). Hvad Hávamál foreskriver, er følgende en sædvane baseret på karakteregenskaber, der sætter personen  i stand til at gøre det rette i skiftende situationer, hvor motiv og afvejning af situationen danner grundlag for en beslutning.

To eksempler

I vers 5 møder man en person, der færdes ude, altså blandt fremmede, og denne skal være snild (”vid behøver”) og det etiske ligger altså i beskrivelsen af, at man er snild. I anden halvdel af verset bekræftes det modsatte, nemlig at den usnilde (”den der intet kan”) bliver betragtet med spot, altså man betragtes som uetisk.

Vers 6 rummer endnu flere karakteristika. Situationen er igen at man færdes blandt fremmede (linje 3-4), og hvilke karakteregenskaber er da vigtige? I første linje er ordholdenhed og beskedenhed i spil, i anden linje opmærksomhed. I femte linje beskrives det at være snild, som det at have en trofast ven, altså både snilde og trofasthed bringes frem.

Dette betyder, at en person, der er blandt fremmede, gør det rette hvis vedkommende udviser snilde, ordholdenhed, beskedenhed og opmærksomhed. Blandt venner er trofasthed det rette. Dette kan også benævnes værdier, altså blandt venner er er trofasthed en god værdi, mens snilde, ordholdenhed, beskedenhed og opmærksomhed er gode værdier blandt fremmede. Dette kan kaldes en sædvane – eller etik.

Hvad betyder dette for den etiske diskussion? Det vil måske stå tydeligt for nogen i hvor høj grad denne analyse ligger op ad den dydsetiske tradition. Dydsetikken opstiller karakteregenskaber i attraktive dyder (modig, snild, osv.) og ikke-attraktive laster (fej, usnild). Dydsetikken skiller sig ud fra de to store etiske skoler, den pligtetiske og den nytteetiske. Filosofien har siden 1800-tallet primært diskuteret etik ud fra disse to grundsynspunkter, hvor pligtetikken er den gode vilje og nytteetikken er den gode handling. Begge retninger forsøger at opstille almene (universalistiske) retningslinjer for, hvornår en given handling kan betragtes som etisk rigtig eller etisk forkert. Forskellen er så, at pligtetikken vurderer ud fra den handlendes motiv, mens nytteetikken vurderer ud fra handlingen.  I det første tilfælde skal man handle ud fra en almen lov (det kategoriske imperativ) og i det andet tilfælde skal handlingen skabe almen nytte (nyttemaksimeringen). I moderne jargon kaldes dette for tynde etiske begreber (abstrakte), men de dydsetiske begreber kaldes tykke (beskrivende). Hávamál rummer ikke almengyldige læresætninger og derved almene regler for vurdering af rigtigt/forkert (eksempelvis ”du må ikke lyve”), men er rig på tykke etiske begreber (karakteregenskaberne) og passer følgelig ikke ind i hverken pligtetikken eller nytteetikken, men havner snublende nær den klassiske dydsetik.

Selvforædlingen

Faktisk går Hávamál i sin helhed endnu længere end til at opstille karakteregenskaber. Digtet knytter de etiske forskrifter til en bredere mytologisk kontekst, nemlig digtermjøden og runerne hvorved beskrivelserne bliver specifikt koblet til resten af Eddadigtningen. Den bredere fortolkning af digtermjøden og runerne vil jeg ikke redegøre for her, men at begge dele knytter sig til Odins visdom og indsigt er almindeligt accepteret. Mennesket er klædt i Odins klæder jf. Hávamál vers 49-50 (Odins klæder kan ud fra disse vers beskrive venskab eller kærlighed, men også mere generelt tolkes som egenskaber, Odin har givet mennesket), og har gennem Hávamál mulighed for at lytte til talen fra Havi’s Hal. Set i denne sammenhæng, er Hávamáls karakteristikker koblet til Odins indsigt, hvilket således kommer til at danne grundlag for de tykke etiske begreber i en dybere mytologisk forstand. Hávamál kan således også opfattes som et studie i selvforædling. Denne kobling er vigtig at have med, idet der er helt afgørende have et mål at vurdere etikken ud fra. Jeg har beskrevet dette mål som det gode liv, og i en dyb mytologisk sammenhæng kan dette ses som den åndelige frodighed og indsigt. Er ens karakter baseret på denne åndelighed, handler man i overensstemmelse med sædvanen, man er etisk.

Afslutning

Det kan stadigvæk diskuteres, hvorvidt denne etik er almengyldig eller relativ, hvilket er en ganske kompliceret debat i sig selv, eller om den skal opfattes som normativ eller ej, men accepteres selve den dydsetiske tænkning, kan man konstatere, at en hyppigt set problemstilling, opstillingen af et samlet værdiset, faktisk er overordentligt kvalificeret behandlet allerede – i Hávamál. Udfordringen vil således ikke være at opstille et nyt værdisæt, men sat studere og tilegne sig det eksisterende, som en del af Eddadigtningens helhed. Hávamál kan kan altså ses som grundstenen i en værdibaseret etik, hvor det ikke er spørgsmålet, om man skal gøre noget og ikke må gøre noget andet, men hvor spørgsmålet er, hvilken karakter man har. Den etiske fordring er, at man skal være den slags menneske, der kan opnå at gøre det rette – altså eks. opnå den åndelige indsigt/enhed med guderne. Der opstilles et egentligt mål/en hensigt og en proces/et forløb.

©Peter Thaysn, 2005.

Denne artikel er oprindeligt trykt i tidsskriftet Valravn.

Gaven som anerkendelse og offer

Gave

Gave

”Hvad skal vi give i gave?”. Dette spørgsmålet er ganske almindeligt, og det aktiveres hen over året efterhånden som de løbende gaveudvekslinger i omgangskredsen fordrer det. Fra værtsgaver over julegaver til guldbryllupsgaven. Det kan være svært nok at finde lige den helt rette gave til dem man deler livet med, og det er forståligt når man nogle gange tænker det bare bliver for meget, men det er trods alt mere glæde end pligt. At udveksle gaver og tjenester, er en dejligt måde at holde forbindelsen og forpligtelsen mellem mennesker frisk og fornøjelig.

Og så er der også den anden type gaver, nemlig gaveofrene. Disse indgår også i livets forpligtelser og forbindelser. ”Jeg giver for at du skal give” som det beskrives, man håber på gudernes velvilje i forhold til familien og omgangskredsen. At helheden styrkes, glædes og udvikler sig. Men hvad skal man give? Personligt fortrækker jeg noget der er let at håndtere, så jeg fortrækker en væske. Og jeg synes det er fornuftigt at agere ud fra devisen om, at det man giver, bør være noget man selv ville være glad for at modtage.  Og eftersom mjød, øl og vin spiller en vigtig rolle i mytologien ender jeg typisk med at ofre en alkoholisk drik. Da langt de fleste lejligheder til at give guderne en gave opstår i forbindelse med markeringer og højtider i hjemmet har jeg for vane, at ofre ved at stille offeret på en hylde i forbindelse med eksempelvis højtiden og samle sammen, indtil jeg får en lejlighed til at besøge et helligsted hvor jeg kan sende offeret det sidste stykke. Ellers fungerer en have også fint, skulle der ikke være mulighed for andet. Ved større blót er der naturligvis en del flere muligheder, ofring af mad, brændbare genstande på bål, eller metal i vand eller jord, men det er trods alt undtagelsen for mig. Men disse betragtninger er i grunden kun den sidste manifestation af en længere overvejelser og en længere forpligtelse. For spørgsmålet om hvad man skal give i gave er egentligt kun til at besvare hvis man overhovedet har gjort sig klart hvad der ligger i et offer og især et gaveoffer. Dette kan også sætte den almindelige gavegivning i perspektiv, således at det, der nogle gange kan tage overhånd og føles som et evigt gaveræs, eller endda som overfladisk materialisme, bevares meningsfuldt og vedkommende.

Gaveudvekslingen beror grudlæggende på, at vi som individer føler os som deltagere i et meningsfyldt fællesskab, eks. familie, arbejdsplads, vennekredsen osv. og at tilhørsforholdet til fællesskabet er baseret på normative forpligtelser over for de andre deltagere. Den vi hver især er, er en afspejling af hvilket gensidigt forhold vi har til de andre. Er forholdet konstruktivt kan de danne basis for tillid gennem anerkendelse. Hvor der ikke er anerkendelse opstår mistilliden. Netop gaveudveksling er en af de sociale, endda etiske, mekanismer, som er med til at fordele anerkendelse. Som modtager af en gave bliver man anerkendt af giveren, fordi der etableres en gensidig forpligtelse, netop fordi det forventes, at gaver gengældes. Giver man gaver til en person, der konsekvent aldrig giver igen, vil det medføre en anerkendelseskonflikt, som betyder at ensidigheden i relationen vil ophæve den. Det normative betyder, at anerkendelse gennem gaveudveksling er noget man bør honorere i forhold til sine relationer, og skal ikke opfattes som en slags kontrakt. Det er netop ikke en abstrakt juridisk forpligtigelse, men i stedet en tyk etisk relation, en praktisk foranstaltning, så en anerkendelseskonflikt er ikke et kontraktbrud, det er ikke et juridisk spørgsmål, men i stedet et etisk.

Ses dette i relation til gaveofferet bliver der tale om et normativt bånd mellem guder og mennesker, der sikrer en gensidig forbindelse, af nogen kaldt en reciprok bemægtigelse, som er med til at definere os som mennesker. Vi trives takket være gudernes gaver, men er samtidig bundet af dem, især i forhold til de normer de medfører. Men gudernes gaver er netop også det som gør mennesket i stand til at vokse. Den ånd guderne har givet mennesket kan også vokse som følge af den opmærksomhed mennesket viser guderne, da dette kan medføre en skærpet selvbevidsthed. Denne øgede selvbevidsthed i mødet med magterne betyder, at man kan se gaveofferet som en kilde til selvrefleksion og erkendelse. Til åndelig vækst.

Denne form for anerkendelse er særligt værdifuld ved, at det sker fredeligt. Institutionen omkring gavegivning er netop udviklet i en tid, hvor anerkendelse også med fuld ret kunne indhentes gennem brug af vold. Gaveudvekslingen skulle ses i meget bred forstand inkluderende gaver, pant, gidsler, ægteskaber, afholdelse af blótgilder mm. Det var alt sammen med til at smede relationerne i samfundet og skabe grobund for anerkendelse og tillid. Gaveudvekslingen er altså en ikke-voldelig anerkendelsesform, der muligvis kan knytte sig til det gamle begreb fred (friðr). Det er ofte pointeret, at det oldnordiske begreb fred ikke skal opfattes som hverken pacifisme eller endda fravær af krig, men det er alligevel et begreb, der fokuserer mod andre forhold end konfliktforhold. Det oldnordiske fredsbegreb skal nok opfattes som et meget tykt og indholdsmættet begreb, der både rummer kærlighed, venskab, trivsel og lykke mellem mennesker der er forbundet. Herved etableres også en sammenhæng mellem dette gamle begreb om fred og selvrefleksionen knyttet til gaveofferet. Selvrefleksionen og erkendelsen er en grundlæggende del af relationen mellem mennesker og guder, og derved også en del af bestræbelsen på at etablere denne fredstilstand.

Gaveofferet er altså en central del af relationen mellem guder og mennesker, og dette afspejles i livets øvrige gaveudvekslinger. Den almindelige gavegivning til diverse lejligheder og højtider bliver en afspejling af det ceremonielle gaveoffer, med en reference til det hellige. Man giver sig selv gennem gaverne, til magterne og til hinanden, selve det givne, genstanden eller tjenesten, bliver i den henseende sekundær. Den enkelte gave kommer til at fungere som en pant for den næste gaveudveksling, den løbende gensidige anerkendelse, og opretholdelsen af normerne. Gaver der således udveksles til gensidig anerkendelse vil i overført betydning, og måske i mytisk betydning, vende tilbage til giveren, tilbage til sin oprindelse.

Mytologisk funderes gavens rolle primært i mytekvadet Hávamál, hvor gavens betydning berøres i en hel række vers. Som afslutning gengiver jeg en del af dem her samt et par relaterede vers fra Vølvens Spådom.

41. Vaaben og Vadmel skal Venner veksle
til gensidig Glæde.
Venner er Giver og Gengælder
længst, om alt lider vel.

42. En Mand skal være sin Vens Ven
og give Gave for Gave,
Latter skal lyde for Latters Lyd
og Løgn for løs Tale.

44. Vil du af en Ven, som du vel tror,
have godt at haabe,
skal du veksle Tanker og Ting med ham,
ofte søge ham op.

46. Atter om den, som du ilde tror,
og nærer Mistanke til:
stem i hans Latter, snak ham efter Munden,
lad Gengæld være som Gave.

48. Milde, frejdige Mænd lever bedst,
møder sjældent Sorg,
men uklog Mand ængstes for alting,
møder hver Gave med Mistro.

(Thøger Larsen)

49. Mine Klæder
Gav jeg tvende
Træmænd paa Marken
Kjæmper de tykdes
Da de Kapper havde –
Forsagt er nøgen Mand.

52. Ej man stedse skal
Kostbarheder give,
Tit kjöbes Roes med lidt.
Med et halvt bröd
Og hældende kar
Fik jeg mig en Omgangsven.

145. Bedre er ubedet
End for meget ofret;
Stedse Gave til Gjengjeld bör svare.
Bedre er ikke sendt
End for meget spildt.
(Finnur Magnusson)

Samt to vers fra Vølvens Spådom:

18. Aande de drog ej, Aand de savned,
Blod og Røst og de rette Farver.
Aande gav Odin, Aand gav Hønir,
Blod gav Lodur og Livets Farver.

27. Hejmdals Horn under hellige Grene,
skjult under lysvant Løvtræ hun øjner;
i ser hun strømme Straalefossen
af Valfaders Pant. – Hvad ved I mon mer?

(Thøger Larsen)

 

Denne artikels indhold er inspireret af følgende tekster:

Marcel Mauss ”The Gift – The form and reason for exchange in archaic societies”, 1950, engelsk oversættelse 1990.

Paul Ricœur ”Gavens paradokser”, 2002, dansk oversættelse 2003.

Da jeg har anvendt teksterne meget frit kan mine pointer ikke nødvendigvis føres tilbage til disse tekster.

Oversættelser fra Hávamál og Vølvens Spådom fra: www.heimskringla.no

© Peter Thaysn 2017

Hvad ligger der i ordet ”asatro”?

Det kan diskuteres livligt hvad asatro egentligt er, men det kan være interessant også lige at overveje hvor ordet asatro kommer fra og hvad der ligger af betydninger i ordet.

Betegnelsen asatro om den førkristne religion i norden blev første gang anvendt af digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850). I hans stykke ”Olaf den Hellige” fra ”Tragødier”, tredje bind 1836, fjerde handling, scene 237. Her siger den kristne Olaf den Hellige i diskussion med hedningen Ralf Arnason[i]:

”Selv har du smeddet dig en Asatro,
Og bilder nu dig ind, at Verden skal
Herefter artes efter dine Drømme.”

Oehlenschläger bruger her ordet asatro til at betegne den norrøne religion der fandtes i Norge før kristendommen og ligger ordet i munden på den norske kong Olaf. Oehlenschläger har nok været inspireret af Grundtvig der i 1807 udgav afhandlingen ”Om asalæren” omhandlende den nordiske mytologi[ii]. Her møder vi nok det første moderne kompositum indeholdende ordet asa-. Senere, jeg er ikke sikker på hvornår, kom ordet asetro også i omløb. Omkring det seneste årtusindeskifte blev det i det danske asatromiljø debatteret, endda hidsigt, om det skulle hedde asetro eller asatro. Eller om man bare kunne bruge det ord man nu foretrak. Der kom vist aldrig nogen konklusion på den debat. Nogen fortsatte med at bruge asetro, men mit indtryk er, at de fleste i dag vist bruger termen asatro. Og den frygtede forvirring over denne uorden udeblev, det giver ikke rigtig anledning til misforståelser har det vist sig. For underholdningens skyld kan man opsummere, at ordet asatro er ældre end asetro. Men på dansk er asetro faktisk det korrekte. Ordet asatro/asetro er et kompositum hvor den anden vokal er et såkaldt fugeelement. På dansk bruges vokalerne e og s som fugeelementer. Men på islandsk og norsk bruges også a som fugeelement og det ses blandt andet i Hárbarðsljóð (52) hvor Thor omtales som Asathor. Men som det fremgår her, bruger jeg i lighed med flertallet asa- i stedet for ase-. Den mest almindelige begrundelse jeg er stødt på for det er, at asa lyder mere poetisk, det er også derfor jeg fortrækker den variant – også selv om det så egentligt ikke er grammatisk korrekt på dansk.

Det har også været diskuteret om ordet ”tro” i asatro henviser til det at tro på noget, eller om det henviser til det at være trofast. Grundet ordets oprindelse som bekskrevet ovenfor, er der ingen tvivl om at der er tale om tro på noget i ordet oprindelige betydning. Men nyfortolkningen med trofast kan give mening for mange, og det er der flere gode grunde til, for hvad kan man sige om tro i asatro? For at komme ind på det vil jeg bringe følgende citat fra en artikel af Anders Klostergaard Petersen: ”Anlægger man imidlertid et religionshistorisk længdeperspektiv, spiller tro kun en ringe rolle. At ofre til guderne i akariske religioner som græsk, romersk eller israelitisk religion drejede sig ikke om tro. Det var som de fleste former for gavegivning et spørgsmål om at sige pænt tak, for hvad man havde fået givet. Noget for noget, som vi plejer at sige.” Troen i centrum mener forfatteren kommer fra: ”opfattelsen af en tæt sammenhæng mellem religion og tro ligger dybt i os, kulturelt formet som vi er af en protestantisk og pietistisk tradition. Den tilsiger os, at man er religiøs 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen.”[iii]

Dette citat henviser til at trosbegrebet står meget forskelligt i forskellige typer religioner. Som nævnt er det tydeligt den almindelige (protestantiske) opfattelse af ordet tro, der oprindeligt ligger i ordet asatro, så det giver god mening med en nytolkning der afspejler en religion som asatroens rødder bedre. Tro står simpelthen ikke i centrum. Det gør den løbende gavegivning med guderne, altså dyrkelsen. Dette har fået folk til at bruge ordet asadyrker. Jeg har stødt på det i forskellige sammenhænge, men det har aldrig slået bredt an. Det er sådan set også fint nok. Jeg bruger asatro, selv om jeg ved ordet ikke er særligt repræsentativt for den religion den beskriver og at asadyrker ville være mere dækkende. Dette giver naturligvis anledning til misforståelser, dels blandt folk der ikke er asatroende og derved foranlediges de til at se asatroen som mere ens med protestantismen end det egentligt er tilfældet, men det er harmløst og kan forklares uden de store problemer. Det er også medvirkende til, at nogle asatroende praktiserer asatroen meget protestantisk. Det er måske noget kikset, men der har vist sig ikke at være noget at gøre ved det. Men for at samle op, så betyder asatro direkte ”troen på aser”.

Hvad er så aser? Det korte svar er at det er de norrøne guder. Ordet as henviser til guderne i den nordiske mytologi (gudinder kaldes asynjer). Derved bliver ordet asatro til ”gudetro” eller ”troen på de guder der hedder aser”.

Hvem er aserne? Asernes kreds er ikke noget sted samlet og defineret. Det varierer med hvilke kilder man inddrager, hvordan de oversættes og tolks osv. Men ordet as bliver nogle steder anvendt som en fællesbetegnelse for alle guder, andre steder, eks. i Lokasenneaen anvendes den bogstavrimende aser og alfer. Andre steder anvendes ordet vane om guder. Det har været debatteret om dette er forskellige betegnelser for de sammen guder, eller om der henvise til forskellige gudeslægter. Det er en grundlæggende og spændende diskussion, men eftersom ordet as kan bruges om alle guder i mytekvadene kan man i forhold til ordet asatro sige at det er en fuldt dækkende betegnelse, og formen som nogle bruger med at kalde det asa- og vanetro er egentligt redundant.

Hvad betyder så as? Der er en del forskellige analyser af hvorfra ordet as kommer, men især to har jeg set særligt godt argumenteret. Den første siger at as (norønt áss) stammer fra det hittitiske ord hassus, som betyder ”konge”. Den anden er at ordet stammer fra det indoeuropæiske *ans betydende ”ånde”. Altså at gudernes navn har rod i synet på guder som konger eller ånder. Men det er altså uafklaret og flere forskellige muligheder er i omløb.

Det var et kort gennemløb af nogle aspekter ved selve ordet asatro, og der er altså et par overvejelser man bør gøre sig bevidst, hvis man vælger at bruge betegnelsen asatro om sig selv.

PT 2017

——————————————————————————————————————

[i] Se hele ”Olaf den hellige” her, med fremhævelse af replikken med asatro: https://books.google.dk/books?id=3f8FAAAAQAAJ&pg=PA237&lpg=PA237&dq=Oehlenschl%C3%A4ger+%E2%80%9DTrag%C3%B8dier%E2%80%9D++asatro&source=bl&ots=aHlW26kp4x&sig=lxzPcG3NQw1vLJCkDDw11r_GPdM&hl=en&sa=X&ved=0ahUKEwi4itbyl5DSAhWFDSwKHR-ACJ8Q6AEIIDAB#v=onepage&q=Oehlenschl%C3%A4ger%20%E2%80%9DTrag%C3%B8dier%E2%80%9D%20%20asatro&f=false

[ii] Se den glimrende Indledning til ”Om Asalæren” af Vibeke A. Pedersen her: http://www.grundtvigsværker.dk/tekstvisning/651/0#{“0″:0,”k”:0,”v0″:0}

 

[iii] Fra artiklen ”Så tro da om” af Anders Klostergaard Petersen, professor Afdeling for Religionsvidenskab Aarhus Universitet, Weekendavisen # 26, 1. juli 2016.

 

 

Jul

juletrae

Julen, denne gamle fejring der løber i en måneds tid, og mere end det hvis vi regner det hele med, går ingen fri for at blive mødt med hvert år. Det er vel netop derfor at julen er det bedste eksempel på en folkefest i Danmark. Det er også sådan jeg først og fremmest ser julen, som en fest for alle. Jeg finder det faktisk direkte fjollet når folk siger de ikke fejrer jul fordi de ikke er en del af denne eller hin religion eller hvad det nu må være. Julen rækker langt ud over specifikke religiøse tilhørsforhold. Julen er mange ting, har mange betydninger og er for alle her til lands. Forstå mig ret, jeg er ikke sådan en vanvids julefan, jeg ærgres ved synet af juledekorationer i oktober og får krampetrækninger over store dele af den julemusik man tvangsfodres med år efter år, men håndteret fornuftigt er det en folkefest som har det hele.

Jeg vil kort fremhæve nogle få aspekter af julen som jeg finder interessant i forbindelse med asatroen.

Julefrokoster

Julefrokosten er som snydt ud af næste på de gamle blót og gilde beskrivelser (ligesom påskefrokoster). Disse gennemritualiserede forsamlinger er noget af det jeg har fundet bedst og mest ægte at inddrage i de årlige højtider i asatroen. Her er blótformen alle kan deltage i, komplet med skålrunder og sange. Jeg finder, at denne blótform er den absolut mest givende, nok fordi den forekommer så rodfæstet og naturligt.

Juleaftensdag

Hvornår skal man fejre jul? Julen løber over en længere periode, med julefrokoster, nedtælling i december og strækker sig gerne ind i januar. Men d. 24. har vi den store fælles festdag. Det er her julen kulminerer landet rundt. D. 24. december, kaldet juleaftensdag, er dagen hvor alle kan deltage i festlighederne til den store julemiddag, og det her her man med familien indgår i den ritualiserede gavegivning. Går man efter noget sagahistorik peger kilder på, at man nok har fejret jul i første halvdel eller midten af januar, men jeg ser ingen grund til at pille ved, at det er juleaftensdag der er kulminationen af julen idag. En folkefest er jo netop noget man fejrer samtidigt over hele landet. Så selv om dagen ikke er en helligdag, er juleaften på juleaftensdag alligevel det mest centrale højtidspunkt på året og alle kan være med til at drikke jul uanset hvad man skåler i eller hvad man skåler for.

Gavegivning

Gavegivningen er en skik jeg synes ligger i hjertet af julen. Det er gennem gavegivningen at man binder sig til sin familie og venner, bekræfter og styrker sit tilhørsforhold, genforpligter sig på sine ansvar og løfter, og finder glæde og gammen med dem man deler sit liv og skæbne. Og hvor gaveofferet til magterne ligger som en helt naturlig handling i forlængelse af den øvrige gavegivning.

Historiefortælling

En vigtig juletradition er historiefortællingen. Højtlæsning, TV’s julekalender og juleeventyr er en integreret del af juletraditionerne. Det at samles om fælles fortællinger er en juletradition jeg finder særligt værdifuld, der er ikke andre højtider der i samme grad har fortællinger og historier i centrum som julen har, og julen er derfor den højtid der for mig mest lægger op til, og rummer, mytefortællinger og mytedigtning. Der er i julemåneden et naturligt rum at folde myterne ud i, om det så er gennem skåltaler, højtlæsning eller fællessang. Juletid er mytetid.

 

Dette er nogle få men vigtige skikke, der knytter sig til julefejringen, så selv om det ikke er til at sige med nogen sikkerhed hvad begrebet jul har dækket over oprindeligt, er der ikke mangel på hverken mening eller tradition i dag. Så glædelig jul til alle i det ganske danske land.

The true meaning of Yule

As the year draws to an end, we tend to make up a balance of the past few months and we try to figure out what mistakes we made and how to correct them in the future. As any person does when looking back upon the life he has lived, it contains a lot of melancholia. And just as an old man hopes to be regenerated in a new life in this world or another, so does the Yuletime linger on the hopes of renewal, the reboot of the eternal cycle of life.

Baldr’s light is going out, with the old year, he starts his wintery abode in the underworld, the realm of Hel, yet the promise of renewal is what keeps the wheels of time spinning. We know that the year will become brighter, the days will lengthen again, and Baldr will come back to rule once more.
As such Yule is a symbol of hope and renewal. And as such it is the most important feast of our religion. One of the essential parts of our religion is this believe in the ever renewing circle of life.

Since we are a minority religion most of us will celebrate Yule twice. Once within their local kindred of co-believers on the 21st or 22th , and a second time with their biological family, parents, grandparents, brothers, sisters uncles aunts etc. on the 25th or 26th of December. Some social obligations cannot be escaped, not even for religious purposes.
Yet in my opinion there is no need to feel bad about this, since essentially both religions honour the very same principle of renewal, and this is due to the mutual influence the religions underwent; Yet in this case I would argue for the Christian religion copying the older European traditions including that of Asatru.

This was an easy thing to do since both religions revolved around the idea of a liberator that would create a new world order. Both of these saviours were the sons of the supreme gods, both were killed by evil doers, whilst these were innocent. And since the Christians  wanted to do anything necessary in order to win the plight and replace the old religions of Europe, they wanted to smoothen the transfer by blending in similar aspect of both the religions. They actually did such a good job  that nowadays we have a hard time determining exactly which of them both was the original and which the copyist.
The bible said that Christ was born  around new year. Since this coincided more or less with the midwinter festivities in northern Europe and since that message of renewal was celebrated it wasn’t hard to link it to the birth of a child, a messias that would save the world. A new Balder-like figure or sun god to replace the earlier one.
Thus in Christianity the renewal idea remained although it focussed much more on the eventual salvation of mankind, than Asatru. In Asatru the focus was on the yearly cycle of renewal, rather than the eventual salvation of mankind in a new heavenly realm. Asatru was less interested in the celebration of the eventual salvation. We aren’t even sure the renewal of the world was really a dogma in Asatru. It might well be that Snorri Sturlison copied that part partially from the Christian bible or at least colored it with his Christian views of the end time.

Another thing must attract our attention. In many (if not most) families the Christian aspect of the 25th of December is mostly lost, the feast of Christmas has become a family meeting, more than a religious feast. Often the tradition Christmas crib/stable has been moved aside or even left out completely. Ironically another symbol has replaced it, an ancient symbol (although its modern reinstatement only dates from 19th century Germany). It’s the Christmas tree. The ancient ever green tree of life. And even more ironically this tree has such an attraction to many people and cultures that even people without European or Christian roots started adopting it recently. Almost every year we hear of some kind of interdiction being launched against the Chrismas tree by islam scollars. They wouldn’t do so if the tree wasn’t put up in muslim houses as well.
The tree has become the center of the occasion, with gifts packed under it, ready to be distributed and ready to restore or strengthen the family bonds. In combination with good wine and food the atmosphere or family and kindred is created and celebrated.
To our Germanic and Norse ancestors the clan or family was the most import thing in life. The clan determined who you were, without it you were nothing. Being banished from the clan was the worst thing that could happen.

This means that the chrismas celebrations have recentered on the ancient pagan traditions, although unvoluntaraly. As such the true meening of Yule is once again part of this celebration and none of us should feel bad about celebrating it a second time on the 25th of December.